Tirsdag den 21. oktober 2025 fylder mangeårigt medlem i Dansk Pointer Klub, Erik Winkler, 70 år.
Siden Erik for mange år siden fik hans første pointer, som var efter Sejbækgaards Flora, har han loyalt og på hans egen venlige og stilfærdige væremåde, støttet og været et trofast medlem af Dansk Pointer Klub. Erik har således i mere end 40 år været medlem af klubben, og både Erik og hans hustru Eva, bakker altid loyalt op om klubbens aktiviteter.
Erik har haft en række højt meriterede pointere, der samtidig gør en god reklame for racen på praktisk jagt. Erik er en passioneret jæger, som aktivt bruger hundene til alt slags hagljagt. Eriks passion for den stående hund, og pointeren i særdeleshed, har givet både ham selv og hans jagtkammerater mange gode oplevelser på mark og i skov.
På markprøver har Erik haft succes med flere hunde og han høstede mange præmier med bl.a. Bendt Jodi, med hvilken han placerede sig på Danmarksmesterskabet som 5. vinder i 2023. Erik har fået en ny funklende stjerne, Fugledes Gaia. En talentfuld og effektiv hund, som Erik vandt klubbens unghundeklasse med på hovedprøven 2025, og samme dag placerede de sig som 2.vinder i klubbens fornemme UKK. På det netop afviklede Svenske Derby imponerede Gaia i et stærkt felt, og var med til sidste slip – desværre lykkedes det ikke at opnå en fugletagning på 2. dagen.
Erik har været autoriseret markprøvedommer i mange år, hvor han med sit skarpe blik for den stående engelske jagthunds kvaliteter, har dømt mange prøver – senest var han ordførende dommer på den afsluttende fællesprøve, DM.
Erik er et meget vellidt og respekteret medlem i Dansk Pointer Klub. Derfor var det også en stor glæde, at han ved dette års hovedprøve blev tildelt klubbens fornemme anerkendelse, Fortjenestmedaljen i sølv.
I det civile arbejdsliv har der også altid været stor respekt om Eriks faglige kompetencer som ingeniør. Således har Erik været fagansvarlig for el i forbindelse med opførelsen af Fisketorvet Shopping Center i København, samt el-projektleder på andre spændende opgaver som Copenhagen Towers, Uptown Nørrebro samt det samlede projekt Danske Bank og Sydbank i Kolding.
Vi er meget glade for din altid positive tilgang til såvel andre mennesker, som de opgaver du påtager dig indenfor hundesporten. Vi glæder os til mange gode timer sammen med dig, og vil herigennem ønsker dig et stort tillykke med fødselsdagen.
På vegne af Dansk Pointer Klubs bestyrelse
/FS