På trods af at vi er midt i vores og vore pointeres højsæson, nemlig jagtsæsonen, så håber vi i bestyrelsen, at julefreden også er ved at sænke sig i jeres hjem rundt omkring i landet.
Vi vil gerne starte med at takke jer alle, for den fantastiske opbakning vi som ny bestyrelse har fået fra jer i 2025. Vi er alle enige om, at det er en fornøjelse at arbejde for vores fantastiske klub, når vi møder jer medlemmer i godt humør og altid med bidrag til en positiv stemning, lad os endelig bare fortsætte med det, så bliver det hele meget sjovere og hyggeligere og det er vigtigt.
Der skal også lyde en tak for den fantastiske opbakning til vore arrangementer, uanset om det er de mere traditionelle, men også til de nye påfund i år. bl.a. træning med fældning af fugl og Hubertusprøve.
Særligt benovet har vi været over den stemning og holdning, der er blandt jer medlemmer, når det kommer til at blive og hylde vindere og præmiemodtagere på vores prøver. Senest i forbindelse med vores flotte efterårsvinderklasse ved Alex Nissen på Vestfyn. Det håber vi, at I vil blive ved med i vores klub, det signalerer det gode sammenhold vi har i Dansk Pointer Klub.
Nu står den på julehygge, god mad, pakker og samvær med familie og venner omkring pejsen og juletræet, den tid er også vigtig. Batterierne skal lades op, vore hunde skal forkæles lidt og vi har nok også godt af at tænke på noget andet end “hund”.
Lige om lidt venter 2026. Vi starter op med vores traditionsrige Vintermøde søndag den 1. februar, som I kan læse mere om på hjemmesiden, vi har sammensat et spændende program og håbet at se mange af jer.
Vores hovedprøve ligger tidligt i år, allerede den første weekend i marts og er i gode hænder ved sjællandske medlemmer, vi glæder os til at komme til Sjælland og håber vejrguderne er med os.
Vi vil fra bestyrelsen afslutningsvis ønske jer alle og jeres nærmeste en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.
Bestyrelsen i Dansk Pointer Klub


