Omkring Jens Have og Kennel Mjølner

Vor mand trådte sine barnesko på gården ”Solvang” i Alsted på Mors. 
Allerede fra barnsben var Jens glad for dyr. Han havde kaniner, duer og geder. 
Sågar en gig til geden, som han også deltog i gedevæddeløb med i Tøving grusgrav.

Faren, Niels Have, var jæger om en hals, hvis gode jagtkammerat var naboen, Carlo Vad. Deres jagthunde 
var naturligvis pointere. Tidligt er Jens med på jagt; det var en lidelse, at skolen skulle passes 1.oktober.

Niels Have og Carlo Vad deltog også lidt i markprøver, men de følte nu ikke, at bedømmelsen gik deres vej, 
når de var udenøs og  fx kom til ”Alsbjerg-land” og ”Sejbækgård-land” i Mønsted. Så gik det straks bedre på hjemmebane på Mors. Jens var med på prøver her fra barnsben og har trukket mangen hund - 
pointere og settere i skøn forening. 

Da Jens er 11 år, dør faren, men Jens traskede så efter Carlo Vad på jagt. Carlo havde gemt farens bøsse 
til Jens nåede skelsår og alder, hvorefter Jens fik den bedste læremester på Dianas stier.

Næppe havde Jens fået foden under eget bord sammen med Birthe og bosat sig i Mejrup i 1969, før han 
fik sin første pointer oppe fra Carlo Vad. Den var ikke af største format og blev solgt videre som jagthund.
 Meget bedre gik det ikke med den næste hund, Lis, også fra Carlo Vad. På markprøve fik Jens uden omsvøb 
at vide, at formatet var for ringe. Dommerne kunne dengang godt være noget kradsbørstige, siger Jens med 
et smil. Men han fandt også ud af, at han nok havde dresseret hunden for hårdt.

I 1974 køber Jens Lady hos Gordon Andersen, og med hende sker der en ændring i Jens’ hundeliv. 
Han begyndte at komme ned til navnkundige Laurits Nielsen, Kennel Mørup, i Lind. Jens kommer med 
den gamle mester ud at træne. Her bed han mærke i, hvor omhyggelig Laurits var med alle dressurens faser. 
Hvis ikke hunden tog marken med, blev den kaldt tilbage igen og igen, ind til Laurits var tilfreds. 
Havde man Laurits’ tillid, var han meget dygtig og villig til at lære fra sig. 
Kimen var lagt til et livslangt og berigende venskab. 

Jens føler, at han har været heldig også at kende gamle mestre som Magnus Ager, Gordon Andersen, 
Sigvald Alsbjerg, Aage Jensen og Knud Fuglede. Alle er de væk nu, men deres evner som dressører
 og deres blik for pointeren i mark og ikke mindst på bænk var unik. De boede alle på gårde, 
forstod sig på dyr og havde plads til at lægge mange hvalpe til. Det hører naturligvis med til billedet, 
at de havde bedre muligheder for at afsætte hvalpe, end vi har i dag. 

En ledetråd i avlen er for Jens den gode stil, hunden skal have et godt afspark og gå med høj hovedføring. 
Den skal være elegant at skue, når den i et flot krydssøg afsøger sit terræn fra kant til kant. 
Skarpheden på fugl ligger i vore hunde, hvor god den ener med at blive afhænger i høj grad af træning 
og rutine. Den flotte stil er imidlertid i høj grad afhængig af hundens vinkler, altså anatomi.

Jens har deltaget på prøver i hele Norden og gået på rypejagt i Norge og Sverige og her gjort den erfaring, 
at en virkelig udholdende fjeldhund er lidt kompakt og har et meget stærkt bagparti. Vi skal frem for alt 
bevare pointerens ædelhed : et smukt hoved med rigtige linier, en tør hals og velvinklede lemmer. – 
Vi har nok gået lidt for meget på kompromis med vore hundes eksteriør på bekostning af markarbejdet, 
men jeg kan dog ane en forbedring her, siger Jens.

Selvom bedømmelsen på markprøver er forskellig stilmæssigt set, så ser Jens gode muligheder for at 
hente potentielle avlshunde i Norden. Han har deltaget i prøver her og gået på rypejagt i såvel Norge 
som Sverige. Og vi har da også med succes gjort  - tænk bare på Kennel Fuglede. 
Det er hyggeligt at være sammen med svenskere og nordmænd, vi har den samme mentalitet. 
Jens mener, at er så afgjort er et marked for danske pointere i Norge, hvortil han har solgt flere hvalpe 
og Birthe har også importeret en tæve herfra.

En fremtidig sædbank i DPK er en god idé. 
Vi har en tendens til at gemme vore avlshanhunde, til det næsten er for sent at bruge dem. 

Jens har så afgjort også blik for avl, hvad resultaterne i Kennel Mjølner vidner om. 
Foreløbig har han opdrættet 3 BRCH’er og en norsk BRCH. Kulminationen kom på FJD udstillingen
 i Vissenbjerg i 2008, hvor Mjølners Magni blev BIR skarpt forfulgt af kuldsøsteren Mjølners Idun, 
der blev BIM. – Moderen, Flemløses Amanda, var naturligvis stærk udstillingsmæssigt set, 
men jeg gik nu mest efter skarphed i marken, og det har jeg fået fra Fugledes Dirch, 
resultaterne på bænken har været en sidegevinst, fortæller Jens.  

Kennelnavnet  - Mjølner var jo Thors hammer, som havde den egenskab, at den altid vendte tilbage med 
saft og kraft. Jens’ hunde har siden oprettelsen af kennelen haft nordiske navne.

 I marken har kennelen også stolte traditioner. Jens har vundet UKK 2 gange, derbyet en enkelt gang, 
DPK’s forårsvinderklasse og en række placeringer i øvrige vinderklasser. 
Flemløses Amanda blev DKJCH. Bl.a. for nogle af disse præstationer er han blevet hædret af klubben 
og indtrådt i sølvpiskefolkets rækker.

 Jens brænder for sine pointere og hundesporten. Fællesskabet i hverdagen ved at træne sammen med 
gode kammerater er sagen, men træning er ikke bare ”søndagsture.” Den skal planlægges/struktureres, 
så man ved, hvad man går efter og gerne vil opnå på dagen.

Konkurrencen og fællesskabet på prøver er herlig, selv om man selvfølgelig gerne vil vinde., 
men som salig Erik Skel sagde: ”Det vigtigste er sgu, at vi får hunden med hjem.”  

 -Man skal gerne have et godt træningsterræn og for at få det, er det alfa og omega, at man har et godt 
forhold til lodsejerne og evt. jagtlejere. Her kan vi hundefolk gøre en indsats ved at fodre og plante lidt 
hist og her. Vi kan være med til at ophjælpe en agerhønsebestand ved udsætning, hvis den er skrantende. 
Det har vi markprøvefolk i det midt-vestjyske faktisk haft stor succes med, fortæller Jens med glød i stemmen.

Lodsejerfesten, som vi markprøvefolk afholder hvert tredje år, på Herning Jagtcenter i Ørre, 
har meget stor betydning for hele vores sport i det midt-vestjyske område.

Jens føler sig privilegeret over, at han faktisk må træne overalt i hele sognet, og tit og ofte har han da 
også træningskammerater på besøg, ligesom han lægger terræn til markprøver hvert år Han er en del af 
det stærke team, der er omkring hundesport og markprøver med udgangspunkt i Vildbjerg.

 Den stående hunds fremtid er efter nogens mening truet i disse år, men de ændringer, som er undervejs i landbruget mht. efterafgrøder, er positive for den stående hund, mener Jens. Vore hunde er alsidige. 
Jens har til stadighed brugt sine til alsidig jagt på mark, i mose, krat og skov. Han minder i øvrigt om, 
at en god jagthund ikke behøver at være en god sportshund, men det er sidstnævnte, 
vi skal avle på, ellers kan vi ikke højne pointerens standard.

Dansk Pointer Klub betyder rigtig meget for Jens. Her føler han sig hjemme og deltager altid i 
klubbens aktiviteter. Vi har et varmt klubliv og en god ånd, som betyder uendelig meget. 
Den skal vi værne om. En dygtig ledelse har til stadighed et højt informationsniveau 
og frem for alt visioner for vor klub. 
Birthe og Jens har knyttet mange venskaber i DPK.

Glæden ved pointeren er åbenlys, når man besøger Jens og Birthe. 
Hundene er en del af familien, og de kender deres plads.
Pointeren er omgængelig både ude og inde, den er venlig og har en vidunderlig udstråling.

Jens føler sig meget priviligeret  over, at Birthe også i allerhøjeste grad er med i hundenes ve og vel 
såvel hjemme som i mark og på bænk og i DPK. Bølgerne kan godt gå højt i deres diskussioner, men det 
er jo bestemt ikke altid af det onde, at meninger brydes, det fremmer jo i sidste ende forståelsen.

 Jeg har haft den store glæde at træne og gå på jagt med Jens i rigtig mange år.  

NMO

Portræt af afdøde Æresmedlem Bent Hansen og Kennel Boga

Mandag den 12. januar 2009  døde Bent Hansen, Lumbygård.

En person der tilhørte den generation af pointerfolk, der i perioden fra slutningen af 30ernefrem til 
begyndelsen af 80erne var med til at fremavle de pointere, der blev særdeles eftertragtet i hele Europa 
og oversøisk også i Sydamerika og USA. 

I september 1989 , altså for 20 år siden, besøgte jeg Bent Hansen med blok og blyant. 
Det blev til nedenstående artikel.

Bent Hansen var på sin 95 års fødselsdag i 2006 i strålende humør.
Han rystede mangen historie og anekdote af ærmet til de mange gæster

Samtale i September

”September himmel er så blå”. Vi sang den til morgensang her på skolen til morgen. 
Og nu sidder jeg i bileno g nynner melodien, mens jeg er på vej til Lumbygård ved Nr. Lyndelse lige 
syd for Odense. Jeg har travlt, for jeg har aftalt med Bent Hansen at være ovre hos ham senest kl. 13,15. 
”Du ka´vel ha´en sild og en dram, når du kommer”, var slutreplikken i telefonen for godt en uge siden.
 Du må nok hellere tage en hund med, for vi kan ikke sidde inde hele dagen. 
Jeg har lidt fasaner i roerne. Dem må vi hellere se, om vi kan finde.

Blå er den – den fynske himmel – her den 25. september, men jeg har desværre ikke tid til at nyde den. 
Ej heller det skønne landskab, for bilens hastighed befinder sig en del over det maksimum, som politiet 
tillader. Med to minutters forsinkelse kører jeg ind gennem porten på den velholdte firlængede gård. 
Midt på gårdspladsen står et stort lindetræ, hvis blade så småt er begyndt at antage efterårets mange 
glødende farver. Jeg når næppe ud af bilen før Bent står på trappen og byder velkommen. ”
Du skal nok lufte din hund, inden vi går ind”,siger han. Man fornemmer, at sådan gør man her på gården: 
- sørg først for dyrene og derefter for dig selv.

Der er tre ting, der fanger min opmærksomhed, da vi kommer ind i den store spisestue. 
Det er et meget stort standur, der når at slå mange slag, inden jeg igen kører hjem. 
Fru Aases nydeligt dækkede bord med den lovede sild. Samt et stort billede på væggen af to flotte 
pointere en gulbroget og en sortbroget. Jeg synes, jeg kender billedet og spørger Bent, hvad det er for hunde. 
”Det kan jeg fortælle dig senere”, siger han, ”lad os nu først få noget at spise”.

Godt jeg ikke har spist hjemmefra, for Aase serverer både varm leverpostej, æggekage med bacon og dejligt hjemmelavet pålæg. Det hele sluttes af med ost, stærk eller mild, alt efter behag. 
Alt følges på vej af koldt øl og et par små klare. For som Bent siger: ”
Det varer jo længe endnu, inden du skal køre bil.

Vel mætte skifter vi plads til dagligstuens behagelige lænestole. 
Her går det ikke lang tid, før bord og gulv er fyldt med billeder og tidsskrifter at og om pointere. 
Og snakken går, mest med mig som lyttende part.
Hvem er så Bent Hansen? Han er landmand, dyrlæge og opdrætter af pointere. 
De to første titler er livsgrundlaget. Den sidste er hans altoverskyggende hobby.

Hvem inden for hundesport kender ikke Kennel Boga? – Ja den er faktisk verdensberømt og ikke kun i
 Danmark. Det er solgt Boga hunde til næsten alle verdens kontinenter. 
Bents interesse for pointeren er nærmest en arv, idet hans far, Hansen, Brangstrupgård i sin tid
flaskede sin søn op med interessen for jagthunde. Det var en meget ung Bent Hansen, der
oplevede at få champagne, da de første hvalpe efter det berømte ”Svarta Blotet” fra Finland blev født på Brangstrupgård. Der blev født fem sorte hvalpe. En af dem fik navnet Black Lato. 
Han fik stor betydning for avlen dengang. Det var hunde med gode nerver, en stærk krop og et lidt tungt
 hoved; hunde med meget mere masse end vore dages hunde.

”Ser du”, siger Bent.”min første pointer fik jeg i 1937. Den kom fra Sønderjylland, men den havde ingen 
næse, så først i 1949, da jeg købte Alsbjergs Kiska af Sigvald Pedersen, var jeg klar over, at jeg havde fået 
en klassehund. Kiska er blevet stammoder til alle de hunde, jeg siden har opdrættet.
 Jeg nåede aldrig at få en avlstæve efter Kiska, så jeg måtte gå over i den hanlige linje. 
Jeg parrede Kiska med Riises Jais, og her fik jeg Boga King, som skulle vise sig at blive stamfader til 
næsten alle pointere i Danmark og i Sydeuropa. Hundene dengang, det var naturtalenter. 

Vi behøvede næsten aldrig at lære dem noget. Der var medfødt stand, sekundering og apportering. 
Samtidig var de meget nemme at gøre harerene. Disse egenskaber har jeg forsøgt at bevare op igennem generationer i min avl. Kiska var ingen  eksteriørhund, så derfor har jeg aldrig haft noget særligt på 
udstilling. Jeg har forsøgt at viderebringe hendes jagtlige egenskaber, og det mener 
jeg stadig at have bevaret, bl.a. gennem Boga King”. 
Bent retter sig lidt op i lænestolen og fortsætter så:”Nu skal du høre om de tohunde på billedet ude i 
spisestuen. Det er nemlig to døtre efter Boga King. Mollys Jo-Jo og Risinges Gissa. 
Med de to hunde har jeg haft en af de største oplevelser på markprøve.

Det har været i 1961. Da konkurrerede jeg med mig selv om undomspokalerne påklubbens hovedprøve oppe 
ved Herning. Jo-Jo havde vundet den fynske FJD prøve, og Gissa vandt ungdomsklassen i Herning. 
Endvidere var der en sjællandsk hund og vistnok Zitas Randi. Jo-Jo slog sjællænderen og Gissa slog Randi 
– ja så var jeg jo ligeglad med hvem der vandt, for jeg ville jo få pokalerne under alle omstændigheder.
 Det blev Gissa, der først fik stand, og Jo-Jo der måtte sekundere. For øvrigt gik det billede hele verden
rundt. Her skal du se et tidsskrift fra Japan.” 

Bent har efterhånden talt sig rigtig varm. Det er lige før han er ved at gå af hånd, og det kniber gevaldigt 
for mig at følge med. Det fyger med på Boga hunde, der enten bliver avlshunde her i landet, eller ender i 
andre lande som for. eks. i Brasilien, Argentina og Irak for ikke at snakke om de skandinaviske lande eller Sydeuropa, især Italien. Her sluttede Boga King sin karriere.

Bents avl deler sig i tre linjer. En over Jo-Jo sluttende med Boga Consul, solgt til Finland. 
En anden over Gissa med Boga Chock som den mest fremtrædende. Og den tredje over Boga Raska, som var oldemor til Ferreos Tom. Videre gennem Brangstrupgårds Kim når vi frem til Jane I (gamle Jane). 
Med hende vandt Bent Derbyet i 1973. senere vandt Jane klubbens hovedprøve to år i træk.
 Dertil kom et væld af placeringer i vinderklasser og DM.

På Jane I har Bent avlet hunde som Boga Jøgge, Boga Mik og Boga Roy,samt Boga Ambasadør, der også
 blev solgt til Finland, hvor han har vundet flere store prøver. Af disse hunde er især Roy blevet brugt i avlen. Han er bl. a. far til Jane II. Hende har Bent parret med Winthers Quist. Af denne kombination har Bent 
beholdt en tæve, Boga Amanda, der nu er 17 mdr. Ved klubbens vinderklasse her den 16. sep. Blev Bent 
3. vinder med Häjarøs Jasmine. Hende har hen hentet hjem fra Upsalla i Sverige. 
Hun er datter af Boga Ambasadør.

Når man som Bent har arbejdet med pointere i næsten en hel menneskealder,så er det også indlysende, 
at man deltager aktivt i klubbens arbejde. I 20 år var han medlem af bestyrelsen, heraf de 7 som formand, 
fra 1972 til 79. I sin formandstid var han initiativtager til at netop Pointernyt blev til. Ligeledes var det 
han, der var idémand til vore vintermøder. Begge dele var tænkt som en kontakt medlemmerne imellem,
 da man ellers kun havde generalforsamlingen og selve hovedprøven, hvor man kunne mødes. Årbogen
har også nydt godt af Bents arbejdskraft, der var han redaktør fra 1965 til 1982. Ligeledes skal det nævnes 
at han var formand for Derbyudvalget i 12 år. Alle disse tillidsposter har selvfølgeligt givet stor indsigt i 
hele hundesporten, og man fornemmer da også, at det er en særdeles erfaren mand, man sidder over for. 

Erfaringen har Bent haft god brug for, da han i begyndelsen af 80erne skrev en bog om pointeren. 
Her skildrer han pointerens historie, orienterer om avl og opdræt, arbejdet med pointeren i marken og 
meget mere. Bogen udkom på Clausens Forlag og kan købes i enhver boghandel. 
Det skal også nævnes, at Bent har været eksteriørdommer og markprøvedommer i en menneskealder.

Ikke kun her i landet men også i det øvrige Skandinavien. Samt sydpå.
Apropos sydpå, så er Bent af den formening, at vi må med i de europæiske konkurrencer såsom Europacup
 og VM. Klubben bør nok gå aktivt og måske også økonomisk ind i de initiativer, som en del medlemmer i 
disse år tager. Ikke mindst på det avlsmæssige er det nødvendigt, at klubben er aktiv, bl.a. med rådgivning
 for nye avlere. Vi ser for tiden at mange importerer hunde fra store dele af Europa. 
Her må vi være på vagt, så vi ikke for avlet egenskaber, som senere viser sig at være et tilbageskridt, 
ind i vore stabile stammer. Vi ved jo, at det tager generationer at få sådan en dårligdom ud igen. 

Det er nemlig let nok at avle en hunderace op, men det er forbistret svært at holde den på toppen.
 Den nåede vi efter Bents mening i 1960erne. Det skyldes måske, at vilkårene for avlerne har ændret sig 
negativt, oplyser Bent. De fleste kenneler var dengang på landejendomme, hvor vi havde plads til at 
beholde hvalpene til de var omkring et halvt år gamle. Så kunne vi vælge den eller de tæver, der skulle bruges 
til det videre avlsarbejde. I dag opdrættes de fleste hvalpe i parcelhuskvarterer. 
Herfra skal de helst afsættes, når de er 8-10 ugers alderen, 
da kan man som bekendt kun bedømme farve med sikkerhed.

”Hvis vi skal forbedre vore hundes eksteriør, må vi skærpe kravene, ikke udstillingskravene men kravene,
 til de hunde, der deltager på vore markprøver. Jeg vil mene, at de store pokaler på vore prøver skal have
 ændret vedtægterne, så de kun kan uddeles til de hunde, der mindst har en anden præmie på en anerkendt udstilling. Så skal du se, så kommer vore hunde også på vore udstillinger, hvor vi så kan sammenligne dem.

