
Dejlige Djursland dannede de fornemste rammer for vores Familieweekend 2024. I de flotte omgivelser ved Sjørupgaard Kursuscenter havde Dansk Pointer Klub i dagene 31.maj, 1.juni og 2. juni årets Familieweekend.
Lad det være sagt med det samme – det var en utrolig herlig weekend, med den mest positive stemning man kunne forestille sig. Der var en enorm god opbakning fra medlemmerne, og de gæve ”Djjurslændinge” med Marianne og Børge Sommer som tovholdere, gjorde alt hvad der var muligt, for at servicere de fremmødte medlemmer.
Allerede ved Familiedagen i 2023 aftalte sidste års arbejdsgruppe med Karina og Henrik Christensen, Jan Stokbæk og undertegnede, at vi vil gøre alt det vi kunne, for at hjælpe med dette års arrangement. Derfor var konceptet lidt det samme igen i år – et godt sted at bo, tid til sociale aktiviteter, nogle forskellige prøver, tiden og muligheden for at få snakket en masse og ikke mindst lækkert mad. Alle ting blev til fulde en realitet – også i 2024.
Fredag formiddag rykkede arbejdsgruppen og hjælpere ind, så alt var klart, da de første medlemmer begyndte at ankomme. Fredag bød på apporteringstræning efterfulgt af en apporteringsprøve. Hertil var der god tilslutning, og dommer Ove Steen Pedersen var roste det generelle niveau blandt hundene. Marianne havde fremtryllet hvad der måtte være verdens bedste lasagne med tilbehør. Der var naturligvis lækker dessert og kage, inden årets ginsmagning. En meget populær aktivitet, som igen i 2024 vakte begejstring. Det blev noget ud på natten, før de sidste lukkede og slukkede. DRINKSKORT GINSMAGNING

Lørdagen var spækket med et tæt og varieret program, og allerede ved morgenmaden var der dukket flere medlemmer op. Formiddagen var med apporteringsprøve, inden den fine frokost blev serveret.



Anne og Mette B. Hansen havde efterfølgende arrangeret barn & hund udstilling. Og de to gæve kvinder er simpelthen så gode. Det vakte stor glæde, og hvor var det en fornøjelse at se den gejst som børnene lagde for dagen, når pointeren skulle præsenteres.

Eftermiddagen begyndte med lynapportering på tid. Her skulle hundene bl.a vise de kunne apportere mår og ræv. Vinder af denne fine dyst blev Erik Aarø.
Vi havde i løbet af eftermiddagen forskellige holdkonkurrencer, hvor der blev dystet på kryds og tværs af landsdelene. Det var til stor begejstring for alle, og klubbens medlemmer viste præcision og samarbejde på højt niveau. Det var godt at få rørt både lattermuskler og krop.



Der var også tid til håndboldkamp på tv, inden bestyrelsen opdaterede medlemmerne på forskellige fokuspunkter i ”Bestyrelsens time”. Dejligt engagement vores medlemmer bød ind med. Alle de tilstedeværende er klar til at ”tage en tørn”. Det er fedt med opbakning!! Laust Nørskov fortalte om etableringen af Midtjysk Jagthundeklub, og de aktiviteter der er iværksat i det område. Vi fik en god snak om vigtigheden af at styrke både terræn og samarbejde.



Den gode snak medlemmerne i mellem, betød at Grillkongerne Henrik & Ronni samt kødekspert Mathias, måtte trække aftensmaden lidt. Men hold da op hvor var det lækkert mad. Marianne og de øvrige i køkkenet fortjener så meget ros. Masterchef vil I kunne vinde!!
Under den lækre middag var der amerikansk lotteri, som Karina på bedste vis havde arrangeret. TAK til alle der havde bidraget med gevinster til klubbens lotteri. Aftenen nærmest fløj afsted, så vi fik slet ikke afviklet vores ”Pointer jeopardy 2024”. Igen lørdag aften var der først sengetid for de sidste, da rågerne i kolonien i haven var ved at vågne op.
Der var også lidt tunge øjenlåg at spore hos enkelte søndag morgen, men efter en dejlig gang morgenmad, så var 18 hunde + opdrætterklasse klar til anerkendt udstilling. Dommer Christina Rasmussen var inviteret, og tog sig god tid til bedømmelsen og gav grundig mundtlig kritik.








BIR blev Bredsgaards Diane, Allan Bredsgaard, mens Fugledes Ettore, Flemming Sørensen, blev BIM.
Samtlige resultater fra udstillingen kan ses på linket her: https://www.hundeweb.dk/udstilling-resultat/udstilling/240331/search?raid=0010

Afslutningsvis var der frokost med amerikansk lotteri og præmieuddeling – bl.a. til prøvens bedste pointer på apporteringsprøverne, som blev Bredsgaard Agnes, ejer og fører Brian Guldberg.

Der skal lyde en kæmpe, kæmpe tak til alle, som på en eller anden måde, har været involveret i familieweekenden 2024. Alt var planlagt og gennemført til UG. Der var en super opbakning, og en stor velvilje blandt alle medlemmer. Der var givet et hav af gaver til lotteriet, og vores hundefodersponsor Prof-dog, havde præmier til vinderne på udstilling samt godbidsposer til samtlige deltagere.
Det var en fornøjelse på Djursland, og vi glæder os til Familieweekenden 2025, der bliver afviklet i Nordjylland.
/FS