Bent Olsen 70 år

Ja den er god nok…. Klubentertainer, tidligere bestyrelsesmedlem og sekretær i Dansk Pointer Klub,  og nuværende sekretær i FJD, Bent Olsen, runder den 27. juni 2010 et skarpt hjørne.  Denne aktive og vellidte sønderjyde fylder 70 år.

Bent har gennem en lang årrække haft pointeren som sin foretrukne race, og Bent har altid ydet en stor  indsats for Dansk Pointer Klub. Bent har i en 9-årig periode siddet i klubbens bestyrelse, hvor Bent  varetog opgaven som sekretær, og var dermed det organisatoriske omdrejningspunkt i forbindelse med  klubbens store arrangementer. Selvom Bent i 2003 gik ud af bestyrelsen, yder han fortsat et stort stykke  arbejde for hundesporten i almindelighed og pointerklubben i særdeleshed. Bent er altid villig til at give en hjælpende hånd! Han arrangerer hvert forår træningsture, hjælper når der afholdes familiedage, specielt  omkring Ribe, og Bent bakker også altid op omkring den sydlige apporteringsprøve i DPK regi`.  Bent har i mange år været med i arbejdsgruppen omkring klubbens årbog og ved vores hovedprøver er Bent klubbens foretrukne entertainer, hvilket bedst kommer til udtryk når han på ”klingende synnejysk” holder damernes tale og efterfølgende uddeler Mattes Kande.

Organisatorisk har Bent genoptaget sekretærjobbet.  Siden 2008 har Bent været en flittig sekretær i FJD, hvor hans ihærdighed og engagement er uvurderlig.

Fælles for alt hvad Bent begiver sig til er, at opgaverne bliver løst på bedste vis og samtidig gør han altid,  hvad han føler er i medlemmernes interesse..

Bent har også gennem en lang årrække fungeret som markprøvedommer, og Bent har gennem årene dømt  mange fornemme prøver både i Danmark og Sverige. Bent har altid sat pris på stilrene hunde med stor  jagtlyst og gode vildtfindeevner. Hans kritikker har altid været lunefulde og dette har bevirket, at der på  Bents hold altid hersker en god stemning.

Som hundefører har vi, specielt i de seneste år, ofte set Bent med helt fremme på de store prøver.  Sammen med  Villestoftes Mie har de som team opnået mange flotte placeringer på markprøverne.  Mie blev 3.UKK på hovedprøven i 2006, og i vinderklasserne placerede hun sig ved DM i 2008 som  5.vinder og vandt sidste efterår på fornemste vis klubbens vinderklasse med cacit.

Som en anerkendelse af Bents store indsats, modtog han således også i 2004  Dansk Pointer Klubs fortjenest medalje i sølv

Kære Bent! Med ønsket om at du fremover får mange gode år,  ønsker Dansk Pointer Klub dig hjerteligt tillykke med den runde fødselsdag.

 Pbv Flemming Sørensen

 

Scroll to Top