En sådan mening vil sikkert gøre mig et hoved kortere i visse kredse, men jeg vover den nu alligevel,” 
griner Bent. ” For øvrigt – et godt råd, læg mange hvalpe til og vær hård i din sortering,gælder såvel på 
udstilling som på mark.”

Tiden er løbet fra os. Aase tilbyder at rydde op efter os hvis vi vil en tur i marken,f ør jeg skal tilbage til 
det sønderjyske. Der bliver selvfølgelig stor larm i hundegårdene, for hvem skal med, for hvem skal blive 
hjemme. Det bliver Amanda, der bliver den heldige, og hun er straks fyr og flamme. Vi er ikke nået over til 
roerne før Bent har afsagt dommen over min unghund.”Du har tilsyneladende en god hund, men pas nu
på, at du ikke forcerer dens udvikling. Lad den få tid til at være ung så længe som muligt.

Brug hellere et halvt år mere, så du ikke får en af disse træge rejsere eller nervøse vrag,inden den er fyldt to 
år”, formaner han. Det lykkedes os at finde en enkelt fasan i roerne, men den støder Sheila i sin iver efter at 
sætte den fast. En time senere trasker to trætte unghunde med deres respektive ejere tilbage til Lumbygård.

Septembersolen er netop nået så langt ned, at dens ildrøde stråler får gårdens hvidkalkede mure til at lyse 
i et gyldent skær. En eftermiddag i hyggeligt samvær med en virkelig kender af pointeren er forbi. 
Lige på falderebet når jeg at få spurgt: Hvorfor hedder din kennel Boga?”
 ”Jo ser du, B står for Bent O står for Ole, min søn, G for Grethe, min datter og A for Aase min kone. 
– Altså Boga.”

Bent Olsen, Sdr. Hygum

 

Som 16-årig fik Niels Holger jagtkort. Den sorte hund var gået heden, og han anskød 
en  hare. Her lærte jeg, at vil man gå på jagt, så må man have en hund, siger han.. 
På gården derhjemme var den foretrukne hund en korthår, og Niels Holger køber i 1958 
formedelst 75,-kr. en 4-5 måneders hvalp, som blev sendt i en kasse fra Horsens. 
Den følgende søndag skydes der høns for hunden, som apporterer et par stykker. 
Egentlig dressur får den først året efter, hvor NH famler lidt i blinde, han har kun 
læst og  hørt om apportdressur.

Interessen for markpøver blev vakt det følgende år, hvor han overværede en prøve 
ved Vejen. Det var dengang, en prøve varede en hel dag. Frokostpausen var lang, man gik i 
marken igen 14.30 og sluttede ved 18-tiden, hvorefter der var middag med suppe og steg. 
Herunder blev der givet kritik. I dag er det næsten blevet sådan, at prøverne slutter 14.30 
og folk haster hjem. Begge dele er en uskik.

Niels Holger erklærede frejdigt, at hvad han havde set, kunne hans hund sagtens klare, men 
måtte sande, at rynkede bryn og skepsis hos mere erfarne var berettiget. Han fik ikke noget med 
hjem den første gang på prøve, men samler erfaring og får senere sin korthår præmieret, lærer 
den også vand og slæb, men famler  igen lidt i blinde.

Niels Holgers barndomsegn er Glejbjerg, hvor Dansk Jagtforening i en årrække holdt 
mange store prøver.  Her fatter han interesse for den engelske hund, som var i overtal. 
Det, han især fænges af, er søg fart og stil, den engelske hund er mere sporty at skue end 
den kontinentale. Valget falder på engelsk setter. Han bliver for alvor bidt af markprøvesporten. 
Får sin egen Kennel Niholy og bliver en flittig opdrætter. 
At han har blik for avl er uomtvistelig. Han har opdrættet 4 DKCH, som han
selv har haft, en femte solgte han. – Jeg var vel nok lidt for fokuseret på eksteriør i min
  settertid, siger han. Jeg fik nok hundene præmieret i mark og kom i vk, men nåede ikke 
helt til tops her.

I en 6-årig periode var Niels Holger fodermester på Estrup Hovedgård. 
De to pointerentusiaster,Hans Meier og Peter Jensen, var vældig glade for at få en 
træningstur på de store marker her. Af dem lærte Niels Holger en masse. 
En dag kom Peter Jensen ind i gården svingende en kæmpepokal over hovedet.
Han havde just vundet Marr-pokalen til ejendom i Sverige. Den skulle nu udsættes i 
Dansk Pointer Klub.  Den kan du også vinde, når du engang får en pointer, sagde han til NH, 
- du må love mig engang at prøve en pointer. 

Løftet blev givet, men der gik nu nogle år, inden det blev indfriet. 
Fødselshjælper var Alex Nissen. Han og Niels Holger var dommere på en minkskindudstilling.
 Nu har jeg hunden til dig, sagde Alex.
Hunden var Chjang (Søndermosens Tom – Metrinelunds Gritt) som NH købte af 
Anne Marie Petersen som 5 måneders hvalp. Den gik regelret i marken fra første færd, 
var en eminent vildtfinder med en kontant fuglebehandling, og så skulle det vise sig, at den i 
den grad havde konkurrencegenet og kom så og sejrede på prøver, hvor den aldrig prellede eller
 stjal stand. Chjang blev DKJCH svensk og dansk BRCH. 
I dens levetid opnåede den 30 vinderklasseplaceringer, 
heriblandt et danmarksmesterskab. 

Et unikum af en hund, som der blev fældet utallige fugle for på hønsejagter eller rypejagter 
i det nordsvenske. Chjang tog vare på sig selv, han brød sig ikke om at blive herset med. 
Vestjyske venner har fortalt mig om en episode fra rypejagt i Tärneby.
 På vej op i fjeldet hersede NH lidt med Chjang, som rykkede lidt vel meget
 i snoren. Da hunden blev fri af de snerrende bånd, forsvandt han, og så så de ham ikke igen 
før de trætte  jægere ved aftenstide kom mødige ned fra fjeldet, her lå Chjang veltilpas 
ved bilen. Niels Holger nikker smilende genkendende til episoden.



Chjang bliver far til Astrup’s Nadia, som også er en klassehund, der opnår at blive 
placeret 16 gange i vinderklassen. Nadia bliver avlstæve og avler smukke hunde, som også er 
meget gode i marken. Niels Holger har på smukkeste vis indfriet sit løfte og bliver pointermand.
 Pointeren er skarpere på fugl  end setteren, siger han, og dertil er pointeren lettere at dressere. 
Selv om han naturligvis gerne vil avle kønne hunde i kennelen, så er det nu engang 
markarbejdet, der tæller. Her skal hunden have den rigtige evne til at sætte sin fugl og herefter 
rejse kontant. Selvfølgelig skal søg og hovedføring også være i orden. 
Mangår ikke bare i marken for at tælle stand. En flot hund i marken kan intet måles med.
Hans hunde får en grundlæggende lydighedsdressur, inden de kommer i marken.
 Og så håber jeg på, det holder, siger han.
Vore prøver er gode, heatsystemet er spændende, men afprøvningstiden i DK er nogle gange 
temmelig kort. Her peger han på Sverige, hvor han ofte har deltaget på prøver. 
Den faste sliptid her gør, at placeringerne bliver mindre tilfældige. 
Han har via prøver i Sverige knyttet mange venskaber hinsidan.
Niels Holger mener, at kvaliteten af vore hunde på prøver aldrig har været bedre end i dag.
 De er blevet veldresserede, hvilket måske skyldes udsætning af fugle. 
Det er ikke så svært at få skudt fugl for sin hund,
at få den givet erfaring, hvis man vil gøre det arbejde, der skal til omkring udsætning. 
I så henseende er vi i en spændende brydningstid netop nu.
Sportshunden skal først og fremmest være jagthund. I mange år var Niels Holger med i en 
agerhønsejagt på 1000 ha i det sønderjyske. Topåret var 1988, hvor området husede 27 flokke,
 herefter gik det ned ad bakke.
Store arealer blev bl.a. tilsået med majs. Rypejagt i Sverige har han også drevet i nogle år – 
en helt speciel  og storslået oplevelse. På det seneste har hønsejagt i Polen stået på 
programmet i et område med en naturlig bestand af mange stærke hønseflokke.

-Hundesporten er jo dejlig derved, at hvis jeg i en periode har for travlt med minkene, 
så kan jeg jo holde en pause og så tage fat igen, når tiden er til det, siger han. – 
Jeg kan slet ikke undvære den.De bedste timer med sportshunden er dog alle træningsdagene, 
der er ikke meget, der kan måle sig med en forårsdag med det første par høns.

Der er fortsat brug for gode pointere ikke mindst i Norge, Sverige og Polen er der 
rige muligheder. Niels Holger trives i vor klub. Der er en god ånd, vi har gode hunde 
og et solidt økonomisk fundament.

Det var nogle spændende timer, jeg havde i selskab med Krista og Niels Holger i deres 
smukke hjem. Niels Holger er en glimrende fortæller, som med smil og underfundighed øste af 
sin rige skatkiste af hændelser og episoder fra træning og prøver. 
I hverdagen har han travlt på sin minkfarm, så man fornemmer, at omgangen med hans kære 
hunde er ren afslapning. Hundene i Kennel Niholy bliver for alvor brugt til jagt i sæsonen, hvad 
enten det nu er i DK, Sverige eller Polen. Det er selvfølgelig med til at give dem en enorm 
erfaring, der selvsagt er værdifuld på prøver, og det giver også Niels Holger en strømpil i avlen.
Der er noget ukueligt over den mand. Et par hofteoperationer gjorde, at han humpede lidt i en 
periode, men nu ser han ud til at være rent travende igen.
– skal i hvert fald på hønsejagt i Polen inden jagt og prøver i Sverige og DK.
På vej ud af gården blev jeg mødt af et par dværghøns, der var på vandring med en flok 
fasaner, som sikkert om føje tid fordeler sig i et dejligt træningsterræn, 
som ligger lige uden for døren.

Niels Ovesen   Mejrup Kirkeby

Kennel Makeo og Orla Esmann II

På vores Hovedprøve i foråret, ytrede jeg ønske om at lave et interview med Orla. 
Han nævnte da, at vi måske kunne mødes på halvvejen på Samsø, hvor Else og han meget 
ofte opholdt sig på Flinchs Hotel – den vender vi tilbage til - på mandage og tirsdage.
 Det passede mig fint, da Kirsten og jeg netop i sommer skulle besøge gode venner, som hvert 
år ferierer på den frodige ø. Som så mange andre fik Vildbjerg-drengen Orla interessen for 
pointere ind med modermælken. Såvel farfaren som faren havde murerfirma i Vildbjerg.

Faren havde pointere, hvoraf Laurids Nielsen dresserede et par stykker.
I 1958 bliver Orla soldat på Sjælland.  Forældrene flytter også til Sjælland, og Orla 
arbejder  i farens murer - firma nogle år, inden han bliver selvstændig i 1970.  
Dengang var der for alvor gang i typehusbyggeri over det ganske land, og Orla specialiserede
 sig i at lave badeværelser, da dette marked afmattedes udførte Orlas  firma i mange år 
reparationsarbejder for boligforeninger i Høje Gladsakse m.m.. – 
Else og jeg har brugt rigtig mange søndage på at køre fliser ud til vores folk, 
så de kunne tage fat mandag morgen, siger Orla.

          

Men nu til pointeren. I 1963 købte Orla en køn gulbroget tæve, Tøsens Anett. 
Hos Ejler Bruun. Hun fik 2x1.præmie på udstilling, men var ikke så god i marken, hvor hun 
gik i en gyngende galop. Anett indleder Orlas avl af pointere, da hun bliver parret med Pluto, 
og her kommer Bessi, fortæller Orla med et smil.
Hvad moren manglede i stil, havde Bessi. Hun gik fantastisk flot, men var svær at styre.
 Laurids Nielsen  kunne det dog – nogle gange!  Bessi bliver parret med Mørups King, 
Den sidste parring denne meriterede hund havde, og det gav Ann, King, Britt og Bubbi.

I avlen har Orla haft mor – datter i 7 led . De har som regel heddet Ann eller Bessi.

I 1980 bliver Ann og Søndermosens Kim parret. Her falder bl.a. Topsy, som Laurids Nielsen 
vinder Hovedprøven med. Orla Køber Topsy, der bliver bedre og bedre med årene. 
Hun bliver 2. vinder på Hovedprøven i 1987. Her tildeles Orla sølvpisken. 
En stor glæde, der bestemt ikke blev mindre af, at det var den gamle mester, 
Laurids Nielsen, der havde udsat den. Topsy bliver  2. vinder på DJF’s 
mesterskabsprøve om efteråret og kulminerer et flot år med at blive Danmarksmester

Topsy var en dejlig rar og rolig hund inde og i bil, men så snart snoren var sluppet så skete 
der noget. Efter Topsy og Kirkebjergs Trold falder Bessi II, som Orla vinder ukk med i 1989.

Tiden er nu kommet, hvor Orla opretter Kennel Makeo – navnet er dannet af familiens 
forbogstaver. I avlen går han efter noget bestemt blod. Indavlen bliver for voldsom og ender 
med at give deforme hvalpe, så Orla må ud at have fat i nyt blod. Han køber Stormosens Ann.
 Hun bliver parret  med Metrinelunds Rolf,
og det må siges at have været en heldig kombination. Her falder de to udstillingschampions 
Makeos Nanna og Makeos Mai. Mai har opnået strålende resultater i Hugo Nielsens eje, 
og kan meget vel  ende med at blive dobbeltchampion, Nana har ikke de samme meritter i marken. 
Orla har ikke længere luft til at gå med  hund, så Nanna er nu foræret væk til en jæger. – 
Jeg gik og fik dårlig samvittighed over, at Orla og Else boede i mange år i Skovlunde, og det betød, 
at han måtte køre 60-70 km for at komme ud at træne. Hans Kurt Kaas og Jørgen Roediger har i 
mange år gjort et meget stort og prisværdigt arbejde  i at samle træningsterræn i Svinninge og 
omegn. 4 søndage i februar har sjællandske pointere nydt gavn heraf. 
Sidst i 80’erne var jeg med  på en træningstur, som startede med et veldækket morgenbord hos 
Hans Kurt. Det ærgrer Orla, at det i år ikke er muligt at stille med et hold sjællandske pointere 
til racedysten. Det er for dårligt, at man ikke slutter op om den.

Orla kan lide prøver, og det fællesskab, der er omkring dem. – Det er en sport og ikke en 
levevej. Som hundefører må man kunne tage det sure med det søde. Hverken hund eller fører er 
altid den samme. Forholdet hund-fører skal gå op i en højere enhed for at få succes, siger han.

Gennem årene har han mødt mange personligheder i vor klub – og heldigvis er der nogle af 
dem endnu. Også i Norden har han fået mange venner, som det er en fornøjelse at være sammen
 med, og han værdsætter i øvrigt en nordisk tilgang til prøver.
 Han har på fornemmelsen, at prøver sydpå er præget af en mere professionel tilgang.

I klubregi har Orla udført et meget stort og uegennyttigt arbejde. I perioden 1980-2003 har 
han siddet i bestyrelsen, heraf de fleste år som næstformand. Han har været vores skatmester i 
denne periode og på imponerende vis holdt styr på vores meget omfattende samling af pokaler 
og sølvtøj i øvrigt. Fornuftige og gunstige indkøb kombineret med en stor gavmildhed fra flere 
kennelers side har gjort, at vi har en meget flot samling af sølvtøj, siger han og fortsætter – 
det er glædeligt, at rigtig mange pokaler, der er vundet til ejendom, bliver genudsat.

 Vel har der været en hel del pudsearbejde for Orla og Else gennem årene, men han har dog ikke 
gjort brug  af truslerne om, at en upudset pokal blev uddelt med forrige vinders navn vedhæftet 
på en seddel. 

I en årrække var han redaktør af vores årbog. Den gamle redaktør, Poul Winther, var en 
uvurderlig hjælp i overgangsfasen.  Det var et stort og omfattende arbejde, hvor det mangen gang 
kneb med at få stoffet ind, og det var  før computerens tid . Orla mener, at vi skal holde fast i 
vor egen årbog, men påpeger i samme åndedrag, at nogen jo skal lave den.

Han mindes med glæde mangen efterårsbestyrelsesmøde på Birkelse, som sluttede med middag, 
og så gik man på jagt næste dag.

Orla har fået klubbens fortjenstmedalje i sølv, og blev i 2003 hyldet med taktfaste 
klapsalver af generalforsamlingen  som æresmedlem i vor klub.

- Vi har en god klub, siger Orla,- bestyrelsen er energisk, 
men vi må helst ikke blive færre medlemmer.

Orla og Else bor nu i den idylliske skovfogedbolig under Kongsdal Gods.  
Orlas firma var med i restaureringen, inden han lukkede det ned. 
Her går Orla bl.a. og pusler med lidt fasanopdræt, for det konsortium, 
han er med i, og som har en jagt på en del af godset.

Det gamle og ærværdige Flinchs Hotel i Tranebjerg er blevet et familiehotel med sønnen,
  Kenn, i spidsen. Hotellet er nu under smuk restaurering. Orla og Else går til hånde i driften. 
Egentlig var det planen, at det skulle være et par dage om ugen. –
Det tager til!  siger Orla med et smil. Da jeg var der, havde de været der i 14dage. Orla giver den 
som bartender og Else er kokkepige m.m.. Det er hun garanteret god til 
ihukommende alle de festmiddage i vor klub, hvor hun har trukket i trådene. 
De har en lille lejlighed i byen, hvor de kan slappe af midt på dagen.

Det var givende og hyggeligt at være sammen med dem i nogle timer.

Niels Mølgård Ovesen
Mejrup

Jens Bang er rundet af den fynske muld i en gammel slægt af præster og bønder med overvægt 
af de sidste. Farfaren var jæger om en hals, mens faren ikke gik på jagt, han deltog dog som 
klapper på traditionsrige jagter på gården og omegn. Det var dengang, man ikke bare nøjedes 
med at gå til remisser. En jagtdag sluttede med spisning, og så blev der spillet l’hombre.



Som otteårig fik Jens polio og mistede førligheden, men ingenlunde interesse for 
landbrug og jagt, Svend Rasmusssen på Rabølgården var en af farens gode venner, og han 
kendte også de navnkundige  Sara og Anders Andersen på Skyttegården – 
fremragende eksponenter for pointeren og de traditioner, der knyttede sig til jagt med den. 

Dengang havde alle jægere en pointer på egnen. Jens nævner med et smil, 
at da slagteren i Barløse fik en korthår, undrede han sig over, om man kunne gå på jagt 
med sådan en. Da Jens nåede en alder, hvor han lovligt kunne gå på jagt, fik han en pointer, 
som Svend Rasmussen havde kasseret pga. underbid.. – Jeg var bedre gående dengang end i dag, 
siger Jens, som også brugte en Nuffield traktor, når han og hunden skulle på hønsejagt eller 
efter fasaner. –Jeg lærte selvfølgelig også at stille mig på strategiske steder. 
Vildt på vingen har nu som før altid været den bedste jagt for ham.

Efter studentereksamen var han et år på Dalum Landbrugsskole, hvorefter han tog første del 
af agronom studiet på Landbohøjskolen. Inden turen gik til København, havde han på 
Rabølgården mødt Hans Pahle, som introducerede Jens til markprøvefolket i Storkøbenhavns
 Jagtforening. Jens fortæller, at der var forbavsende mange agerhøns i Hvidovre – 
området og også på Amager, hvor Bella Centret nu ligger. 

Interessen  for hundesporten var vakt. Vor mand skifter spor og læser Jura i Århus. 
Efter endt studie, får han arbejde på et stort advokatkontor i Varde, der jo kun ligger en halv 
times kørsel fra Oksby, hvor A.P.Andersen, Kennel Oksby boede. Jens besøgte ham ofte. 
At læse i hans jagtdagbog var meget spændende, dengang var der høns derude. 
A.P. var en glimrende fortæller, en meget dygtig hundemand, der med 
rund hånd øste af sin enorme viden og sine oplevelser.
 Han havde om nogen konkurrencegenet, siger Jens.

