Bent Olsen 80 år

Det er ganske vist: den 27. juni bliver Bent Olsen 80 år. Når man bliver gammel nok, så opnår man at blive portrætteret i vores årbøger, og det der skrives her, står til troende.

Livet er så meget andet end hunde, og det har jeg haft fornøjelsen af at opleve sammen med Bent. Vi var jo så ’letsindige’ at love at skrive Klubbens jubilæumsårbog. Heldigvis var vi så heldige, at Birgit Basballe tilbød at komme med ind over. Og hun forstår at sætte folk i arbejde med alverdens ting.

Hvor var vi lettede og stolte, da vi holdt ’vores barn’ i hånden, og vi troede, den ville blive revet væk, men det var nu så som så med det ’riveri’.

Pyt!  Folk nu om dage ved ikke altid, hvilke glæder, de går glip af ved ikke at slå til, mens tid er.

Bent var god at sparre med. Når han havde en opgave, så vidste vi, at selvom ’ting tager tid’, blev den selvfølgelig løst.

Så var det, som om der skete et skred til det bedre med det der om ’tid’. Han blev mere nærværende. Og hvorfor nu det? Jo, Bents kære barnebarn, Ida, passede hans hunde, når han var på farten – og så faldt der en skilling af. Så vi havde indtrykket af, at Ida sendte ham i byen, når hun manglede lommepenge.

Bent er et rigtigt godt selskab. Han forstår om nogen at fortælle en god historie.

I Pointerklubbens sangkor erfarede vi, at han er en mand der synger igennem.

Efter mange års sprudlende indsats er jeg sikker på, at han mener, han har hævd på at holde festtalen for damerne på Hovedprøven. Vi ser frem til talen.

 

Bent Olsen fylder 80 år

Bent har nu en unghund, som han taler svensk til. Han har været lidt usikker på, om han nu kunne styre den på derby, men i disse tider har han jo masser af tid til at dressere den, så den er klar, hvis der bliver derby i år.

Bents hundeliv har taget en drejning nu, hvor Ida er begyndt at gå med hund. Hun gør det godt, og stoltheden og glæden lyser ud af bedstefaren, når de er i marken sammen.

Kære Bent! Mange gode år og oplevelser ligger foran dig.

Et stort tillykke med de 80 år.

Fra en anden gammel degn.

Scroll to Top