Mandag den 15. september 2025 afgik en af Dansk Pointer Klubs mest markante medlemmer, Jens Bang, ved døden. Jens Bang blev kort forinden indlagt på sygehuset, og sov stille ind kort før midnat. Jens blev 80 år.

En ægte pointer fantast med alt hvad det indebar. Intet kunne komme i vejen, hvis Jens skulle på prøve eller ud , at se på pointere i marken.

De fleste af os kender Jens som en fantastisk stærk person, hvilket gjorde, at han ikke var bleg for en god duel på ord, her trak Jens sig aldrig.

Jens Bang har været medlem i Dansk Pointer Klub siden 1961, og har i en periode på 14 år siddet i klubbens bestyrelse, hvor han bl.a. var kasserer. Jens var et særdeles passioneret medlem af klubben, en passion for pointeren som var svær at finde andre steder, der med stor interesse fulgte prøver og udstilling i hele Norden, samt avlede højt meriterede pointere. 



Jens Bang blev født og opvoksede på Fyn, hvor han fra barndommen var tæt knyttet til navnkundige pointerfolk som Svend Rasmussen på Rabølgården og Anders Andersen på Skyttegården. Opvæksten dannede grobund for Jens´ brændende interesse for pointeren og jagten med den stående engelske fuglehund, som blev praktiseret i de unge år fra traktoren, lad jer ikke narre, Jens var en eminent jæger. Hvad mange ikke ved er at Jens er en habil skytte, så dygtig, at han i de unge år blev udtaget til OL. Desværre slog økonomien ikke til, til den lange rejse.

Jens uddannede sig senere til advokat og får efterfølgende job på et advokatkontor i Varde. Her kommer han i kontakt med A.P. Andersen i Kennel Oksby. Dette bekendtskab skærpede i den grad interessen for markprøverne med hundene samt avlen med pointeren.


Da Jens vendte retur til Fyn, åbnede han et advokatkontor i Assens, og bosætter sig i Barløse. Således starter Jens også opdræt af pointere og opkalder hans kennel efter den fædrene gård, Hesselhøj.

I Kennel Hesselhøj er der opdrættet mange gode pointere. Først og fremmest er det stammoderen i kennelen efter Jens’s egen hanhund Søndermosens Paw, Metrinelunds Yelva, som bliver brugschampion, og opnår en række topplaceringer i Danmark, Sverige og Finland. Den bliver bl.a. bedste individuelle hund på Nordisk Pointer Match og årets pointer i 1997. Yelva avler godt, og er mor til både Hesselhøj Mona-Lisa og Hesselhøj Primadonna. Begge bliver ført til flotte resultater såvel i marken som på bænk. Begge hunde bliver udstillingschampions og bl.a. vinder Primadonna det svenske Derby, og Mona Lisa bliver 3. vinder på det danske derby. På derbyet i Sverige bør også nævnes, at Hesselhøjs Chess senere placerede sig 2. vinder.

Jens Bang med Rollo, 1972, 1. V. DKP’s ungdomskonkurrence på Bregentved

Meritlisten af gode hunde fra Kennel Hesselhøj er lang, men fremhæves bør Hesselhøjs Flush, der vinder en efterårsvinderklassen i 2008 og naturligvis Hesselhøjs Disco, der opnår mange topplaceringer.

For Jens var de jagtlige egenskaber det primære. Hundene skulle have en god evne til at finde fugl, ligesom revieringen i marken og hundens stil blev prioriteret højt.

Jens bakkede trofast op om prøverne i Danmark – lokalt og nationalt. Men der er ingen tvivl om, at Jens var stærkt inspireret af det nordiske samarbejde og pointeren i Norden. Utallige ture har Jens taget til fortrinsvis Sverige og Finland, hvor han dels besøgte gode venner, men også med stor entusiasme fulgte pointeren på prøver. Jens så store kvaliteter hos pointeren i de to lande, hvilket inspirerede ham i avlsmæssig sammenhæng, hvor han med stor succes har anvendt svenske hanhunde, fx Skærtorps Kendo. 
Med ovenstående interesse for Norden, er det naturligt, at Nordisk Pointer Match stod hans hjerte nært. Han var flere gange holdleder på det danske hold, og fulgte tæt med, når disse landskampe blev afviklet.

Da Jens var ung, blev han ramt af polio, men det forhindrede ham aldrig i at følge med i hundesporten. I hans bil fandt han ofte en god vej i terrænet, så han kunne følge med i de enkelte slip. Det er således også blevet til mange ”evalueringer” i bilen – og ikke mindst gennem de nedrullede vinduer, så andre deltagere kom forbi.

Æret være Jens Bang.

Bestyrelsen 

Dansk Pointer Klub

________

Jyske Bank
IBAN DK2750740001537661
SWIFT JYBADKKK

Scroll to Top