Nok var det spændende at arbejde i Varde, men da muligheden for at vende tilbage til den 
fynske muld bød  sig, vendte Jens tilbage og er nu selvstændig advokat i Assens
. Han slog sig ned på hjemegnen i Barløse, hvor  han snart får en pointer i huset. Britt bliver 
parret med Skeels Riff, og senere bruger han også Rimfaxe Emir og Mørups King. 
Her falder Hesselhøj Britta, som Laurits Nielsen når pæne resultater med. Kennel Hesselhøj,
 navnet på den fædrene gård, så dagens lys.

Jens ville egentlig helst have hanhunde, og Søndermosens Paw klarede sig rigtigt godt, 
inden den efter en amorøus eskapade blev kørt over af en bil. Forinden da havde den parret Sippe 
og her faldt BRCH Yelva, som egentlig startede skidt i marken, men senere med Tom B.Hansen 
som fører blev en stjerne – placeret i 17 vinderklasser i Danmark, Sverige og Finland. 

Under Nordisk Match i Finland blev Jens meget imponeret over svenske Bjørn Jønssons 
Skärtorps Kendo, der i dybe grøfter djærvt rejste fasaner. Bjørn var Jens’ bedste  ven, 
som desværre døde i en relativ ung alder. Hustruen, Ann Helen Jønsson fører kennelen videre. 
Jens fik en fantastisk hanhund fra kennelen, Skärtorps Scirocco, men den blev desværre bidsk og 
måtte aflives. Yelva bliver parret med Kendo og her falder et superkuld, hvor Jens beholder
 Hesselhøj Mona-Lisa og Hesselhøj Primadonna, som med hustruen, Jeanette Wallgren Bang
 og Tom B.Hansen som førere har opnået flotte resultater såvel i mark som på bænk, 
hvor begge er blevet udstillingschampions. Begge tæver  er indgået i avlen.

I Kennel Hesselhøj er de jagtlige egenskaber det primære. Hundenes evne til at finde og 
fastholde fugl. Det kunne Kendo, selvom han måske nok gav lidt for megen tom stand. Stil og 
reviering er naturligvis også vigtig – man kan få en klump i halsen, når det er i top, siger Jens, 
men man skal holde sig for øje, at disse ting skal være i et kontrolleret samspil mellem hund 
og fører. Han slår fast, at vi ikke kan leve af at barbere hinanden i hundesporten. Vi kan ikke kun 
skumme fløden. Den almindelige jæger skal også have del  i den og derfor også have gode hvalpe.

Ud over mange prøver i DK har Jens’ hunde ofte deltaget i prøver i Sverige og Finland. 
Om de erfaringer, han her har, siger han, at det foruden mange venskaber har givet udsyn 
og inspiration. – Jeg er jo en slags lærling af Aksel Knudsen, der om nogen var en stilfanatiker, 
men jeg har nok via nordisk inspiration fået den holdning, at effektivitet må veje tungere. 
Er de jagtlige egenskaber ikke i orden, har pointeren ingen gang på jorden, siger han og fortsætter, 
desto længere, man kommer nordpå, desto tungere vejer det jagtrelaterede på prøver. 
Her tæller en 2.præmie på prøve virkelig. Det er godt, for bag sådan en præstation kan der 
godt gemme sig en værdifuld avlstæve. I Finland skyder man selv over sin hund i åben klasse 
og vinderklasse, hvor kun fældet fugl tæller, så et brugschampionat opnår man kun her,
 hvis der er et perfekt samspil mellem hund og skytte  (fører).

Jens har været heldig og få solgt en del hvalpe til nævnte lande, siger han, og de bliver for 
alvor brugt, da mange går rigtig meget på jagt i de endeløse fjelde. Efter mange års deltagelse i 
hundesporten har Jens selvsagt høstet mange erfaringer og gjort mange iagttagelser. 
Han mener, at vore pointere er blevet væsentlig bedre gennem årene, er blevet mere 
dresserbare og samarbejdsvillige. De er blevet gode apportører og viser stor vandpassion, 
hvis de har lært det. Fart, stil og format er i orden, men hvor de førhen gik over 7 kirkesogne, 
så er de nu mere kultiverede. Det er dog, som om de er blevet senere udviklede. For år tilbage 
arbejdede DPK for, at derbyhundene skulle være yngre; det er der ingen grund til længere. 
Det er vigtigt, at vi får de unge hunde ført frem, så vi kan se de naturlige anlæg.
 Krumtappen i hundesporten er, at vi har dygtige dommere, som har øje 
for disse, dommere, som kan skille klinten fra hveden. 
For at kunne gøre dette må dommerne naturligvis have en god portion jagtlig erfaring.

Dommerudvalget har et kæmpeansvar for til stadighed at få nye dommere på banen med disse 
egenskaber. Læser man kritikker fra prøver i dag har de unægteligt et lidt stereotypt præg.
I 14 år har Jens siddet i DPK’s bestyrelse. Det var en glæde med Erik Skeel for bordenden. 
Skeel var et geni til at uddelegere opgaver for herefter senere at få enderne til at nå sammen.
Det er en daglig glæde at være omgivet af pointere, siger Jens. De er glade og hengivne hunde, 
som er nemme at have med at gøre. Pointeren er også en god alenehund. 
Den er rolig, egner sig godt til en tilværelse i byen,
 den kan være alene, gør ikke, er absolut ikke bidsk, men børnevenlig.
Det var berigende at snakke med Jens i nogle timer, hvor han øste af sin store viden med et 
glimt i øjet. Hans indsigt og udsyn kunne en skarp aftensol ikke udviske, 
da jeg kørte mod vest mod hjemmet.

Niels Mølgård Ovesen  Mejrup 

 

I 1948 overtager Hans fødegården Bredbjerggaard, hvis areal udvides kraftigt ved køb 
af en nabogård. I mange år havde han svineavlscenter og en overgang den fremmeste orne
 i landet. I de følgende år har Hans flere pointere, som ikke slår igennem. Det kneb med dressuren,
 hvor der ikke var meget at hente hos en del erfarne hundefolk, der holdt på deres viden, men her sker
 en ændring, da hans kommer til at træne med Knud Hansen, Kennel Frydenlund, Villy Stødkilde, 
Kennel Stødkilde og Gerhard Wolff, Kennel Sønderjyden. 
De nævnte kommer til at betyde rigtig meget for Hans. De træner ofte sammen, 
går på jagt, giver hinanden gode råd og riser og roser hinandens hunde.

Hans får greb om dressuren. – Man skal lære hunden tingene rigtigt, blive ved, til hunden har 
lært det. Dressur er et spørgsmål om vilje og energi. På gården fulgte hvalpene ofte med mig i 
stalden, og her lærte de bl.a. at humme sig. Følger man en hund tæt fra hvalp, kan man danne sig et 
billede af, hvordan den bliver i marken. Her har jeg nok ikke kunnet vente med at tage hvalpen/
unghunden med, inden den er særlig dresseret. Hunden skal kunne fløjtes i dæk. 
På et tidspunkt bliver unghunden dårlig rejser. 
Det sker, når den bliver  fast i standen, men det retter sig, når der bliver fældet fugl. 
Man skal have sig for øje, at dressurfejl på 5 minutter kan ødelægge, 
hvad der kan tage måneder at rette op, siger Hans.

Af Aksel Knudsen købtes Søndermosens Jette, der blev god i avlen og stammoder i Kennel 
Bredbjerggaard. Her er kravet kønne og effektive hunde Forældrene skal have 1.præmie på 
udstilling. Hans har altid villet se  en evt. hanhund i marken forinden parring. Jette bliver 
parret med Stendis Spot, og her falder Bredbjerggards Susan, der var en fantastisk hund, 
som ved enhver prøve ville kæmpe, så det gnistrede. På Derby i 1971 kæmpede hun sig op i feltet om
 eftermiddagen i 11 time i et eminent søgsoplæg og ved kontant fuglearbejde. 
I finalen blev hun slået på fugl af Riff og Erik Skeel. 
I 1974 bliver Susan Danmarksmester. På dagen har hun 7 fugletagninger.

Susan parres med Oksby Fly og her falder Liva, der var et naturtalent, som opnåede meget 
flotte resultater. Vandt to gange DKK’s internationale vinderklasse med cacit.
I 1976 dømtes denne prøve af to kendte kapaciteter: Johan B. Steen fra Norge og Ivan 
Swedrup  fra Sverige. Om prøven skriver Steen i Hunden, marts 1997, hvor han funderer lidt over 
sproget og den virkningsløse musik overdreven og fløjteri havde på hundene....

”Men vi fikk da også se den store hundemand, Hans Nielsen førte sin praktfulle pointer 
”Liva”-  etter Oksby Fly – med en sikkerhet som avdekker dyb forståelse og også kjærlighett til
 hunden. ”Liva” sto da også i en klasse, helt for seg, ikke minnst fordi hun fikk arbeide i fred og 
forsto sin jegers tegn  og lyder. Kan ikke dere andre se litt mer på ham? ” Meddommer Ivan 
Swedrup var ikke mindre begejstret. Da Hans havde fået pokaler blev han kaldt frem og stillet op,
 hvorefter den gode ritmester sagde: - I dag har jeg set, hvordan en engelsk hund skal føres og gå, 
og derfor vil jeg give dig guldnålen. Så brød pokker løs. 

Aage Steenbjerge skrev til Hans, at klubbens guldnål kun var tiltænkt særlige personer. 
Tidligere formænd  for klubben etc., så han tilbød  Hans en pokal og 500 kroner mod at nålen gled 
tilbage til klubben. Det hav de Hans nu ikke til sinds i første omgang, 
men han gav efter for presset, men ville hverken havde penge eller pokal til gengæld.

Hans har været udstillingsdommer i en årrække. Et hverv, som har glædet ham. For år tilbage var 
konkurrencen hårdere. Det, man laver, skal være i orden. Hundene skal holde mål, omend 
unghunden godt kan få en 1.præmie, hvis den er af god type, men så skal den senere vise, at 
præmieringen holder i åben klasse. Der er altid noget godt at sige om en hund, men præmiegrad 
og kritik skal stemme overens.

Er der få hunde, kræver det et sikrere øje at bedømme/rangere. Hans har været dommer på en 
udstilling i Tyskland, hvor han skulle rangere 50 hunde. Gerhard Woff tolkede. 
Det var en spændende opgave. Når han ser en hund, kan han ikke lade være med at bedømme den, 
han holder sig ajour. Det er meget vigtigt, at klubben sørger for at få uddannet dommere, 
egne dommere. Og der må være emner blandt gode udstillere. Pointerklubben kan holde 
dommermøder, hvor man kan påpege tendenser og udstikke retningslinier.

Konkurrencen på markprøver er spændende, når det går rigtigt til. Heldigvis er vi ude over den 
racekrig mellem dommerne, som man nu og da så i 60’erne.
 Det er i marken en hunds effektivitet, søgsoplæg og galop skal ses.

Hans har også været på vagtelprøve i Tyskland sammen med Gerhard, Jens Bang og 
Aksel Knudsen. Det gik godt, men var en noget speciel oplevelse. Med Rikki har han også 
deltaget på FCI prøve i Tyskland, men brød sig ikke så meget om, hvad han så. 
Hundene var rendemaskiner, der gik i store slaviske søg på kæmpemarker. De blev fortrinsvis 
ført af handlere. Hans slår fast, at man i sin avl skal kigge meget på anerne mindst 4-5 
generationer tilbage. I Kennel Bredbjerggard er opdrættet to udstillingschampions. 
Bredbjerggards Mia og senest Bredbjerggaards Ronny, der er 7. generation i kennelen, 
men som desværre er faldet for HD.

 Om samme mener Hans, at det ingen indflydelse har på pointerens præstationer på jagt og 
prøver. Han tør ikke sige, om det er rigtigt at fotografere, men visse racer har problemer: 
Schæfer, labrador og gammel dansk hønsehund og her er fotografering på sin plads.

Ved festmiddagen på Hovedprøven i foråret causerede Hans lidt over ”det sorte blod” 
kontra ”det gule”. Førstnævnte er ved at tage overhånd. Vor mand holder nemlig på ”det gule 
blod.” Han synes, at disse hunde gennemgående er større, kraftigere og roligere og tror på, 
at de i det hele taget er mere stabile.

Hans er en aktiv pensionist med både fantasi, energi og et godt håndelag. 
Inspireret af en engelsk voliere til fasaner, har han udviklet en udsætningsvoliere med sluser 
til agerhøns. Den virker glimrende, har vi også erfaret her i det vestjyske. Rigtig mange 
volierer er aftaget af engelske hundefolk, som har efterspurgt dem. Fremover vil Hans dog kun 
lave sluserne. Det grove arbejde med volierer må folk selv tage sig af.
Hans er altid klar på sidelinien, når Årups hold i Fynsserien spiller kamp. 
Hans tre børnebørn, alle brødre, spiller på holdet. 
Det er en glæde at følge dem ude og hjemme, siger han.

I den sagnomspundne Hindevad Jægerklub er Hans æresmedlem. 
Vor klub har hædret ham med sølvpisken i 1991 og i 2001 blev han udnævnt til 
æresmedlem. - Vi har en god klub, siger Hans, og den er velledet. Vi har de bedste hunde, 
men vi skal have flere unge med. På møder har han foreslået, at en hvalpeavler kunne stille en 
hvalp til rådighed for et ungt menneske og hjælpe vedkommende på vej, og han mener fortsat, 
at det kunne være en farbar vej frem.
Jeg nød at være sammen med Hans i nogle timer. 
Han har sine meningers mod, er en  glimrende fortæller, 
der ofte med et glimt i øjet i den grad har styr på både detaljen og helheden.

Niels Mølgård Ovesen
Mejrup

Kennel Oksby og A. P. Andersen V

Blader man i vor klubs annaler, møder man gang på gang ovennævnte navne. 
Jeg har længe haft lyst til at  få mere at vide om A. P. Andersen, som jeg så på en enkelt prøve 
i starten af 1980’erne, og derfor har jeg været på besøg hos datteren, Lis Skov, i Harre.



A.P. blev født i Seden ved Odense. Som ung var han en overgang jagtelev i Sverige, hvor han 
pådrog sig meningitis. Tilbage i Danmark igen uddanner han sig på kontor og bliver bogholder 
i Svendborg. Her beslutter han sig for at få en raceren pointer og køber Annie.
Pointeren må have været sagen for vor mand er med, da vor klub blev grundlagt i 1918.
 
I klubbens årbog fra 1919 står at læse, at vildthandler Andersen fra Odense på Dansk 
Kennelklubs prøve med tilslutning fra Dansk Pointerklub 1.-2.oktober på Sydsjælland havde 
en hanhund, der hed Frijs. Den fik 1.præmie i ungdomsklasse på førstedagen 
og 1. præmie i åben klasse på andendagen. 

Det var dengang, man rejste med tog til prøver, og der var hundekupeer i togene.
Vor mand var flyttet til Odense og havde købt Kongensgades Vildt - og Fiskeforrretning, 
senere bliver han forpagter af Odense Badeanstalt. I 1930 køber han et hus i 
Oksby nær Oksbøl, men han flytter først derover at bo sidst i 50’erne.

   

Omkring 1930 er A.P. blevet kendt som en dygtig dressør og hundefører, skriver Finn Møller 
Jørgensen i "En skildring af racen POINTEREN". Her står også at læse: "A. P. Andersen
 begynder i begyndelsen af 30’erne sit opdræt af de kendte Oksbyhunde, 
der jagtmæssigt satte al anden opdræt af hønsehunde i skygge."

Lis fortæller, at hendes far fik bil i slutningen af 20’erne, og derfor tøffede han til Stockholm 
og fik Asserbos Annie parret med Erik Åkerlunds hanhund: Dreaming Prince af Lyngsåsa. 
Ud af denne parring  kom bl.a. Oksby Bella, der vandt svensk derby, og Oksby Hey. 
To år senere er A. P. igen på besøg i Stockholm i Kennel Lyngsåsa.
 Denne gang bliver Annie parret med Dreaming Fly. I dette kuld kommer Oksby Treff.

 Den bliver brugschampion ved at vinde Dansk Kennel Klubs vinderklasse, 
Svensk Kennelklubs vinderklasse og Svensk Pointerklubs vinderklasse. 
Finn Møller Jørgensen skriver: "Treff blev i sin periode regnet 
for Skandinaviens fornemste markprøvehund."

A. P. var glad for at komme på prøver i Sverige, hvor han fik mange venner. 
Svenske Erik Åkerlund og engelske William Arkwright var to navne, 
han altid nævnte med ærbødighed, fortæller Lis.

At nævne alle de mange placeringer, som A. P har hentet i mark og på bænk er ikke hensigten 
med denne artikel, men det skal med , at i ’27, ’35 og ’37 vindes Lailastatuetten, der hermed blev 
ejendom. Sidste gang med Oksby Treff. Som bekendt udsatte han igen denne pokal i 1972, og den 
gives til første vinderen i vinderklassen på Hovedprøven, forudsat at hunden er udstillingspræmieret.

Oksby hunde har taget rigtig mange præmier i mark og på bænk, det er blevet til to 
brugschampionater og mange udstillingschampionater, af disse vægtede A. P. først 
og fremmest resultaterne i marken.

I flugtskydningens vorden var vor mand også med, også her vandt han mange pokaler, 
men Lis siger, at det, han først og fremmest fremhævede, var hundene.

I det vestjyske gik han på jagt på bl.a. på den vidtstrakte Kallesmærk Hede, der i dag er 
militært øvelsesområde. Dengang var der agerhøns der.
Det var også urfugle - og sneppeland. Han skød sin sidste urfugl længe før de blev fredet.
Fik den udstoppet og sendte den op til Lis i Salling. Snepper måtte man dengang også jage 
om foråret, men det gjorde han aldrig. Han skød en del kronhjorte.

Klubbens første formand, N. C. Breit havde også sin gang i huset. Han var en dygtig tegner 
og maler - det er ham, som har tegnet klubbens logo, der pryder forsiden på Årbogen - han malede
 også et smukt maleri af Asserbos Anni og en meget smuk forside i A. P.s gæstebog.

A.P. var uden tvivl en rigtig iværksætter, der livet igennem holdt af at eksperimentere.

I 1973 vinder Lis vinderklassen på klubbens hovedprøve med Oksby Fly. A. P. var med som 
tilskuer og ville gerne blande sig", men det ville Lis ikke have. Derfor blev det sådan, 
at han skulle køre med Jørgen Reilev, mens Lis og Fly havde Thorkild Reintoft med. 
De blev i øvrigt "sat godt og grundigt af", da der skulle skiftes terræn, men nåede dog efter en 
rum tid frem til det afgørende matchning, hvor sejren kom i hus..
 A. P. sagde ved den lejlighed til Jørgen, at det nok var godt, at han og Lis blev "skilt lidt ad", 
for han kunne ikke lade være med at komme med gode råd, og Lis blev tosset, hvis han gjorde det

I de sidste tre år af sit liv boede A. P. på plejehjem, men interessen for hunde var usvækket. 
Lis havde engang et par hunde med for at vise dem frem. Faderen ville se dem i marken og havde 
meget lidt forståelse for, at Lis ikke bare kunne slippe dem uden for plejehjemmet, når han nu sad i 
kørestol. At de der ganske vist ville løbe lige ind i en indhegning med heste, hvis de ellers kom 
gennem tråden, så A. P. ikke noget problem i. "Ku’ jeg da bare…", sagde han.

Niels Mølgård Ovesen
Mejrup

Omkring Gordon Andersen  Egebt VI

Gordon Andersen er født i Søhus ved Odense i 1926. Faren, Rasmus Andersen, arbejdede i 
aktiebageriet i Odense, hvor en vis bageribestyrer Chr. Larsen var leder. 
Samme mand sad i D.P.K’s bestyrelse i en årrække i slutningen af 30’erne og fremad. 
Der er uden tvivl også blevet tid til at snakke pointere i bageriet. 
Rasmus Andersen holdt på den gulbrogede pointer, fortæller Gordon, fordi den gulbrogede 
pointer efter farens mening var lettere at dressere. - Gordon 
har altid haft gulbrogede pointere, men han ved nu ikke rigtigt, om farens teori holder.   

