Ny i klubben: Elsebeth Rygner

Først en stor tak for en meget fin velkomst her i klubben, hvor flere har henvendt sig til mig med nyttige oplysninger og tilbud om hjælp. Det er jeg meget glad for, og jeg ser frem til at møde nogle af jer til kommende fælles træning og andre arrangementer.

Vores pointer, Ebson, er 6 ½ år, og vi har haft ham, siden han var knap 5 år. Vi købte ham via en kennel, hvor han havde været ca. 1 år, efter at hans tidligere familie ikke kunne have ham længere. Vi havde haft en hund tidligere, og efter et års tid, var vi klar til en ny hund, men ikke nødvendigvis en hvalp, så vi holdt øje på nettet med hunde, der havde brug for en ny familie. Her blev vi opmærksom på Ebson, og da min mand går på jagt, var en pointer interessant for os. Efter en kort prøvetid hos os, var jeg overbevist om, at vi skulle være Ebsons nye familie. Han er virkelig nem, synes jeg – rolig, kommer når man kalder, lidt forsigtig af natur, så han kommer ikke i konflikt med hverken andre hunde eller mennesker.

Som jagthund skal Ebson have en del motion, og jeg tager ud med ham dagligt til en af skovene her i nærheden, hvor hunde må løbe frit. Så får han mulighed for at tage nogle lange løbeture i terrænet og forsøge at overliste fugle, samtidig med at jeg selv får frisk luft og motion i grønne omgivelser. Det bliver også tit til en hyggelig snak med andre hundeejere.

Ebson har været med min mand på jagt nogle gange, men er vist ikke så god til apportering. Derimod er han virkelig god til trykjagt, som dog ikke er den hyppigste jagtform, som min mand deltager i. Jeg er spændt på, om kommende træningsdage i klubben kan forbedre Ebsons apporteringsevner.

Læs også...

Scroll to Top