Som dreng cyklede Gordon ofte med faren de 20 km til Krogsbølle, hvor faren havde jagt hos 
nogle slægtninge. Efter en god jagtdag, der som regel gav et par knipper agerhøns, gik turen så 
atter mod Odense. Hundene løb selvfølgelig ved siden af cyklen.

Gordon blev landmand. I 1953 købte Margrethe og han et stykke jord i en udstykning fra 
Egebjerggård. Det var i den tid, at Knud Fuglede Jørgensen var inspektør der, og med ham
 aftalte Gordon, hvor de kunne købe deres 11 ha jord. - Senere har de købt jord til. Her byggede de 
deres gård i 1953, og her bor de stadig. Sønnen, Jørgen, har forpagtet jorden, men Gordon er stadig 
meget aktiv og klarer en stor del af markarbejdet.  Det er rart at køre i marken siger han. 
Jo, de er aktive, Margrethe og Gordon, det bærer deres hyggelige gård og dens omgivelser i høj 
grad præg af. For enden af den store og velplejede køkkenhave er sået lidt majs. 
Vinteren igennem brækker Gordon kolber i stykker til fasanerne, som kommer hjem i haven.  
En ren fornøjelse, siger han.

Flyvesandet ligger nær gården, og på den meget varme sommerdag, jeg var på besøg, var der 
en strøm af  turister på vej til og fra det meget besøgte turistområde. 
Gordon fik en pointer med sig hjemmefra. Den blev naturligvis dresseret, 
og blev så den via Peter Jensen solgt til en fisker fra Hirtshals.

I de følgende år havde Gordon flere hunde, der nok blev præmierede på prøver, men han nåede 
ikke i vinderklasse med dem. På Odenseudstillingen i sommeren 1966 sker der et vendepunkt.
 Fuglede Jørgensen havde engang sagt til Gordon, at han nok skulle levere en god hund til 
ham, når han gerne ville have en. Nu var tiden så kommet. 
Der var hvalpe i Kennel Fuglede, men Gordon ville jo have "det gule blod", og der var kun 
en gulbroget hvalp tilbage i kuldet, og netop den hund havde Inger Fuglede udset sig til at 
beholde på gården. Men inden udstillingen var omme, 
kom Fuglede og sagde, at Gordon kunne få den.

 

Fugledes Alice kom til det nordfynske som 3 måneders hvalp. Hun havde noget Søhus -blod 
i sig og blev stammoder i Gordons opdræt. Blev bl.a. placeret 2 gange i UK på klubbens hovedprøve.
 Første gang var hun 11 måneder. Det var om hende Boysen Skourup på en prøve sagde: - 
Uanset, hvor vi slipper Alice, hvor der ikke er fugl, så finder hun fugl. Alice fik 3 kuld med 
Mørups King, en perfekt kombination, som gav nemme og dressurbare hunde. Laurids Nielsen 
bliver bl.a. derbyvinder med Conni i 1970. Af det andet kuld beholder Gordon selv Lajla, der 
opnår mange fine placeringer. Bliver nr. 2 på DM to gange. Lajla får 5 kuld hvalpe. 
Heraf 3 med Ch.Jess. Af denne kombination kom kønne hunde, men de var knap så gode i marken. 
Ch. Bimmer  er med i det første kuld. Den havde en voldsom jagtpassion - her havde Jan Rasmussen 
virkelig  fået kam til sit hår. Bimmer bliver bl.a. 2. Vinder på derby og 
senere vinder den en vinderklasse og bliver nr. 3 på DM.

Lajla parres så 2 gange med Brangstrupgaards Kim. Det kom der kønne hunde ud af, men de 
var ikke så gode som sportshunde. Gordon beholder selv Tina, der bliver udstillingschampion. 
Hun parres med Søndermosens Kim, og af denne kombination kom Heidi, der blev 
Jørgen Gordon Andersens første hund. En tophund med mange placeringer. 
Bl.a. 3. vinder på DM i 1985. Det er både ondt og godt at starte med sådan en
 tophund, for sådanne hunde er ikke så lette at finde igen, siger Gordon. 
Desværre lykkedes det kun at få hvalpe i Tina en gang.

Heidi parres med Bogas Roy. Af denne kombination kommer Nero. Heidi parres herefter 
med sønnen, Nero, her kommer Fylla, der parres med Søndermosens Tom. I dette kuld kommer 
Nolo, der bliver Gordons næstbedste hund resultatmæssigt. Gordon fortæller, at de lavede 
mor-søn parringen i et forsøg på at bevare/komme tilbage til de bedste egenskaber hos Fugledes 
Alice og Lajla: deres evne til at finde fugle og behandle dem.
Nolo er bundærlig og solid, men i konkurrence mangler den de sidste 15%.

Ved DM i 1998 bliver Gordon 4. Vinder med Nolo. - Og herefter gik Nolo og jeg på pension 
sammen i prøvesammenhæng, siger Gordon. Det var i øvrigt sjette gang, 
han deltog i DM, og det var femte gang, han blev placeret.

For Gordon er efterårsvinderklasserne det vigtigste. Her får vi at se, hvad hundene kan 
præstere. Det er stort at se en hund finde og behandle en fasan i en roemark.

Gordon har Finn Møller Jørgensens bog: En skildring af racen POINTEREN. - 
eg kan lide at læse i den, siger han, den fortæller om personer, jeg har kendt, men også om 
personer, jeg hørte om derhjemme i Søhus. Samme bog har en noget mere fyldestgørende 
oversigt over Gordons avl end ovennævnte, så læs videre her.

I en samtale med en mand, som har fulgt pointeren i mere end 6 årtier, er det nærliggende at 
stille et spørgsmål om kvaliteten af vore hunde i denne periode. Hertil siger Gordon: - 
I 50’erne var slagordet: "Den kan gå. " Om den kunne finde og behandle fugl, var mindre 
vigtigt. En sådan holdning er i virkeligheden det første søm i ligkisten.

Nogle mente, at vi med "englændernes" indtog i 90’erne fik et en lidt stikkende aktion. 
Nolo har det ikke, og det er uomtvisteligt, at "englænderne" i flere år bar pointerne 
resultat mæssigt set. De var/er vildtfindere af rang.

Vi skal i avlen nok gå efter sportshunden, men den skal kunne bruges til almindelig jagt. 
Vi må ikke adskille dette, for så gavner vi ikke pointeren. Vi skal have hunde, som har en god psyke, 
så de kan dresseres. Det er værd at holde sig for øje, at en hund, der måske mangler 30-40% på 
markprøver, godt kan være en udmærket jagthund. Hunde, som man ikke selv vil gå på jagt med, 
skal man ikke sælge til andre jægere.

Vi har en god top og klarer os godt i efterårsvinderklasser, men vi mangler bredde i klubben, 
og den får vi kun, hvis der bliver lagt flere hvalpe til. Det må der gøres noget ved. 
Tillægget er bekymrende lille for tiden. Pointeren skal sælges på effektiviteten.

Nok har Gordon pensioneret sig selv som aktiv prøvedeltager, men det gælder ingenlunde i 
tilrettelæggelsen af prøver. I over 70 år har der været holdt markprøver i Krogsbølle og omegn. 
Efter krigen blev der holdt 5 derbyer på stribe. Engang lå prøverne altid om onsdagen i Dansk 
Jagtforenings regi. Førhen havde man fugle nok til, at der kunne gå 5 hold i sognet. - 
Nu bruger vi hele Otterup kommune, når vi holder hoved-
prøve siger Gordon. Vi, der er ved roret nu, søger efter bedste evne at føre markprøvetraditionen 
videre på egnen. Det er vigtigt at have et godt forhold til lodsejerne, der bliver færre og færre, 
og det er også vigtigt at have hundefolk som terrænførere, for de ved, hvordan man kan give 
hundene de bedste betingelser. Heldigvis er der fortsat en del pointerfolk i det nordfynske.

Gordon blev udnævnt til æresmedlem af vor klub på generalforsamlingen i Otterup i år, 
og han fik også tildelt Kai Ove Skous lysestager for udvist god sportsånd.
 Det er han meget beæret og glad for. At Jørgen så også dømte 
afsluttende heat i vinderklasse var prikken over i’et.

Gordon siger, at det er godt, vi har ro i klubben, og at vi har en 
dygtig bestyrelse med formanden i spidsen.

Man føler sig godt tilpas i Margrethes og Gordons selskab. Mens jeg er der, 
kommer Jørgens drenge, Søren og Thomas, lige et smut indenom, som de gør så tit.
De er til stor glæde for Margrethe og Gordon, Jeg er ikke 
tvivl om, at vores klub har et par kommende medlemmer in spe.

Jeg husker en episode fra en Hovedprøve på Fyn for nogle år siden: Vi sad
 og spiste vores klemmer til frokost, og da vi var færdige med det, fiskede Gordon en pose 
vingummi op af lommen til Søren. Ja, det havde Margrethe jo sørget for, siger han med et smil.

I stegende hede kørte jeg mod Jylland fyldt med varme tanker om mit besøg i det gæstfrie hjem.
 Der er ingen tvivl om, at Margrethe og Gordon har haft og fortsat har et rigt landmandsliv på 
deres lille gård i kanten af Egebjerggårds vidststrakte jorder. De 
er fortsat begge virksomme og har et dejligt positivt livssyn.

Niels Mølgård Ovesen
Mejrup

I det skønneste majvejr, hvor jorden emmer af grøde og stadig flere træer lyser op i landskabet
 i en sand blomsterpragt er jeg på besøg hos en jubilar, hvis gård ligger meget naturskønt
 i Vibholm bakker alleryderst i Holstebro kommune. Et par pointere i en hundegård hilser mig 
velkommen, men holder mund, da de får besked på det. Indenfor bliver jeg gæstfrit modtaget af 
ndnu et par pointere og Ellinor og Carlo. 

Ellinor har lavet kaffe, og Carlo sidder foran computeren og er ved at undersøge kort 
fra amtet.  Han vil gerne have plantet et stykke til i forlængelse af det egekrat, som ligger den 
dybe smeltevands dal: Spurvfugldalen, der har givet navn til hans kennel. Der
 er muligvis en plantningslinje til en nærliggende bæk, som skal respekteres.

Carlo har jubilæum som hundefører på prøver i år: 50 år. Han er vokset op på gården 
Marienlund i Ikast. I dag er der nogle gamle træer tilbage af gården ved Marienlunds Alle.

Som barn fulgte Carlo sin far i tykt og tyndt.- Nogle gange var jeg vist til besvær, smiler 
Carlo. Når far radrensede, holdt jeg fast i radrenseren for at følge med. Faren, Henry Nørtoft, 
havde engelske settere i kennel Marienlund. Faren var aktiv hundesportsmand i nogle år. 
Vandt bl.a. det svenske derby og blev bedste setter på dansk derby med Marienlunds Paw,
 ligesom han fik flere vinderklasseplaceringer.

En god ven af huset, der var slagter og fiskehandler, havde givet set den lille knægts interesse 
for hunde, for han lovede Carlo en hvalp. Som 6-årig fik Carlo en lille pointerhvalp, 
som fik navnet Senta. Og så gik han ellers i gang med at dressere den.

Lidt misundelse var der blandt et par brødre. I hvert fald var der ikke megen ros derfra, 
da Carlo en dag glædesstrålende kom hjem og fortalte, at Senta havde haft sin første stand - 
for et ahornblad. Det var ikke rigtig stand, fik han at vide. Det slog nu ikke vor dreng af pinden. 
Han trænede fortsat alene med hunden på markerne omkring Marienlund og fik også lov til at 
komme med faren og hans hundevenner ud i Højris enge, 
der dengang var et mekka for stående hunde.

- En gang havde vi 40 par høns på en træningstur, fortæller Carlo, - i dag er det et sørgeligt 
syn at komme derud. Læhegn og krat dominerer de førhen så åbne vidder fuldstændig.

Som 7-årig var Carlo klar til at komme på prøve. På et af prøverne dømte den kendte
  settermand, Børge Fusager. Senta havde en lærkestand. - Ja, de var jo ikke for store de fugle,
 men de var der, sagde den gode dommer. Senere fandt Senta parhøns. Carlo kom i avisen for
 sine præstationer. Ved den lejlighed var han stærkt i tvivl om, hvorvidt han overhovedet kunne 
få tid til at begynde i skolen, for hunden skulle jo passes.

Han vandt en anden præmie på anerkendt prøve og fik en sølvske i opmuntringspræmie. 
Skeen har han slidt op, men han har stadig de første præmier.

Vor mand var i en avisartikel fra 1954 stærkt i tvivl om, hvorvidt han overhovedet fik tid til 
at begynde i skolen, for Senta skulle jo naturligvis passes. I skole kom han nu, men Senta 
fyldte meget i hans liv. Med et smil fortæller Carlo om et besøg i Øm Kloster, hvor de stod og 
betragtede nogle skeletter og kranier af munke. Ved den lejlighed
 udbrød han spontant:- Det ville lige være noget for Senta.
 Den gode kustode fik pludselig et ærinde omme bagved.

Som 8-årig var Senta og Carlo på anerkendt prøve ved Troldhede, og ved den lejlighed gik 
det galt, da Senta og makkerhunden gik varme og fik mange høns på vingerne. 
Sigurd ejede makkerhunden, og han var en af trænings vennerne. Herefter udvandrede han til 
Australien. - Danmark var ikke stort nok til os begge, siger Carlo med et smil. 
Denne eskapade blev for meget for en skorstensfejer fra Vildbjerg, 
der brokkede sig til Carlos far over, at børn deltog i markprøver.

Senta blev solgt til en vognmand i Vonge for kr. 275,- Carlo husker ikke dette som 
noget sørgeligt. Han boede jo på en gård, hvor man hele tiden skilte sig af med 
dyr, og der var jo fortsat hunde på gården.

Mange landmænd drev hundesport dengang, der blev lagt mange hvalpe til, og der var ofte 
en tæt kontakt mellem hund og ejer i det daglige på gårdene. Faren var en dygtig og meget 
konsekvent dressør. Carlo erindrer ikke, at faren blandede sig i dressuren af Senta, -
men han hjalp mig da givet med råd og anvisninger.

Som 16-årig vinder Carlo UK på Engelsk Setter Klubs hovedprøve med  Hubertus Jet, 
en parringshvalp efter Marienlunds Paw. Da Carlo skulle ind som soldat blev hun solgt.
 Set i bakspejlet var det dumt, Hun havde topblod  i sig 
og burde have været avlstæve i Kennel Marienlund.

I en del år har Carlo ikke tid til at deltage i markprøvesport, men i starten af 80’erne kom der
 et vendepunkt, da han så en annonce i Jyllands Posten fra Kennel Alsbjerg. 
Sigvald havde netop to gulbrogede hanhvalpe. - Og tag dem 
nu begge med for en sikkerheds skyld, sagde Sigvald.

Carlo var atter blevet pointermand, og det var ikke helt tilfældigt, siger han, for pointeren er 
måske nok lettere at dressere end settere. Han blev mødt med nogen skepsis blandt jagtvenner, 
men det fortog sig snart, da de så, hvad hundene kunne præstere. Carlo bruger 
nemlig sine hunde til al slags jagt, og de har et endog særdeles godt ry her på egnen.

Senere køber Carlo Vicky hos Svend Aage Jepsen fra Skive egnen. Vicky var faldet efter 
Alsbjergs Kip og en Oksby tæve. Hun blev stammoder i kennelen, hvor der bliver lagt mange 
hvalpe til. Foreløbig er Carlo nået til H-årgangen.- Før 1965 havde vi flere danske stammer, 
men det har ændret sig. I dag må vores avlsområde siges at være Norden, Europa og 
Nordamerika. Udavl, som vi har meget af i dag, giver både udsving og muligheder. 

Indavl er stabiliserende for jagt og eksteriør, men kan give voldsomt bagslag. Hvis både han 
og tæve har skjulte arveanlæg for fx øjensygdomme og haleknæk, så bryder det helt sikkert ud.. 
Man skal ikke blive i sin stamme for enhver pris, hvis hundematerialet er blevet for svagt.
En opdrætter skal altid sørge for selv at vælge den bedste tæve af et kuld. 
Det skal stedse være et mål at forbedre stammen, mener Carlo.

På vor klubs avlsseminar i Januar havde Carlo et længere indlæg om avl. 
Det har man kunnet læse såvel på vores hjemmeside som i Jagthunden

Allerede når hvalpene er tre uger tager Carlo dem ud af hundekurven og lader dem trille 
lidt rundt. Det glider snart over i små ture, hvor han bare går og lader hvalpene følge efter. 
De må selv sørge for kontakt. Under disse ture danner han sig et indtryk af hvalpenes psyke.
 Nogle bliver måske overvældet af al det nye og søger hjem til hundekurven, mens andre har mod 
på at træde nye stier i felten og lærer at holde kontakt.

I 3-4 måneders alderen starter den egentlige dressur af hvalpen med sit og dæk. 
Det er stuedressur, og især med dæk bliver der ikke gået på kompromis. Hvalpen skal have 
snuden helt ned på forpoterne, den skal koncentrere sig. Dæklydighed er nøglen til al anden i 
dressur. Det er herfra, den kan starte. Det er man overhovedet ikke i tvivl om, hvis man har trænet 
sammen med Carlo og hans hunde. Han har formodentlig det højeste pift her i landet uden brug 
af hverken fløjte eller fingre, og hundene reagerer prompte, når de bliver fløjtet dæk. - 
Ja, jeg har da selvfølgelig set enkelte smukke hareture.

Når man ofte er sammen med Carlo og hans hunde er det slående, hvor glade hundene 
er for ham. -Der er intet alternativ til, at hunden føler dens fører er den bedste i verden, siger 
Carlo, - men det kan måske nok resultere i, at hunden mangler lidt i konkurrencemomentet i
 et finaleslip. I felten skal man vurdere nøje, hvornår man skal fløjte. 
For megen fløjteri gør hunden "døv" og ligeglad. Man skal erkende, hvornår det står 1-0  til 
hunden. Hvis den kommer glad ind, kan man ikke straffe den, selv om den har været på gale 
veje. Den næste scoring starter ved førers fod. Mine hunde føler, 
at det er en voldsom straf, når jeg lægger dem dæk og forlader dem.

Carlo trives i vor klub, hvor der er en god atmosfære, og hvor mange gør et stort arbejde. 
I hundesporten går det op og ned, men Carlo mener, at hvis hundesporten dør, 
så betyder det også et farvel til de engelske racer.

I dag er det dog bekymrende at komme på en skydeprøve, der er tæt besat med udsatte og 
kaglende agerhøns. Enhver hund kan finde fugl i en hønsegård. Slippene 
bliver ultrakorte, og det er absolut af det onde.
 
Man kunne jo skæve til Norge og Sverige, hvor man konsekvent 
kører længere slip med astsat tidsinterval.

Det ville være godt, hvis vore dommere havde mod til at køre med længere slip, så en stødning 
ikke automatisk betyder exit. Desværre er dommersager, som vi har set på de sidste,
 absolut fremmende for en sådan alibibedømmelse.

Ellinor fremhæver, at glæden ved at have hunde er en glad og sund mand, og man er heller aldrig 
alene hjemme. Hundene kan lide at have et liv i familien. 
Det rart at være blandt hundesportsfolk.

Carlo har også åbenlys glæde af omgang med hundene. - Jeg har jo aldrig prøvet andet. 
Jeg går meget på jagt, og jagt med hund er det sjoveste. Der er ingen problemer ved at bruge 
en hund til praktisk jagt og markprøver, når den vel at mærke er dresseret. 
En hund bliver god til det, den bliver brugt til.

En hyggelig formiddag er gået. Undervejs i vor samtale har Carlo haft fat i pudsekluden. 
Sølvpisken og nogle pokaler fik lige omgang. Det pyntede.

Hundene har det godt i Vibholm, de får lov til at leve et helt hundeliv ud.

Sidste sommer trænede vi ihærdigt apportering på en lille brakmark nær Carlos gård. 
Det resulterede i, at Carlo nåede i land med to hunde, mens jeg stadig er ude i sumpen. 
På hjemvejen bemærkede jeg, at landmålerstokkene står på marken endnu. 
Det kan skyldes glemsomhed, chikane eller bare hjælpsomhed. 
Sandheden ligger nok et sted midt imellem.

Niels Mølgård Ovesen
Mejrup.

Kennel Frydenlund og Knud Hansen VIII

Jeg har som oftest oplevet Fyn fra motorvejen, og det er naturligvis synd og skam , f
ik jeg bekræftet den eftermiddag i juli, hvor jeg besøgte Knud Hansen i Ståby.

Efter at have spurgt om vej en enkelt gang dukkede en hvid gård op, 
og på gårdspladsen løb et par pointere.  Jeg var på rette spor, 
for slige hunde ser man ikke på ret mange gårdspladser mere.

Karen Hansen kom ud og tog imod, kaldte hundene til orden og bød velkommen. 
Knud går ikke så godt længere efter at have haft en hjerneblødning, 
som har givet svære lammelser i venstre arm og ben. Det tager 
tid for ham at komme omkring, men ved hjælp af en stok går det. 
Også Knud bød smilende velkommen.

Karen serverede kaffe for os i den skønne udestue, som går i et med en frodig have, hvor 
fugle forsynede sig i rigt mål med de modne moreller. Rundt i haven er der hængt fuglekasser op. 
Det har givet et rigt fugleliv, som er en daglig fornøjelse.

Knud fortæller, at han næsten er født jæger, da hans far lærte ham alt om bøsser, hvorefter 
han lod den store knægt bruge dem. Faderen var ikke hundemand som sådan, 
men han havde en Gordon setter til jagt.

At Knud blev pointermand skete nærmest ved en tilfældighed. Hans første pointer var 
herthafarvet, men var ikke bemærkelsesværdig god. Da den døde måtte vor mand naturligvis 
have en afløser, og han faldt over en annonce, hvor en brunbroget pointerhvalp var 
averteret til  salg.  Hun fik navnet Skovredens Betty og blev stamoder i 
den senere oprettede Kennel Frydenlund.

Knud fortæller med glød i stemmen om samme Betty, der blev hans idol. 
Hun kunne vinde alt. Allerede inden hun var et halvt år, lærte hans moder Betty 
at apportere. Når gårdens kyllinger løb ud, skulle Betty fange dem og bringe dem tilbage 
i indhegningen. Det gjorde hun perfekt. Ingen kyllinger gik tabt, 
alle blev uskadt bragt på plads. Imponerende!

En overgang var Knud bestyrer på en gård på Sjælland. Her blev han nabo til den kendte 
pointermand, Chr. Houmøller, som fik fynboen med på markprøve. Med glimt i øjet fortæller 
Knud om en markprøve, hvor  en af Houmøllers hunde efterhånden var i gang med et haredrev 
med fire harer, hvorefter den femte stak efter hunden. En anden gang var
 en af Houmøllers hunde ved at blive parret, mens man spiste frokost.

Som det går med så mange, der har overværet markprøver, så blev Knud også fascineret og 
begyndte at deltage. I 1948 købte Karen og Knud gården Frydenlund, og det varede ikke længe,
før der kom pointerhvalpe på gården. Føromtalte Betty blev stammoder. 
Den største avlstæve blev Frydenlunds Gulla, idet hun fik 65 hvalpe i 6 kuld. 
Hun var en god hund på prøver, hvor hun næsten altid blev præmieret, s
elv om hun var en lidt svag rejser. Hun gav sølvpisken til sin herre i 1955.

Senere kommer Br.Ch. Randi. Hun blev Danmarksmester i såvel 1976 som 1977. 
Randi var en oplevelse bare at gå en almindelig tur på marken med. Hun kunne finde, 
og når hun stod, var der helt sikkert fugl, for hun havde både evnen og viljen til at nagle fugl. 
Samtidig var hun en rar hund at have hjemme. 
Engang gik det  dog galt på en prøve på Rosenfelt, hvor Randi blev sluppet i uoverskueligt 
terræn og gled ud over en kant, hvor der uheldigvis var en hare, som fristede over evne. 
Knud kunne ikke se, hvad der skete, og fik derfor ikke hunden kaldt til orden.

Avlsmæssigt prioriterer Knud brugsegenskaber højest, selv om skønheden naturligvis er rar 
at have med. Han har især avlet på tævesiden, for, som han siger, så kan man selv vælge hanhund.
 Man skal i avlen sørge  for, at evt. defekter på egen hund opvejes af hanhund. 
Det er vigtigt at læse referater og i øvrigt tage ud at se  på hanhunde. Knud mener, at man 
hellere må lave moderat indavl fremfor at hente en mindre god hund udefra. Han 
har ikke avlet hvalpe med decideret salg for øje, men for at videreføre sin stamme.

Der har været hanhunde i kennelen, men desværre synes der ofte at 
følge en del misundelse med at have en god hanhund.

Knud mener afgjort, at pointeren både skal og kan bruges til al jagt. 
I flere år drev han såter af på Egeskov hos skytte Edvard Holm. Randi var 
udmærket til dette, og så var hun overlegen apportør af vingede fasaner.

Vi skal dressere vore pointere, så vi kan gå sammen med dem, ellers er de en plage at have 
med på jagt. Det er meget vigtigt, at man lærer unghunden at holde kontakt - tag den med i krat, 
så lærer den det. En unghunds oplæring bør ikke forceres, hunden skal have tid til at gøre
 sine erfaringer. En pointer skal lære at nagle sin fugl og rejse den.
 Man bør lære hunden tvangsapport.

Knud har været markprøvedommer i en årrække, fordi han følte, at han skyldte andre at påtage 
sig denne opgave. Det er skønt at dømme effektive hunde, dog kan det være ret så brydsomt,
 hvis tingene ikke lykkes. Efter Knuds mening er det tilgiveligt, at en hund overtræder 
spillereglerne af lutter jagtlyst, hvis den kan kaldes til orden. Hunden skal gå til sin fugl, 
ellers er det udtryk for en grad af vildtskyhed. Megen prelning kunne 
undgås, hvis hunden blev gjort ordentlig dæklydig på fløjte.

På de store efterårsvinderklasser bliver fårene skilt fra bukkene. Det er her, vi ser de effektive
hunde skille sig ud fra den grå masse. Derby finder Knud ikke særlig interessant.
 På denne prøve er der alt for meget renderi. Vi har brug for effektivitet frem for blænderi.

Vor mand har deltaget i flere nordiske prøver og mindes dem med glæde. 
Det var en meget stor oplevelse at komme til Kongsvold i Norge 
og slippe hundene i det vidtstrakte og storslåede terræn.

Svenske prøver lignede mere danske. På Øland var der engang Nordisk Match, 
hvor rygterne talte om nogle fantastiske finske hunde. 
Da prøven oprandt, viste det sig imidlertid, at disse hunde bestemt var "til at tale med."

Med Frydenlunds Buster blev Knud nr. 3 i svensk derby, da hunden var 14 mdr..
 På hjemturen var han omkring Vallø til prøve og her blev det til en 1. præmie. 
Buster blev senere solgt til Norge..

Det nordiske samarbejde gav også avlsmæssige fordele, for man havde en bredere 
hundemasse at trække på. Pludselig bliver vor snak afbrudt af umiskendelig gåsegnækken, 
og da vi ser ud, svinger en halv snes gæs i  lav højde over gården. De kommer fra Knuds kære 
mose, som samlet er på ca. 80 tdrl. Heraf hører 5 tdrl. til Frydenlund. I  sin tid fik Knud 
organiseret jagten i mosen, at man kun jagtede på søndage og undlod at skyde fasanhøner. 
Det gav en god fuglebestand og nu står der også en fast bestand af råvildt i mosen.

Det er dog ikke jagten, Knud savner, men derimod at kunne gå en tur med sine kære 
hunde. Nu er han i stand til at kunne komme ud i en del af terrænet i en elektrisk kørestol, 
men han kan selvsagt ikke følge sin hund. Han er i øvrigt selv begyndt at køre bil igen.

Frydenlunds Yrsa er som nævnt 8.generation i kennelen, men han har ingen planer om at 
trække et kuld  hvalpe på hende. Måske vil han have en parringshvalp efter 
Frydenlunds Wolle, der synes at avle godt.

En anden af Knuds store interesser er idræt. Helt op i 40 års alderen trængte han sig på til 
udvalgte hold i håndbold, og gennem en halv snes år var han idrætslærer 
på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg.

Der er ingen tvivl om, at Knud har haft stor gavn af de fighteregenskaber han brugte i 
idrætten og på hundearbejde i hans nuværende situation. Han følger nøje med i det genoptrænings-
program, der er lagt for ham, og man fornemmer, at han gør noget ved det.

Man kan stadig møde Knud på DM, selv om han må følge slagets gang fra bilen. 
Karen er også interesseret  i hunde. Nu er pudsning af sølvtøj i Kennel Frydenlund overladt 
til hende, og der er noget at se til, da Knud  har taget for sig af retterne i så henseende.

Landbrug følger Knud fortsat med i, men gårdens jord er forpagtet ud.

Aftenen før vor samtale blev der spillet l’hombre på Frydenlund. De herrer Edvard Holm, 
Villy Stødkilde og Hans Nielsen med damer var på besøg, desuden var Aase Frandsen 
(afdøde Leif Frandsens kone) der også.  
Gad vide, om der ikke blev snakket hund under kaffen.

I klubsammenhæng siger Knud, at vi gerne skal holde medlemstallet. Der er 
jo ingen hunde, der kan hamle op med pointeren, der er ædel og skøn at skue.

Man kan nok synes, at tilværelsen på det sidste har været hård ved Knud. Han har stadig 
t indholdsrigt liv og uendeligt mange ting at trække frem fra mindernes bog om sine kære pointere.

Som altid, når man snakker med et engageret menneske, forsvinder tidsfornemmelsen, s
å før jeg vidste af det, var det tid at sige farvel og tak for en dejlig 
eftermiddag for at nå en færge i Knudshoved.

Niels Mølgård Ovesen
Mejrup

Efterskrift

Vi blev vel modtaget hos Stella og Erik på deres hyggelige gård, der ligger i læ af 
kirken. Her stod alt vel til. Vinterbyggen var høstet, og gylden halm var i hus til fyring i 
halmfyret i den kommende vinter. Udbyttet af korn havde været udmærket, 
og man fornemmede tydeligt tilfredsheden over at have halmen var velbjærget.

   

Eriks liv med pointeren startede fra barnsben. I hjemmet havde man altid to pointere og 
moderens schæfer. Faderen gik på jagt i 3- 4 sogne. Jagtlejen var som regel noget vildt. 
Erik husker især en brunbroget pointer, Ally.  Hun var en fantastisk jagthund, som der gik 
ry af på egnen - nabojægere lånte hende nu og da. 

Når faderen var på jagt stavrede Erik bagefter, og schæferen var også med. 
Den apporterede den første fasankok og bar den hjem til moderen. Ally var fantastisk til at 
finde gemte ting. Nogle gange tog drengene hende også selv med på tur/jagt i det dulgte i mosen. 
Gårdens høns blev også nogle gange lukket ud,  hvorefter Ally apporterede dem i uskadt stand. 
Knægtene var naturligvis på forbudte veje, så det satte faderen  en stopper for, 
da han kom under vejr med drengenes fornøjelser.

Af sin far lærte Erik, hvor vigtig galoppen er. 
Den skal være langstrakt og flad med et kraftigt afspark. 

Erik og Stella stiftede bo på Sjælland. De havde en gård på Mern -egnen først i 60’erne. 
Her havde de naturligvis pointere, og Erik begyndte så småt at gå på lokale markprøver. 
Det gik godt, men Eriks hund bar hovedet i højde med skulderen , 
og det var ikke nok på anerkendte prøver på den tid. 

Det var på de   kanter Alfred Olsen, Kennel Kirkebjerg og Knud During havde deres gang. 
Sidstnævnte var med til at indføre bretonen i landet.

Erik havde ofte mange pointere - en overgang også en engelsk setter, som han vandt 
åbenklasse med på setterklubens hovedprøve- og solgte dem som jagthunde. 
Det var først, da han kom i forbindelse med skytten på Høvdinggården, at han begyndter at 
avle målrettet og deltage på udstillinger, bl.a. i Charlottenlund, hvor 
udstillingen dengang forløb over 2 dage - det var hårdt, siger Erik.

Det var også på Sjælland, han fik kennel navnet, Takese, der er initialer 
fra familiemedlemmerne. Hans syvårige datter fandt på det.

I 1960 er Erik og Stella tilbage på Fyn og der lægges fortsat hvalpe til i 
Kennel Takese. I 1968 er Hollandsk Pointerklub på besøg, og de køber 2 hvalpe, som begge 
opnår championat, og her starter  et varmt venskab  med pointerfolk dernede.

Finn Møller Jørgensen fremhæver i sin bog, " En skildring af racen POINTEREN" at Pia 
(0754978L) (Boga Chock-Jaika) bliver stammoder i Eriks kennel. Boga Chock var broderen
 Bents hund. Den var en fantastisk vildtfinder, som altid stod med palmerne efter en jagtdag  
Som nævnt oven for var der  nu lagt mange hvalpe til før Pia kom ind i billedet. 
men visseligt er det, at Pia - Alsbjergs Sep gav et superkuld såvel i mark som på bænk. 
Erik beholder selv Takese As, der opnår internationalt championat på bænk. 
Afkommet var vildtfindere af rang.

Vor mand har meget stor erfaring udi avl. Erik mener, at man skal avle på 1. præmie hunde 
med et godt temperament. Urolige hunde er en pestillens i familien. Af faderen lærte han som 
nævnt, at galoppen skulle være langstrakt og flad med et kraftigt afspark. 
Det forudsætter velvinklede lemmer. I øjeblikket har mange af vore hunde for rette lemmer 
foran, vinkler på skuldre og håndled er ikke gode nok. Der er også grund til at passe på krøllede 
ører. Erik mener, at piskende hale er stærkt overdrevet i marken. Halen er et styrered-
skab ikke et piskeris, men dødthængende hale pynter ikke. En avlers fornemste pligt er at avle
 hunde, hvor  type, temperament, vinkler og bevægelser er i orden. 
Sidstnævnte to ting er afgørende for udholdenheden i marken.

Det er ikke et bevidst valg, at Erik fortrinsvis har gulbrogede hunde.

Kravet i kennelen er, at begge forældre skal være HD fri. Om HD i øvrigt diskuteres ofte 
arv og miljø. Erik har læst en del om det og siger, at fodring måske nok spiller en vis rolle, 
men fremhæver i samme åndedrag,  at det dog skulle være mærkeligt, at de racer, som døjer 
med HD, især er blevet dårligt fodret. Altså betyder arv noget.

Tæven skal have ormekur halvvejs henne i graviditeten, og hvalpene skal have første ormekur
 inden 3 ugers alderen Hvalpene skal have det bedste af det bedste foder. En tæve
 kan passe 6-7 hvalpe. Erik kan godt vælge de 2-3 kønneste hvalpe ud ved fødslen, 
men det gælder jo nødvendigvis ikke i marken.

Dressur af en hvalp starter, når man får den i huset, markdressur selvsagt noget senere.
Heldigvis bruger flere og flere godbidsdressur nu.

Det er ikke svært at afsætte hvalpe, der oftest bliver solgt "fra mund til mund", og her gælder 
i øvrigt det  gamle princip, at et ord er et ord. Han sælger under ingen omstændigheder hunde, 
han ikke selv vil have på gården. Alt andet er forkert for vor race og ny ejer. 
Gennem årene har Erik solgt hunde til mange forskellige lande også uden for Europa.

Erik har svært ved at finde egnede hanhunde i DK i dag, men nye er måske på vej. 
Axela Bugg brugte vi desværre nok for lidt, mens tid var. I Norden er det meste afkom af 
amerikansk - italiensk afstamning, amerikanerne er gode vildtfindere, 
men eksteriøret halter, det engelske blod giver en lidt kort galop.

Henter man hunde udefra i sin avl, får man som oftest en udavlseffekt. 
I Fuglehunden læste Erik om Hegebakkens Ruff, og ved Frank Tommy Olsens 
mellemkomst fik han forbindelse med Ruffs ejer, Randi Schultse Tomelstat, der blev inviteret 
til Sdr. Højrup på en træningstur. Under dette besøg blev Ruff og Trine parret. Af dette 
kuld blev Takese Randi solgt til Svejts, og hun er som bekendt moder til Idimum Tia.

Sydpå har Erik et godt netværk. En overgang deltog han på mange prøver dernede og erfarede
 her, at vore hunde nok kunne være med eksteriørmæssigt set, men ikke i behandling af fugl. 
Sydlandske hunde er mere rolige og kontante i fuglearbejdet, og så er de fødte sekundanter.
 På prøver slår man hårdt ned på halesøg og parallelsøg, på uro i opflugt og manglende 
sekundering. Halter disse ting, er det ud til højre.

Erik har importeret mange hunde sydfra, såvel tæver som 
hanner, mange af dem har ikke været ført frem.

Han har også været på Kongsvold for at overvære en prøve. 
Det var en stor oplevelse at gå i det pragtfulde terræn, men også hårdt.

På markprøver ser vi tingene i et større perspektiv i og med, at vores hunde bliver afprøvet 
sammen med  andre. Erik kan især godt lide ungdomsklasse og åbenklasse.
 Er han kommet igennem disse, har han oftest yst til at starte med en ny hund. 
Han mener, at derby er overvurderet. Alt for ofte hører man for lidt til derbyvindere fremover.
 En 1.præmie på brugsprøve er fornem, for her har hunden vist, at alt er i orden i jagtsituationer. 
Anderledes forholder det sig i vinderklasse, hvor man godt kan blive placeret, selv om 
dagens præstation kun har været til en 2. præmie på fx en brugsprøve. 
Erik så gerne, at præmieringsgraden i vinderklasse fremgik af referater for de placerede hunde. 
Som det er nu kan en hund i vinderklasse tildeles CK, der indikerer 
en fejlfri præstation. Referater bliver læst med interesse.

I flere år ledede Erik dressurkurser. Han sad i en årrække i kredsstyrelsen for DKK, og her 
blev han opfordret   til at arrangere prøver. Det førte med sig, at der i dag er en meget stor 
brugsprøve på egnen. Erik har samlet meget store terræner og fået dannet et godt netværk af 
hjælpere, så et altid er en fornøjelse at komme på prøve på de kanter. 

Den manglende skepsis blandt nogle jægere og lodsejere er blevet vendt til 
tilfredshed, for de har jo erfaret, at udsætning af fugle til disse prøver er blevet til glæde for 
em bagefter. DM har også været afviklet på disse kanter og et nyt DM står for døren. 
Det er vigtigt, at man som prøveleder behandler folk ordentlig 
og tager sig tid til at snakke med lodsejerne.

Erik nævner, at i 1905 blev den første prøve i Pointer - og Setterklub regi afholdt på 
Lerchenborg 28.-29. september. Forud var gået kraftige diskussioner med DKK, som omsider
 gav afkald på eneretten til at afholde markprøver. 
Prøven blev i øvrigt vundet af en Gordon setter Heather Fly.
Vi bør afholde en 100 års jubilæumsprøve, mener Erik, og helst på Lerchenborg. 
Han arbejder for sagen.

Svend Buchhave har overtaget dressurkurs og har et vældigt godt terræn til det, siger Erik.

Gennem en årrække har Erik været med i udstillingskomiteen for Odense - udstillingen i FJD. 
Få har som Erik styr på alle de bånd, der kan uddeles på en udstilling.

I DPK har Erik siddet i bestyrelsen i en del år, her har han bl.a. ansvaret for 
hvalpeformidlingen. Internet har gjort samme arbejde lettere, men han har et 
hjertesuk. Husk nu at få afmeldt hvalpene, når de er solgt.

Det er afgørende for vor klub, at vi holder registrerings tallet for pointere og gerne får det hævet. 
Vi skal have fat i unge hundeførere. Det er godt, vi har fonden at trække på økonomisk.

Erik mener afgjort, at vi bør være medlem af International Pointerklub, som vil koste klubben 
kr. 1500,- pr. år. Medlemskab giver adgang til at deltage i International 
Championat for Europa, hvor såvel mark som 

bænk tæller. Denne prøve afvikles normalt i forbindelse Europacup og VM forår og efterår. 
Her er der virkelig inspiration at hente, da de bedste hunde fra hele Europa kommer. S
idst deltog 146 hunde i Frankrig.

Og nu er det heldigvis blevet sådan, at præmieringer fra Europa er gældende også i DK.

Et godt eksempel på Eriks netværk sydpå er Idimum Tia, som Erik har købt i Svejts. 
Valdemar Larsen og Røge havde den med hjem fra Europacup. Tia er faldet efter Takese Randi
 (Trine -Hegabakkens Ruff) og Mirko de Saint Claire(italiensk/svejtsisk) - 
samme hanhund har 23 topplaceringer på markprøve.

Tia har fået stilpræmie 2 gange i ungdomsklasse i mark og klarer sig jo også strålende på 
bænk, hvor hun som bekendt blev bedst i modsat (nr. 2 i racen) på Odense- udstillingen i år. 
Hun er en smuk, tillidsfuld og dejlig hund, der flere gange lige kom ind fra haven og så, 
om vi stadig sad der, om vi dog ikke havde andet at tage os til.
 Det havde vi, for der var jo en nyhøstet bygmark, så der gik vi op med hende og Kimba. 

Vel var det varmt, men flot var det at se hundene på den gyldne stub, der skråner ned mod 
Eriks kære skov, hvor han ikke nænner at skyde rådyr. Et par gode venner får lov til at skyde 
en forårsbuk. Jagten er nedtonet meget for Eriks vedkommende, man fornemmer, 
at han føler, at han har skudt nok fasankokke, men han har dog jagttegn endnu og driver lidt
 selskabsjagt. Vi var ikke nået langt ind i marken, før den gode ejer erfarede, at der var blevet
 nedfældet gylle, og så var det slut, og de kære hunde blev lovet en gang spuling,
 inden de igen  fik lov til at bevæge sig frit rundt på gården.

Erik og Stella har haft en stor og ubeskrivelig glæde af deres pointere. 
Et godt liv er at blive mødt af et par kærlige pointerøjne hver dag, siger Stella. Erik siger, 
at han på prøver er kommet til de skønneste steder,  og de 
har mødt mange, mange dejlige og søde mennesker.

Nogle timer fløj af sted under vor samtale, hvor vi kom vidt omkring. 
Erik har en enorm viden om pointere og avl, og han øser gerne og engageret af den, 
så vi kunne sagtens have fortsat vor samtale, men der var jo lige det med Kirsten og museet 
i Kerteminde, hvor udstillingen med Tre Swaner også var en stor oplevelse.

Niels Mølgård Ovesen
Mejrup

Kennel Fuglede og Knud Fuglede Jørgensen X

"Jo I er velkommen lørdag d. 6.februar. Jeg skal ud at træne hund, så I kan nok være her ved 
10-tiden," sådan faldt ordene i telefonen sidst i januar, så Jens Have og jeg tog hjemmefra om 
morgenen for at besøge Knud Fuglede Jørgensen på Agersbøl få km uden for Vejle.

Fuglede tog imod os på trappen, og snart sad vi på hans store kontor, hvor fru Fuglede snart 
serverede kaffe  for os. Rummet er en hyggelig blanding af nutid og fortid og 
viser nogle af Fugledes mange gøremål. 

På væggen hænger bl.a. billeder fra hans Egebjerg- tid fra 1944-55. 
I de første år havde man 40-45 spand  heste, men forskellige traktorer og mejetærskere, 
som man i dag kan se på veteranmuseer, vidner om mekaniseringens indtog i dansk landbrug 
efter krigen. Det var for øvrigt svært at få fat i traktorer dengang mindes Fuglede.

Der hænger også geværer og enkelte gevirer, og i et hjørne ligger et par motorsave, som bruges 
flittigt i gårdens skov. Brochurer og bøger minder os om, at vor vært stadig er aktiv landmand.

I 1927 kom Fuglede ud at tjene. Han spillede dengang fodbold på Vejens juniorhold og regnede 
det ikke for noget særligt at cykle 12 km til træning - og hjem igen forstås.
 De var rigtig gode de vejen drenge og blev jyske mestre. I en senere kamp om DM blev de 
imidlertid  spillet over ende af et hold fra AB, der forstod at lade bolden gøre arbejdet.

Fuglede blev tidligt jæger om en hals. Han købte en tysk korthår, men byttede den senere
 med  en nabohund  en pointer. Den var så god, så interessen var tændt. Det var imidlertid 
svært at have hund med, når man skulle ud at søge plads, 
så pointeren blev solgt til en tandlæge i Møgeltønder.

Allerede som 19- årig blev Fuglede forvalter. I en halv snes år havde han ingen hund, men 
så fulgte Egebjerg-tiden, hvor der var fine muligheder. På en prøve var der en lille brunbroget 
tæve, som hed  Britt af Bårdesø. Hun var bemærkelsesværdig god, men havde den uvane at gå 
fuglene op og prelle inderligt. Hende købte Fuglede. Britt havde medfødte anlæg for at gå 
reglementeret i marken, så nu skulle hun dresseres. - En dag gik mand og hund i hele 5 timer, 
og så nåede manden endelig op til den. På sådan en tur var der mulighed for at 
vise hende 50 par høns (ak ja, det var tider dengang).

I 1949 vinder Britt hovedprøven. Ved samme lejlighed fik Fuglede for øvrigt sølvpisken.

Om derbyet det år står der i årbogen: 
"Anmeldelsen var som sædvanlig stor, anmeldelsen er 
betalt for 170 hunde med setterne i flertal.

Der holdes udtagelsesprøver landet over. 
Her udtages 12 engelske settere, en irsk og 11 pointere."

Britt blev derbyvinder og senere 3. Vinder ved DM. Hvilket år!

I de følgende 3 år blev Fuglede 2, vinder på DM med 3 forskellige pointere. 
I 1958 hjemførtes DM med Fugledes Gorm, der var et unikum til at finde.

Gennem årene er der opdrættet mange pointere i Kennel Fuglede, og ved at studere årbøger 
kan man se, at de har taget pænt for sig af pokaler. Fuglede har altid "kørt" på tævesiden i sin 
avl, men engang imellem er han gået uden for sin stamme for at hente blodfornyelse. 
Man kan godt lave nogen indavl, men man skal vare sig for at gøre det ene gang for meget, 
siger Fuglede. Der er selvsagt plusser og minusser i vore danske pointerstammer. 
Vi kender til åbent mundede hunde og notoriske harepiskere, til hunde, som ikke har et 
naturligt anlæg for at lægge et bredsøg op, og til hunde, hvis skarphed på 
fugl ikke er bemærkelsesværdig. Avl sådanne hunde væk!.

I disse år - ja, man har måske gjort det til alle tider - 
diskuteres det ofte, om vi kan hente blodfornyelse udefra.

Fuglede mener, at næserne på vore hunde ingenlunde er blevet mindre med årene. 
Forholdene for hundene er derimod ændret radikalt, så det ofte er vanskeligt at lave en hund i 
orden for fugl uden trykke den. For megen herseri med en 
hund kan få til følge, at den vil ringe sin fugl.

Når en hund er omkring et år, kan man i marken se, om stilen er god nok. Det er en betingelse 
for, at Fuglede vil gå med en hund. Ikke at han hysterisk kigger på hovedføring, da den kloge hund 
altid retter sin næse ind  efter færten. Brugsegenskaber er vigtigere end skønhed i Kennel Fuglede,
 selv om sidstnævnte da også er rart at få med.

Fuglede mener afgjort, at vi skal rebe sejlene om vore gode danske stammer i avlen. 
Sydfra kan vi få hunde, der i løbet af nul komma fem forsvinder ud i horisonten. 
Vi har brug for pointere, er kan styres og bruges. 

Hunde, der kan gå selvstændigt uden ideligt at skele til føreren efter forholdsordre.
 I samme forbindelse fremhæver han, at det altid efter en træningstur 
er en glæde at kunne spore fremgang hos sin hund.

Vi savner et nordiske samarbejde. Vore broderlande kom herned med gode hunde. 
Selv har Fuglede kun været i Sverige og Norge en gang, da det kneb med tiden. 
Med smil i øjet mindes han, hvordan han i sin tid konkurrerede med svenske Estelle med
 Borbjerglunds Adda (i parentes bemærket den kæreste hund). 
Navnkundige Estelle slog et par slag og forsvandt så bag et gærde. 
I samme derby blev vor mand nr. 3. - Ikke på en helt fin måde. 
Han blev simpelthen hægtet af på vej ud, og så konkurrerede man ellers om 1. og 2.pladsen. 
I Norge blev han 2.vinder efter Peter Jensen i en vinderklasse.

-En af Fugledes hunde var et år med maskinfabrikant Buchtrup i Randers på rypejagt 
i Norge. Der blev skudt 78 ryper for den, så i Randers hørte 
mange det år om en fantastisk hund fra Havndal.

Fuglede siger, at man i dag for ofte ser hunde blive hægtet af på prøve, når de prøver at 
sætte deres fugle. En god hund vil altid prøve dette, men bevares 
den kan komme galt af sted med det.

Han er en arg modstander af apporteringsprøven i den form, vi kender den nu. 
Det er helt fornuftsstridigt først at vænne hunden af med at interesserer sig for hårvildt 
for så at lære den apport af samme, hvorefter det igen er forbuden frugt.

Om vore prøver i øvrigt så skal vi naturligvis er i landet afholde dem på danske betingelser, 
og vi bør holde os til danske dommere.

I omkring 25 år har Fuglede siddet i Dansk Pointer Klubs bestyrelse. 
Efter hans mening kan vi ikke regne med en væsentlig medlemsfremgang, men vi har mulighed 
for at holde medlemstallet, fordi folk får mere fritid. Får vi først folk bidt af hundesport og prøver,
 skal vi nok holde på dem i klubben. Betingelserne for at dyrke hundesport er igen ved at blive bedre 
i takt med at flere marker  bliver grønne om vinteren.

Kontingentet må ikke komme for højt op, da økonomien ikke 
må afholde folk fra at være medlem af vor klub.

Udenfor sneede det, så træning var ude af billedet. I stedet blev vi bænkede ved et veldækket
frokostbord. Fru Fuglede kender også en masse til hunde og mennesker.
 Hun har bl.a. lavet fornemme scrapbøger til mand og søn. Hvilken god ide! 
Sådanne bøger er jo rene guldgruber at fordybe sig i, og det gjorde vi. 

Det er selvsagt en meget stor glæde for Fuglede, at Flemming også er bidt af pointeren. 
Fru Fuglede fortæller, at telefonen ofte summer af hundesnak mellem far og søn.

Efter kaffen gik vi ud at så på hunde. Kitsi og Mona fik tilsammen 15 hvalpe for en tid siden. 
De 8 af dem er solgt.

Pensionisttilværelse og Fuglede hører ligesom ikke rigtigt sammen. Vel har en maskinstation 
overtaget en del af arbejdet på gården, men manden tager sig selv af spredning af 
kunstgødning og sprøjtning samt pasning af skoven.

Han humper lidt efter at have fået en ny hofte for et par år siden.- 
Men han regner da bestemt med at danse på hovedprøven.
Man fornemmer, at Fuglede har haft et særdeles arbejdsomt liv, men han har dog altid "stjålet" 
sig tid til at træne sine kære hunde, så om føje tid er han sikkert i gang med en ny unghund.

Klokken er efterhånden blevet 16.30, uden at vi har opdaget det. Der er faldet lidt sne,
og med en formaning om at køre forsigtigt, begiver vi os mod Holstebro 
spækket med indtryk fra en herlig dag.

Niels Mølgård Ovesen
Mejrup

Efterskrift

Ovenstående artikel er fra Pointernyt, juni 1988.
Fuglede flyttede til Nordjylland ikke så længe efter for at være i nærheden af sine børn. 
Her var han fortsat aktiv.
Flemming fortæller, at han blev mere og mere interesseret i hunde, nu hvor han fik mere tid. 
Han gik til hånde hos Flemming, som ikke var i tvivl om, hvordan dagens hundetræning var 
forløbet.  Var det gået mindre godt var korntransportør og mejetærsker elendige. 
Sagen stillede sig helt anderledes, når træningsturen havde været god.



Der er en smuk nekrolog over Knud Fuglede Jørgensen i Årbogen fra 1998.

Kennel Sønderjyden og Gerhard Wolf XI

For mere end et halvt sekel siden skete der noget epokegørende i Gerhard Wolffs liv - 
og dermed også noget betydningsfuldt for Dansk Pointer Klub. 

Efter en afstikker til Købehavn i et par år, hvor Gerhard arbejdede som smed på B&W/Titan 
vendte han tilbage til det sønderjyske, blev gift med Krista, 
og var VVS mand i nogle år med oliefyr som speciale.

Senere købte de Kristas barndomshjem, og Gerhard blev handelsmand. Handlede med grise, heste, 
køer og får. En overgang solgte han 700 - 800 lam om måneden til Tyskland. Denne handel fik dog 
brat ende med Berlinmurens fald, hvor billige får fra øst slog bunden ud af markedet.

Gerhards første hund var en ruhår, og han kom på markprøve. Det var her, han så en pointer. 
Den gjorde et uudsletteligt indtryk på ham. Sådan en måtte han have. Hos Aksel Schneider købte
 han i 1952 King, der var en meget køn hund, som også var fortrinlig til jagt, men stilen var knap 
så god. Herefter får Gerhard fat i Sandbjerggårds Lady, - der 
var kuldsøster til Sandbjerggårds Klaus, 2. vinder på derby.

Da Lady skulle parres, tømrede Gerhard en kasse til den, og så blev den med tog sendt til 
parring med  Zitas Bob hos Sylvest Larsen i Gørlev. Parringen kostede kr.350, -, 
hvilket var en månedsløn! Her falder Sønderjydens Donna, der blev derbyvinder.

Gerhard fremhæver, at Peter Jensen, Kennel Zita, var en stor inspiration i de unge dage. 
De trænede sammen. Peter Jensen var meget dygtig, men også hård.

        

Gerhard fremhæver, at man i avl skal bruge hunde, der placerer sig blandt de 3-4 bedste på 
mark og bænk Man er nødt til at være konsekvent og hård i udvælgelse, selv om det bestemt ikke 
er hverken rart eller let at skille sig af med hunde af for lille format. 
Det kan nu engang ikke nytte at gå i 4-5 år med en sådan hund. 
Førhen kunne man godt sælge hunde på 1 - 2 år til jægere i Sønderjylland. 

Gode hunde, hvis format ikke rakte til prøver. I dag er det desværre blevet sådan, 
at det faktisk er umuligt at sælge en engelsk hund i Sønderjylland.

Når Gerhard har et kuld hvalpe kigger han i 4 ugers alderen på hvalpens udstråling, i 8-9 ugers 
alderen kan man danne sig et indtryk af eksteriør. En hvalp skal have udstråling og 
temperament. Den har som regel ingen nerver, de kommer først i 6-7 måneders alderen 
og vil afsløre sig i dressuren. Nogle hunde kan ikke tåle den.

Gerhard ville gerne beholde hvalpene, til de var 3-4 måneder. Så skal man en dag tage dem med 
ud på en god stubmark. Slippe dem i god vind. Holde hænder og fløjte i ro, gå roligt frem 
og ryge tobak. Her har man lejlighed til at se hvalpenes medfødte anlæg - eller mangel på 
samme - for søg.  Et smukt søg hos en hvalp vil aldrig ændre sig.

En hvalp vil altid rejse fugl, hvis den senere får problemer hermed, er det en dressurfejl. 
Det er et problem, hvis ens terræn huser for få fugle, da man så let kommer til at forcere dressuren 
og gribe for hårdt ind , fordi unghunden skal være i orden til prøve. Her skal man træde varsom. 
Dæklydighed på fløjte er alfa og omega i marken.

Gerhard siger med et smil, at han med glæde har lagt mange penge i startgebyr. Det er blevet for 
let at få en førstepræmie på mark i dag. En stand tæller for meget. Den er ikke meget bevendt, 
hvis søg, fart, galop og stil ikke er i orden. Helt grundlæggende dyder for en engelsk hund. 
En anden præmie kan man give til en god hund. Førstepræmien er til den fortrinlige hund.
 Det burde være sværere at komme i vinderklasse,  hvor en førstepræmie i dag er nok.

På derby deltager der for mange hunde i dag. Gerhard så gerne, at der på anmeldelsesblanketten 
til ungdomsklasse var en rubrik, hvor dommeren kan afkrydse, om en unghund har derbyformat. 
Det vil givet betyde færre hunde, men også give et kvalitetsløft.

Pokalskabet bugner med præmier, og så har han endda rundhåndet genudsat mange store, flotte
 pokaler, der er klenodier i vor klub. Vor mand har ikke styr på, hvor mange placeringer og 
førstepræmier, det er blevet til gennem mere end 50 år, men det er mange, mange.

Jeg har ofte frydet mig over den sønderjyske dialekt, som Gerhard er en fin eksponent for. 
Engang var han ude i slip med Aksel Knudsen i en vinderklasse på Fyn. Dommeren råbte til 
Gerhard, at de skulle fortsætte til højre over vejen. 
Gerhard råbte beskeden videre til Aksel:
 - Til højre øuver æ chausse.
Det råbte han flere gange, uden Aksel reagerede, men omsider råbte 
den gode fynbo snerrende tilbage:- 
Jeg kan fand’me ingen se!

Gerhard har været markprøvedommer i mange år og været glad for det. - 
Jeg har altid haft min egen mening, siger han. Og det er ingen vist i tvivl om. 
Der står i dag for lidt respekt om dommerens gerning.

På udstilling har det altid været et flot syn at se Gerhard fremføre en hund med ynde og 
lethed. Han siger med fynd og klem: - Hold æ fingre fræ æ hund i æ ring.
 Berører man den, vil den miste koncentrationen

Da FJD udstillingen i sin tid blev holdt på Kvægtorvet i Odense, brugte en dommer ofte 
3 - 4 timer til at bedømme 10 - 12 hunde. De blev virkeligt gået efter i 
sømmene på en grundigere måde end i dag.

En hunds lemmer, kryds og lændeparti, skulderblade og poter er helt afgørende for, at den går 
godt i marken.  Det er nu engang sådan, at en godtgående hund skal bruge benene til 
at bevæge kroppen og ikke omvendt.

I avl skal man passe på ikke at få halesøgere og hunde der halser. En halesøger bruger jo 
ikke næsen. I linieavl kan man fastholde væremåde, dresserbarhed og type, men man skal passe på 
ikke at komme for tæt på. Vi har en international standard for pointeren at gå ud fra. 
Fri os for en kontinentalisering ,siger Gerhard.

Da han i starten af 1990erne ønskede blodfornyelse i sin kennel, vendte han blikket mod 
Tyskland, hvor han både havde deltaget i prøver og bedømt hunde.. Her så han hunde, der havde
en større gålyst og større koncentration i terrænet, end han var vant til i DK. Karl Wolff 
(formand for Tysk Pointer Klub, nu afdød) anbefalede Gerhard Kiss von Hohenstaufen, 
der bar fransk, italiensk, tysk og svejtsisk blod i sig. 

Hun blev parret med Sønderjydens Tam-Tam og Sønderjydens. - Læs videre i Bogen om 
Pointeren. Gerhard var glad forfornyelsen. Ved samme lejlighed udtalte Karl Wolff, 
at danskerne dengang åbenbart var ved at lave en national pointer.

Gennem et halvt århundrede er det blevet til mange championater i kennelen. Vor mand har ikke 
helt styr på antallet. Føreren betyder meget for at få lavet en god hund. 
Man kan godt se en meget god hund blive smidt ud i andet slip pga. uheld,
 og man kan alligevel ikke glemme den dagen efter

Der er solgt mange pointere fra Kennel Sønderjyden til mange lande i Europa og Amerika. 
Førhen kunne sådan en handel godt tage en 3- 4 måneder, siger Gerhard, men i dag står køberen 
der dagen efter. Og så gælder det ellers om at gemme det væk, man ikke vil sælge.

Pointeren er en ædel, stram hund, der er smuk. Det er simpelthen hunden, siger Gerhard

Der har altid været mindst 2-3 hunde i kennelen. - Jeg ville simpelthen have slidt en enkelt 
hund op, siger Gerhard. Det var dog ved at gå anderledes hin disede dag på Hovedprøven ved 
Mørkøv i 1985. Om lørdagen havde Gerhard og Sønderjydens Carlos 
vundet UK foran Erik Skeel og Katja i snevejr.

Om søndagen havde han yderligere Sønderjydens Nadja med. Der var to hunde mere. 
Vejret var diset. Frosten havde knap sluppet sit tag. Helt galt gik det for Gerhard ude midt på en 
mark, som var ret så blød.  På afstand kunne vi se, at Gerhard trådte i bund med lydelige svup. 
En overgang måtte hundene klare sig selv, og det kunne de, for de blev nr. 1 og 2. 
Han var temmelig opkogt den gode mand, da han kom i land, men efter 
at have sundet sig lidt fortsatte han til vinderklasse med to nye hunde.

I over 50 år har han ikke forsømt en hovedprøve. Den er gået forud for adskillige familiefester, 
og der er efterhånden blevet forståelse for i familien, at sådan er det, siger Krista.

Gerhard har været i klubbens bestyrelse i mange år som næstformand. Det har han været glad for. 
Vi har haft og har dygtige formænd i vor klub. Han vandt sølvpisken i 1979 med Zitas Martell,
 har fået klubbens fortjenstmedalje sølv og blev æresmedlem i 2001. Det er han beæret over. 
Han frygter ikke for vor klubs fremtid. Vi skal nok klare os. 
De gode hundeførere og avlere holder fast.

Kort efter Kristas og Gerhards guldbryllup, mistede Gerhard bogstavelig forstand fodfæstet, 
da hans ene ben blev sat af. Det var en svær tid, siger Krista, men børn svigerbørn og børnebørn 
har været helt enestående til at hjælpe. Der er ikke hunde mere i deres hyggelige hjem, men Gerhard 
har taget en gammel hobby op: dueavl. Som dreng og i de første år af ægteskabet havde han duer. 
Et barnebarn og en svigersøn har lavet et flot dueslag, og Gerhard har været ude at købe de bedste
 af de bedste Vorberger Kropperter. Dem har han stor glæde af.

Han har fået en bil med automatgear og en elektrisk kørestol, og fra den kan han stadig deltage 
i petanque.  Han og en anden gæv sønderjyde blev jo Danmarksmestre i denne ædle sport i Tivoli 
i København for et par år siden inden for Ældresagen. 
I de unge år var Gerhard sønderjysk mester i femkamp, og han deltog ivrigt i håndbold.

Det var både spændende og meget givende at være sammen med Krista og Gerhard i deres 
smukke og gæstfrie hjem. Gerhard er en glimrende fortæller, han har
 et lunt glimt i øjet og ved uendeligt meget om vore pointere.

Jeg havde en varm fornemmelse i tanke og sind over at have tilbragt nogle timer sammen med dem, 
da jeg kørte hjem.

Niels Mølgård Ovesen
Mejrup.

-Har man sagt ja til at påtage sig et hverv, så  har man pligt til at gøre noget ved det, 
sagde Erik Skeel til Flemming Fuglede og jeg, da vi en dejlig sommerdag besøgte ham for at 
lave et interview. Vi vender tilbage til pligten.

Som så mangen dreng fik Erik Skeel interessen for jagt og pointere ved at følge med faderen,
 Ove Skeel, på hønsejagt på Toftegårdenes vidtstrakte arealer i Store Vildmose.. Det var som regel 
3 dages jagt, hvor der blev skudt 50-60 høns pr. dag, så der var brug for en bærer af og til. 
Der  var aldrig mere end to bøsser pr. hund. Jægerne havde madpakke med ud i terrænet. 

I -30’erne var pointeren den eneste hund, der kunne holde til 3 dages jagt. 
Ove Skeel startede med Hertha pointere, som han selv dresserede. 
De var solide hunde uden den store stil, men disse pointerne blev efterhånden for indavlede, 
så effektiviteten gik fløjten. Derfor fik vi den flerfarvede pointer, som vi kender i dag. 
Dette udmøntede sig i,  at Ove Skeel fik flere gode hunde.

Kulminationen kom i 1957, hvor han blev danmarksmester med Storskovens Flora.

I 1950’erne får Erik Skeel sin første pointer, den var nu ikke så god stilmæssigt set, så derfor bliver 
den solgt til en mand i Aalborg, så går det straks meget bedre, da han får Brokholms Klaus, 
som han vinder Guldpokalen med på Øland i Sverige.
 
Guldpokalen er den fagreste pris inden for hundesport i Norden, 
den udsættes til vinderen af Svensk Pointerklubs ungdomsklasse. Finaleslippet går over en time. 
Undervejs  skulle mange stengærder passeres, og mangen sten sættes på plads, når man var kommet 
over. Der var mange høns og fasaner på Øland dengang, fortæller Skeel.

Klaus var en dybbrystet og meget effektiv hund, han sælges til Sverige, 
hvor han bliver eksteriørchampion og bruges meget i avlen.

    

I 1961 bliver Erik Skeel dommer, og denne gerning bruges der megen tid på i de følgende år. 
Jeg ville egentlig helst selv føre hund, siger han, men det er her pligten kommer ind. 
Helst ville han dømme unghunde. De skal have lov til at vise det storslåede og unikke.
 I dag er der en tendens til, at man i uk og på andendagen af derby dømmer, som var det 
åbenklasse, og det går uværgerligt ud over unghundens frihed  og
 storhed. Elegance og stil går tabt i forhold til effektivitet og orden.

Markprøver har forandret sig derhen, at hundene førhen havde mere jagterfaring. Vi har gode
 hunde i dag, De er fuldt på højde med hundene i gamle dage, og de er bedre dresserede. 
Konkurrencen er blevet skærpet, der er dog lidt mere held med i prøver nu om dage, 
har man en enkelt god stand, kan man vinde.

Generelt er pointerne blevet kønnere og standarden bedre. Teten mellem pointere og settere har 
altid skiftet, siger Skeel, men i øjeblikket ser det ud til, at pointeren er foran.

Flemming fortæller, at Skeel ofte har ladet unge mennesker skyde over sine hunde, men han 
har indskærpet over for dem, at man ikke skyder forbi over stående hund. Denne lære havde en 
svensk skytte ikke annammet på en prøve, som Skeel dømte for Svensk Kennelklub. 
Forbierne blev for meget for den gode dommer, som resolut greb skyttens bøsse, 
og så blev den næste fugl fældet. Skeel var en fremragende skytte, siger 
Flemming. Vor vært nikker smilende genkendende til hændelsen.

Skeel mindes sin dommertid med glæde, der var ro på bagsmækken, 
hvad der også bør være om dette hverv.

I 1969 står Skeel og mangler en hund. Han får en snak med Knud Fuglede, hvis hanhund 
Brangstrupgaards  Ruff har parret en tæve på Djursland. Hvalpene er da blevet et halvt år. 
Skeel og Fuglede tager ud og ser på dem – og gør store øjne. 

Skeel vælger den eneste gulbrogede han, Riff, der bliver en strålende og effektiv hund, som vinder 
derby i 1971. Den var stilren, gik som en maskine og var særdeles effektiv. 
Den vinder bl.a. også DPK’s vinderklasse, Mesterskabsprøven og er 
dermed brugschampion. Riff bliver brugt en del i avlen.

Derefter følger mange gode hunde, bl.a. Fugledes Vaks og Roska, der var  en hård negl. 
Skeels kæreste hund har været Katja, som han hentede hos Bent Hansen, der på det tidspunkt
 havde 8-9 hvalpe og så altså 9 måneders Katja, der var en vild krabat, som ikke var til at få fat i. 
Det lykkes dog, så hun kommer med hjem til Birkelse. Så sker det ulyksalige, at hun løber væk 
i en snestorm. Lykkeligvis spotter en hjemmesygeplejerske hunden et par 
dage efter i en dyb drængrøft i Fristrup Søenge.

 Katja kom sig og var let at dressere. Hun var en klog hund og kom til at fejre store triumfer 
i marken, hvor hun bliver den første pointer, som bliver 
jagtchampion, senere bliver hun også brugschampion.

Katja indgår i avlen, og af afkommet har især Stormosens Nold i Torben  Pedersens eje gjort 
sig bemærket med mange flotte placeringer, blev årets pointer i 1996.

Erik Skeel har udført et enormt organisationsarbejde for jagten og hunden. 
Han  var i Dansk Jagtforenings hovedbestyrelse fra 1969-92. Heraf 20 år som næstformand.
Det medførte et stort jagtpolitisk arbejde som formand for foreningens hundeudvalg i 20 år, 
medlem af DJU i 20 år, hvert 4.år formand for udvalget, han sad i Dansk Jagtforsikring i 12 år 
med hundesager som speciale. I kortere perioder medlem af Derbyudvalg og Dommerudvalg.

Dansk Jagtforening fandt ud af, at folketingsmedlemmer var meget interesserede i at komme ud at 
se jagt og erfare, hvad der rørte sig på jagtfronten, når der skulle være jagtlovsrevision, 
så folketingsmedlemmerne blev indbudt til jagt på Birkelse. Samtlige blev inviteret, men kom 
naturligvis ikke alle. Der blev afholdt jagt og spist frokost, hvorunder man diskuterede den 
kommende lovgivning. Meget nyttigt. Lobbyisme vil man jo nok kalde det i dag.

Dansk Jagtforening og Landsjagtforeningen af 1923 fusionerede som bekendt til Danmarks 
Jægerforbund. Det var godt og rigtigt siger Skeel, om end det 
medførte en del rumlerier i diverse bestyrelser.

Skeel har været formand i Dansk Pointer Klub i perioden 1980-1993. 
Da han tiltrådte var fordrageligheden  så som så på generalforsamlinger, men det fik han snart sat 
styr på, da han altid har været hævet over småligt kævl og usselt kiv. 
Skeel blev en markant, afholdt og ligefrem formand i vor klub.

Han mindes tiden med glæde, som en god tid med ro i klubben.

Det var festligt at være til Hovedprøve, men også lidt hårdt, da man jo ”var på” hele tiden.

For Skeels meget store og uegennyttige indsats i vor klub er han blevet hædret med 
DPK’s fortjenstmedalje i guld og er naturligvis også æresmedlem.

-Jeg synes, det går fremragende i Dansk Pointer Klub, siger Skeel,-men der er dog en ting som 
bekymrer mig: Der er så få avlere i vor klub, og det kan blive alvorligt på langt sigt, 
så det må der gøres noget ved.

Skeel har ikke længere hund, bentøjet rækker ikke til det. – Jeg har lagt bøssen på hylden, siger
han, men jeg  har fortsat glæde af at være med på jagt som tilskuer. 
Det har han for øvrigt altid været, når han har indbudt til jagt på Birkelse.
 Gæsternes ve og vel kom i højsædet, fortæller Flemming.

Flemming har sine pointere med, og vor værts glæde over at skue dem er åbenlys. - 
Luft dem Flemming, det trænger de til, siger han, og Yatzy får snart kontakt med en fasan i 
den store have, der er til Eriks og fru Hannes nuværende bolig i det,  der førhen var smedje på 
godset. De unge – Jørgen Skeel og hans familie er rykket op i den store og smukke hovedbygning
 på Birkelse . Jørgen Skeel overtog Birkelse som 19-årig på et tidspunkt, hvor overdragelse til 
næste generation var gunstig økonomisk set. Erik Skeel fortsatte herefter som forpagter i nogle år. 
Birkelse har været i Skeel’ernes eje siden 1656.

Hver formiddag og eftermiddag kører Skeel en tur for at se på bedriften, og mon ikke hans tur 
mangen gang går til Gl. Toftegård, hvor han er født, og hvor han selv startede som forpagter, 
inden han overtog hele Birkelse?

Undervejs strejfer tanken ham vel, at ude i den store mose har hans far drevet jagt på urfugle,
 han har selv oplevet år med masser af agerhøns, som desværre er på retur, han kan være heldig at 
se traner, han kan glæde sig over, at han har givet slægtens arv 
videre til næste generation, han har gjort sin pligt

Toftegårdene er et mekka for hundesporten. Utallige prøver har været afholdt her. – 
Flemming fremhæver, at man aldrig er gået forgæves til Ove og Erik Skeel, hvis man har manglet
 terræn til prøver. I dag står Arnold Klovborg – eller Nold - i spidsen for jagten på Toftegårdene.  
Han går ikke selv med hund, men qua sit venskab med Erik Skeel 
har han fået interesse for hundesport,  siger Flemming.

Jeg bemærkede at Nold og Skeel lige stak hovederne sammen før andendagens afprøvning på 
derbyet i fjor. De to ved om nogen, hvordan sådan en prøve skal skæres, så det blev i alle måder 
en minderig dag med  engelske hunde i fejende flot søg over store gyldne stubmarker, 
der husede mange fugle. Hvilket derbyterræn!

Jeg havde nogle dejlige timer i det gæstfrie hjem, Skeel ser vi måske ikke så meget på prøver 
mere, men han ved, hvad der rører sig, Flemming aflægger beretning. 

Vor vært ser frem til vor klubs vinderklasse på Gl.Toftegård i efteråret

Niels Mølgård Ovesen
Mejrup

Kennel Metrinelund og Svend Buchhave XIV

Da morsingboen Svend i 1960'erne slog rod i det fynske med Karen blev de lærere på hver 
sin fri - og efterskole, og Svend var ikke jæger. I 1973 køber de en lille gård, der får navnet 
Metrinelund - døtrene Mettes og Trines navne indgår i gårdnavnet, som også lægger navn til 
kennel, opdræt af mohairgeder, gotlandfår og heste. De sidste har 
datteren Trine nu taget med sig ud på hendes gård

Da Svend har fået jord under neglene,bliver han grebet af jagten og har en krydsningshund, 
der er rigtig  god til jagt. Metrinelund ligger på samme vej som Kennel Frydenlund, hvor 
pointermanden Knud  Hansen boede. Her havde Leif Frandsen, Kennel Gulla også sin gang. 
I 1981 forærer han Svend en drægtig tæve, Gulla Tanja.
Af kuldet beholder Svend selv Gulla Vanja. Hun var en lille charmerende hund, 
der var rigtig god til slyngeljagter, mindre god til markprøver.
I marken blev Knud Hansen og Leif Frandsen læremestre. 
Villy Stødkilde har været en god læremester i apportering

I foråret -83 var Svend ude at træne med Knud Hansen. Vanja var tilsyneladende over 
løbetiden, så den blev lukket ind i stalden sammen med Frydenlunds Volle, 
mens Svend og Knud nød en kop kaffe.
 Da Svend skulle ud at hente Vanja, hang hun sammen med Volle. Den amourøse affære 
resulterede i et superkuld, bl.a. Maja, Sippe og Pele. Hvalpene skikkede sig vel, da de senere 
kom på udstilling i Odense. blev Svend forundret over, hvor smukke hundene egentlig var.

Maja blev stammoder i Kennel Villestofte. Sippe fik Leif Frandsen. Hun var rigtig god i marken 
og klarede sig også pænt på bænk. Leif Frandsen døde pludselig efter en træningstur,
og herefter overtog Svend hende.
 Pele var en superhund, som Svend også var på prøver med i Tyskland. Her fik han kontakt 
med Karl Wolff, formand for Tysk Pointerklub. Svend stod og manglede en hvalp og ville have 
Sippe parret, og da havde han Tyskland i tankerne, men Karl Wolff var i Frankrig på det tidspunkt,
 så Sippe blev parret med Sønderjydens Floss, der var en flot hund. 
Her kommer Metrinelunds Jacob og King. 
Sippe får flere hvalpekuld. 
Efter Søndermosens Paw falder bl.a. Yelva og Elly.

Pele parrer bl.a. Gulla Ena. Svend får parringshvalpen Sorfi, som bliver avlstæven i kennelen.
- Hun var rigtig god i marken, gik måske knapt stort nok, men er en hund, jeg trives med, 
siger Svend. Det vil føre for vidt i denne artikel at gå i detaljer med hvalpekuld i kennelen.
 Her kan man ty til klubbens årbøger hundestambogen på klubbens hjemmeside.

I avl er der en række krav i Kennel Metrinelund. Hunden skal være pæn for øjet, være HD fri, 
omgængelig over for børn som voksne og i hundegård. Den skal kunne gå frit ude og være rar 
at have inde. Den skal helst være præmieret på mark og bænk. Så har den vist, at den er fysisk i orden. 
Svend har haft den med på praktisk  jagt i et par år, hvor den har vist, at den vil følges med ham og 
været omgængelig over for andre hunde og jægere. Stabilitet er nøgleordet. 
Man skal være ærlig over for sig selv og ikke se gennem fingre med mangler.

Tæven betyder ca.70% i avlen. 
Kunsten er at finde en passende han. 
Lige nu er der en tendens til at vore hunde er for åbentmundede.

I Frankrig går der i dag en stor, flot gul hanhund, som er interessant. Den har både vundet meget 
og avlet godt. Desværre er alderen ved at indhente den, så Svend er ikke sikker på, at han når at få parret 
en tæve dernede. -Vi er ikke store nok til en ren dansk afstamning.  Derfor går 
vores avl i mange retninger, og derfor er det vigtigt at holde fast i en god tævelinje, siger Svend
 og funderer over, at man i realiteten ikke lægger så mange hvalpe til, som man går og tror.

Hans tæver har altid været gode til at præge hvalpene. Det er vigtigt at tage hvalpene ud af kassen, 
tage dem med ud i gården, så de vænner sig til stemmer og lyde. Hvalpene kommer også ind i køkkenet 
til Karen, 2 voksne hunde er i øvrigt også inde på skift. Hvalpene skal være friske og følge med vægt
mæssigt op til 10 dages alderen, ellers sorteres de fra, da Svends erfaring er, 
at svage hvalpe vil vedblive at være svage. 
Ofte tager Svend 7 ugers hvalpe med på tur i mosen, hvalpene lærer selv at holde kontakt.

Der er mange parametre for udvælgelse af hvalp: udseende og temperament er væsentligt, 
men hvalpe ændrer sig hele tiden. Svend beholder altid to hvalpe selv, 
helst vil han have hele kuldet til 10 ugers alderen.
Han er i øvrigt ikke ked af at få en 4-5 måneders hvalp, men får man det, 
skal man have tid til at snakke med den, at tage sig af den.

Målsætningen i kennelen er at avle tilpas store hunde, som skal være elegante i marken. 
De skal have en smuk hals.
Svend siger, at kigger man rundt i kenneler i DK er der karakteristiske ting, der gør sig gældende, 
fx hvad  angår størrelse på hundene, og det understreger jo, at det er svært i væsentlig grad at 
ændre på sin stamme. Naturligvis er der behov for blodfornyelse i kennel Metrinelund,
 men tævelinjen står jo for avlen,  og derfor kan man godt 
avle på beslægtede hunde. Det sikrer kontinuitet.

Fra kennelen er der solgt mange hvalpe til udlandet - bl.a. Italien - Sverige - Norge. 
Et godt avlsmateriale + internet er nøglen, potentielle udenlandske købere er altid godt 
orienterede. I Norge har Karen og Svend fået gode venner i nærheden af Trondhjem, hvor de ofte
 er på rypejagt. En spændende jagt i et skønne terræn. Almindelige jæger er også købere til en 
dresseret pointer,  Svend sælger jævnligt en dresseret jagthund.

I tidlig alder kommer hvalpene med på tur. Svend nævner, at i 80% af tiden træner han alene. 
Han synes, at dækdressur er et problem, da den på mange måder virker som en afstraffelse på 
hunden. Dressuren ordnes i terrænet. Når først hunden vil stå, så står den, og så kan man lægge en 
line på den inden rejsning og få indlært ro i opflugt. Hunden skal lære at stoppe ved indkald. 
I øvrigt gælder det om at finde  sit eget system.

Gennem flere år har Svend været markprøvedommer. Det har været en glæde, og har givet 
hundesporten en ny vinkel. Han synes, at han har lært en del af at bedømme andres hunde.
 Det bekymrer Svend, at man i vinderklasse skæver for meget til kvalitetsklasse. 
Har en hund slået en konkurrent, så bør den ikke i et senere
 i senere slip sættes bag denne p.g.a. fejl. Ofte er det gamle idrætsfolk, som er med i hundesport, 
de mister glæden ved sådanne konkurrenceregler.
Samarbejdet med øvrige dommere på prøver og samværet på møder er givende.
Det er også spændende at deltage i hundesporten som aktiv hundefører. 
På et avlsseminar i vor klub ytrede Svend, at han på prøver helst ville gå med en hanhund, 
og den måtte gerne være gul/hvid

Generelt er klimaet godt i vor klub, men Svend finder, at det var forkert at gå fra 7 til 5 mand i 
bestyrelsen. I praksis er to job jo lagt ud, nemlig kassererjobbet og præmie  - og pokaljobbet. 
Vi har en god økonomi, gode  hunde og en god stemning blandt medlemmerne.

I Metrinelund er pointere en daglig glæde. Det er rart at kigge ud af vinduet og vide, at de er der.
 Børne børnene går ofte blandt hundene, der hurtigt kan lære at gå frit. Hunde skal ikke sorteres i 
kategorier som -hundesportsfolk -jægere - almindelige mennesker. Hos de to sidstnævnte får hundene 
ofte et længere liv. Svend bruger i høj grad sine pointere til praktisk jagt. 
De kan sagtens lære at holde sig inden for skyttekæden. 
Mange ringer og spørger Svend tilråds om stort og småt.

Der er en mose med en sø til gården. Her blev der i tidligere tider gravet tørv. 
I dag bliver søen brugt flittigt af hundefolk på Fyn. Der er hundetræning hver sommer på 
Metrinelund. I år har de været oppe på 31 deltagere. Fårefolden er en ideel træningsbane, afgrænset 
af et solidt hegn, og efter træningen kan hundene svale sig i søen. 
Da jeg var på besøg, havde tre kuld gæs just forladt den, og man kunne 
se, hvordan de havde afgræsset et område ved bredden.

Sammen med 8 pointere var Svend og jeg nede at se på forholdene. Det var spændende at se så 
mange hunde løbe frit i flok. Svend havde fortalt om rangorden i flokken.
Den ældste han styrer hanflokken, og den tåler ikke, at en anden han løber foran den. 
Ældste tæve styrer tævesiden, og her gjaldt de samme regler. 

Svend havde en fremmed han i apportdressur, og den kendte åbenbart ikke reglerne, men der 
var kontant afregning. Førerhannen var hurtig færdig med at afstraffe den, men så to nummer to i 
hierarkiet fat på at give den formastelige en omgang, og så 
tog flokfører Svend affære og kaldte til orden.

På Metrinelund er der en flok mohairgeder og en flok gotlænderfår. Karen har en gårdbutik 
med det fineste mohairgarn og strikvarer heraf. Svend har gang i en stor flok hunde, han har 
fasankyllinger og ællinger og skulle just i gang med at lave en engelsk voliere ved mosen.
Svend og Karen er nu gået på pension. De har nok af daglige gøremål på deres smukke gård, de 
overkommer givet meget og er venlige, gæstfri og spændende mennesker at være sammen med, 
så jeg  havde en dejlig eftermiddag på Metrinelund.

Niels Mølgård Ovesen
Mejrup

Gunnar ringede til Knud Hansen, Kennel Frydenlund, som dog ikke lige havde en hvalp, men 
Frydenlunds Volle havde parret Gulla Vanja hos Svend Buchhave. Datteren Anne -Marie var med 
nede at se på hvalpe, og en sortbroget hvalp løb hende i møde, King var sortbroget, 
så Anne-Marie faldt pladask  for hvalpen, der fik navnet Maja.

Anne- Marie gik til træning med Maja i Korup Jagtforening, hvor alle berømmede den smukke
 hvalp/unghund. Maja burde på udstilling, lød det fra flere sider. Det kom hun, og her gik det 
hende strålende. Et DKCH var i udsigt, men hun skulle jo vise noget i marken først. 
Det er her Gunnar træder hjælpende til.

 Han begynder bl.a. at træne sammen med Poul Winther. Der måtte arbejdes for sagen, før Maja 
fik sin 1.præmie i åben klasse - i øvrigt på en Hovedprøve på Sjælland. Championatet kom i hus. 
En stor dag.

Billetten var klar til vinderklasse, hvis bare apporteringsprøven blev bestået. Den var noget af en 
hurdle. Maja var lidt af en hård dame. I et ubevogtet øjeblik ordnede hun lige 7 af gårdens høns. 
Gunnar bandt et par døde høns om halsen på hende, og dem fik 
hun lov til at gå med en eftermiddagstid.  Det virkede. 

Hun blev komplet hønse - og fjerren. 
Et ekspertråd fra Villy Stødkilde løste op for den gordiske knude.

Gunnar stod og manglede en hvalp, så nu skulle der avles. Poul Winther blev taget med på råd.
 Kennel Villestofte så dagens lys. Villestofte er en lille by, der ligger dør om dør med Skovsgård. 
Grethe og Gunnar er tredje generation på gården, som de overtog i 1973. Farfaren købte den i 1924. 
Han var også smed og meget interesseret i heste. Der var 2 spand oldenborgere og 1 spand belgiere 
til det grove på gården dengang. Faren var især interesseret i køer. 
Gunnar har også haft en stor malkekvægsbesætning, 
men har i øvrigt interesseret sig meget for grise.

Maja får flere kuld hvalpe, som jeg ikke her vil gå i detaljer med - læs i årbøger. 
Efter Maja og Nero beholder Gunnar selv Villestoftes Gullit, der bliver både udstillings - 
og jagtchampion. Senere Bliver Maja parret med Brørups Ponto, der var en flot hund, som kom 
med noget energi og skarphed  i forhold til Maja. Det bliver et superkuld. Af 9 hvalpe får de 7 x
1. præmie på udstilling. Gunnar beholder selv Villestoftes Zita, der bliver udstillingschampion og 
er godt  på vej til at blive jagtchampion, da hun højdrægtig falder ned 
og brækker ryggen efter en ulyksalig klatretur.

Med samme Zita og Gullit var Gunnar engang inviteret på agerhønsejagt hos Ove Pedersen 
i Søndersø.  Nogle englændere og tyskere skulle skyde agerhøns for stående hund. - 
Det blev en oplevelse, fortæller Gunnar med et smil. 
Under et af Zitas stand, lagde englænderen bøssen og tog et billede af den stående, 
hvorefter han igen tog bøssen og skød fuglen. 
Gæsterne var meget fascineret af hundearbejdet, som de berømmede i høje toner

Heldigvis havde Anne Marie en kuldsøster til Zita, Villestoftes Sille. Hun blev parret med 

Metrinelunds Rolf, som Gunnar havde kigget ud på jagt og prøver. 
I dette kuld falder VillestoftesTikka og Villestoftes 
Roy. Joakim Skovgaard nåede jo strålende resultater med Roy i UKK, derby og vinderklasse, 
ør Roy døde af mavevending nr. 2. Joakim har haft sin gang på gården lige siden han som 
14-15-årig var i skolepraktik der.
 Til Joakims, Grethes og Gunnars udelte glæde.

Et par gange har Gunnar gået ud og hentet/lånt en tæve. Dansk Dynasty Uno Rikke fra 
Erik Danielsen bliver parret med Gullit, her falder bl.a. Villestoftes Rikke og Villestoftes Gott, 
der begge bliver  udstillingschampioner.Fra Svend Buckhave får han Stødkildes Rikke, hun parres 
2 gange med Roy. I det første kuld falder Villestoftes Nanna. - Hun fører nok kennelen videre, 
siger Gunnar, da hun kan mest  i marken. Det andet kuld huserede i den grad i UK 
og UKK på hovedprøven i foråret, hvor hele 5 var med  og gik flot, flot.

I Kennel Villestofte er udstilling og mark to sider af samme sag. De to ting kan godt forenes. 
Det gælder om at holde øje med skavanker hos tæven og finde egnede hanhunde, 
der evt. kan kompensere for mangler hos tæven. Man må for alt i verden ikke avle på hunde, 
som har en dårlig psyke, da hvalpe fra sådanne forældre 
ikke kan tåle at blive dresseret. Gunnar siger, at HD er noget, man skal holde øje med.

Når en tæve i kennelen bliver løbsk, kommer hun ind i en kasse i gangen ved køkkenet. 
I denne kasse føder hun også hvalpene. Her er de, så længe moderen vil holde dem rene - 2-3 ugers 
alderen, når de begynder at blive fodret lidt.. De små hvalpe bliver herved vant til mennesker 
fra fødslen af. De kommer med ud i haven 
at tumle- en børnehaveklasse kommer måske forbi, og de er vilde med hvalpene, som også et par 
større piger gerne vil lege/gå med. Gunnar filmer ofte hvalpene, når de tumler rundt. Det er lidt svært 
for Grethe og Gunnar at forklare, hvordan de selv vælger hvalp, 
for der ligger mange iagttagelser til grund herfor. - 

Måske er det den førstfødte, måske er det den, som altid har energi til at lege længst, 
måske er det den, som altid kommer styrtende. Et er i hvert fald sikkert: de har blik for at avle
 hunde og vælge den rigtige hvalp ud. - Har vel fået det ind 
med modermælken, som nogle landmænd har.

I marken skal hunden gå i en smuk og energisk stil - det er jo i høj grad en del af fornøjelsen ved 
at gå med hunden, siger Gunnar. En elendig stil er diskrimerende i avlen i kennelen. 
Dommere vægter måske nogle gange fugletagninger for højt på bekostning af stil.
Når unghundene er et års tid gamle begynder marktræning, og der er altid en unghund på vej. 
Et godt og varieret trænings - og jagtterræn ligger lige uden for gården. 
Gunnar bruger selvfølgelig sine pointere til praktisk jagt.

Hundene på gården er i høj grad også en del af Grethes hverdag. Lige sin hin dag, hvor Maja gik 
amok på gårdens høns, har Grethe haft en hund med i hønsehuset, når hun samler æg ind, så nu er 
hundene "hønserene", selvom de opfører sig forskelligt. De siger samstemmende, at hundene er en 
daglig glæde, for pointeren er en meget hengiven og venlig familiehund.

Gunnar har deltaget i prøver i det ganske land og på Øland i Sverige. Grethe kan godt lide at 
komme med  på de lange ture. - Hun er nok lidt mere konkurrencemenneske, end jeg er, siger 
Gunnar  med et smil. I vor klub og på prøver i øvrigt er mange venskaber blevet knyttet. 
Til Gunnars nært forestående 70-års dag kommer også norske hundevenner på besøg. Grethe 
og Gunnar har besøgt dem et par gange i Norge. Han berømmer også det fællesskab, som er på 
tværs af racer i den fynske Hindevad klub.

Der er blevet højere til loftet i vor klub. Det er meget vigtigt, at man sørger for at få nye 
hvalpeejere meldt ind i klubben. Gunnar har ikke besvær med at afsætte hvalpe. 
Han har god plads til dem på gården og dermed  tid til at vente på købere.

Vor mand er stadig aktiv landmand- driver nu et pensionistbrug, siger han smilende - med lucerne, 
sukkerroer og korn. Der er stadig lidt grisesøer på gården og fedesvin. En mindre hereford besætning 
er der også. - Kødet smager godt, siger Grethe. Hun har en dejlig have og en stor og righoldig
 landbokøkkenhave. Friske råvarer er ikke noget man taler om på Skovsgaard, 
dem henter Grethe lige uden for døren.

Det var nu ikke just pensionister, jeg tænkte på, da jeg kørte fra gården, for de har rigtig mange 
gøremål  hver dag. De er hjertevarme, gæstfri og meget virksomme mennesker.
- Vi skal snart have hvalpe igen, sagde Gunnar på et tidspunkt i vor samtale, avlen skal holdes i gang, 
for jeg skal jo da også have en hund at gå med, når jeg bliver firs.

Niels Mølgård Ovesen
Mejrup

Omkring Kennel UG og Arne Larsen

Arne tilhører en af de årgange, som kunne nøjes med at gå i skole hver anden dag, 
og det gjorde han på en friskole på Hørve-egnen. 
I øvrigt en gammel grundtvigsk præget egn ikke mindst præget af Vallekilde Højskole.

Forældrene havde en gård på Lammefjorden, så det lå i kortene, at Arne skulle være landmand. 
Han kom på efterskole, idrætshøjskole, var en tur omkring Livgarden, inden han sluttelig blev driftsleder 
fra Dalum Landbrugsskole.

Faren gik ikke på jagt, men en korthårsmand havde jagten på den fædrene gård. 
Arne fulgte naturligvis med fra sidelinien, og han spærrede for alvor øjnene op i 12 års alderen, hvor der 
blev jagtet med en gulbroget pointer, det var et betagende syn og kimen var lagt for pointerens storhed. 

Som så mange andre fra landet gjorde i 60’erne, skiftede Arne spor. Han søgte ind til politiet, og mens han 
var i København under uddannelse, købte han en pointer. Han var lidt på herrens mark mht. dressur, 
men fik her god hjælp af den kendte pointermand, Christian Houmøller, i Kennel Åmosen, 
der dels selv havde flere pointere og dels dresserede mange for andre.

  Da elevtiden hos politiet var ovre søgte Arne til Odense Politi, og byggede hus sammen med købmandens 
datter, Bodil, i Uggerslevby. Arne bliver blandt mange andre gøremål politihundefører, og når da også her 
at placere sig til DM for politihunde. Dyrlægen i byen giver ham en pointer, Rita, der stammede fra Gordon
 Andersen i Egeby., så kunne Arne passende lægge hund til på de husmandsjagter, der var omkring Uggerslev.  
Vi kunne skyde en 10-12 vilde fugle på en formiddagsjagt, fortæller Arne. Det var dejlig jagt..

-Bondefødt, som jeg var, så var jeg interesseret i heste, siger Arne. Og han fik sin gang på travbanen. 
Han køber en fireårig  hingst, Casper, der var helt uprøvet. Casper skulle vise sig at være et usædvanligt 
talent. Inden den takkede af som 12-årig havde den vundet 54 løb. Arne engagerer sig i travsporten, 
får trænerlicens og kommer i diverse bestyrelser. Kører selv Casper i et enkelt løb, 
men erkender, at en professionel kusk kunne gøre det bedre. – 
Det var en dejlig tid med mange store oplevelser i ind og udland  ...
siger Arne med et drømmende udtryk i øjnene. 

Pladsen blev for trang i parcelhuset, og Bodil og Arne køber et nedlagt husmandssted uden for byen.
 Det gav mere albuerum. I en periode havde Arne 10 norske følhopper ad gangen opstaldet i pension.
 Der er født 56 norske føl på gården. Foråret kommer tidligere i DK end i Norge. 
En anden fordel var, at føllene kunne blive dansk registreret, men hvert år skulle hopperne til Norge
 nytårsaften for at føllene kunne blive norsk registreret også. 

Hundeinteressen ligger ikke stille i den periode om end den er nedtonet lidt. 
Arne træner og snakker tit med Rasmus Andersen, Kennel Ellebæk, der havde et husmandssted på 
4 tønderland. Der blev opfedet tyrekalve og så var der 15-18 pointere,. Hunde overalt, der sammen med tyrekalvene gav levebødet. men også hos Ejner Pedersen, Kennel Nordfyn, som bl.a. solgte mange hunde 
til Norge og hos Poul Winter Johansen havde Arne sin gang.  

Arne deltager i markprøver og bemærker her, at der i 60’erne nok var forskel på Jørgen Hattemager og 
Kong Salomon. Der var dengang mange vilde fugle. På en prøve ved Tørresø på Otterup-egnen var der 
så mange fugle, at den navnkundige svenske Ivan Swedrup krævede nyt terræn, da hundene blev idioter af 
alle de fugle, der var. – I dag bliver hundene faktisk afprøvet bedre end dengang, for de skal gå i et bedre 
skolet søg for at tage vare på de chancer, der er for fugl, siger Arne.  

Politiarbejdet medførte nattevagter og weekend arbejde, skiftende arbejdstider, og det var en belastning, 
så Arne søgte og fik arbejde i Naturgas Fyn og var her de sidste 18 år af arbejdslivet.

 Arne opdrættede fortsat pointere og for 7-8 år siden opretter han Kennel UG.
 Han siger, at avlshunde skal have en kanongod  psyke og være dresserbare. 
Det er vigtigt at man kigger længere tilbage end forældrehundene, som han vil have set i marken. 
Og, ja, så er det jo sådan, at man bedre kan tilgive en køn hund lidt, selv om den måske ikke går så regelret 
i marken. Når Arne starter en unghund, så går han altid alene med den, ind til den er vågen.

At gå på udstillinger og deltage i markprøver er mere spændende end at gå på jagt. – 
Jeg har såmænd skudt nok, siger Arne 

Gennem sit venskab med Erik Danielsen, fik han kontakt med Jan van Haren, Hollland, 
af hvem han bl.a. købte en meget køn hvalp, en dejlig hund, som nok manglede de sidste 5% i marken.
 Poul Winther skaffede Arne kontakt med hvalpekøbere i Norge 
og datteren, Maria, skaffede italienske kontakter.  

Arne mener, at pointeren på sin vis står svagere i dag end i 60’erne, hvor den var der dominerende 
jagthund. I dag har man hund på en anden måde, hunden bliver en del af familien, og den skaffer man sig 
ikke bare af med sådan uden videre. Der er med andre ord blevet færre pointere at tage af. Det går nu godt 
nok med at afsætte hvalpe i Kennel UG, hvorfra også nogle hvalpe bliver solgt som ”klaphunde.”

 Arne trives i DPK, hvor vi har et dejligt klubliv med et godt sammenhold og gode hunde.

På Fyn har man et rigtigt godt hundeliv på tværs af engelske racer, som mødes til vinterfest hvert år 
og dyster i den navnkundige Hindevadklub, hvor Arne pt. sidder i bestyrelsen. 

Arne og Bodils hyggelige hjem er omgivet af en meget flot parklignende have. Her udfolder Bodil sig 
særdeles kreativt og har skabt nogle meget smukke ”rum”, som det er en oplevelse at være i.   

Der er bygget et lille lysthus, hvorfra man kan kigge over på det store dueslag med brevduer. 
Her kan man sidde i ro og mag og vente på, at brevduerne kommer hjem fra diverse flyvninger. 
Brevduesport er spændende, siger Arne, der i et andet hjørne af haven har et lille hønsehus med 
dværghøns, som bruges til udrugning af fasaner.   

Træningsterrænet ligger i forlængelse af haven. Landmanden har stor interesse for vildtpleje og 
laver vildtstriber og remisser. Og det nytter! I foråret var der 9-10 par høns. 
Arne sætter i øvrigt også agerhøns ud. 

Det var en glæde for mig at være sammen med Bodil og Arne nogle timer i deres smukke 
og gæstfrie hjem, hvor de trives med deres mange gøremål.

Niels Mølgård Ovesen
Mejrup.