Fredag og lørdag i den forgangne weekend, havde Dansk Pointer Klub inviteret til træning i Sønderjylland. 

Fredagen var med fokus på dressurtræning, ro i opflugt samt individuel søgstræning i marken. Lørdag var der marktræning med henblik på at komme på markprøve.

Herligt med nye ansigter

Fredag eftermiddag samledes vi på Trøjborg Hovedgaard ved Visby, hvor eftermiddagens træning skulle gennemføres. Høj sol og med en skyfri himmel viste Sønderjylland sig fra den bedste side. Der var lige vejr til en god softice på Rømø, men nu handlede det jo om at træne hund. 
Det gode vejr betød også, at vi i denne landsdel for første gang i år så mejetærskerne på marken, hvilket jo i sig selv er herligt. Så ved man, at det snart er muligt at komme ud på de gyldne stubbe…..

Efter velkomst og naturligvis kage, fortalte hver deltager lidt om sig selv og erfaringerne med hund. Det var meget glædeligt, at se fire næsten helt nye hundeførere – i hvert fald når det gælder stående hunde. To af deltagerne har også FT Spaniel – det vender vi tilbage til. 
Ud over de nye hundeførere, var der nogle rutinerede kræfter, så vi var mange til at fortælle om dressuren, ligesom vi havde en norsk deltager med, som ønskede at vide lidt mere om træning af hund på lavland. Desværre var der i ugen op til arrangementet indløbet afbud fra yderligere fire nyere hundeførere – de må med næste gang.



Ro i opflugt og skud

Når man læser markprøvekritikkerne igennem, så ses det sommetider, at hundene i forbindelse med stand eller anden kontakt med fuglevildt, ikke er helt rolige i skud. Derfor havde vi valgt, at sætte fokus på dressurelementerne omkring denne disciplin. 
Vi gennemgik derfor trin for trin, hvordan man kan træne dette. For at gøre det så relevant som muligt, havde vi lånt brevduer hos en lokal duemand. Duerne blev sluppet i forskellige situationer, hvor de enkelte hundeførere, så havde mulighed for at koncentrere sig om hunden og via signaler få ro på denne. 
Det var særdeles givtigt, at vores to ”nye” hundeførere, der også har FT Spaniels, kunne bidrage med gode træningsøvelser i denne disciplin. De har lært det anderledes med FT Spaniels, men den gensidige erfaringsudveksling var til glæde for alle parter.

Søgstræning 

Efter dressur og opflugtstræningen, gik vi i to hold, hvor deltagerne på skift kunne slippe hundene individuelt. Vi forsøgte efter bedste evne at fortælle, hvordan man som hundefører kan hjælpe hunden bedst muligt i forhold til at udnytte terrænet. Det gav mange gode snakke, og det var herligt, som hver enkelt deltager arbejdede med de forskellige inputs. Flere hunde viste fin lydighed for harer og råvildt, og en enkelt gang var der agerhøns på terrænet. 
Varmen var hård ved hundene, og da klokken passerede 19:00 stoppede vi dagens lektioner i marken.

Det sociale aspekt 

Der er mange ting at snakke om efter en træningsdag, og da det sociale element og erfaringsudvekslingen er enormt vigtigt, så var de der havde lyst med hos Flemming Sørensen til spisning og udligning af væskebalancen. Snakken gik lystigt, og jo mere mørkt der blev udenfor, ja jo bedre blev historierne i stuen. 
Månen var fuld og gæsterne svære at få i seng, men der skulle hviles lidt inden lørdagens marktræning. 



Lørdag i skønne Ballum 

Vi skulle lørdag gå på terrænerne hos Tonny Lønne i Ballum. Og som altid når man gæster Familien Lønne, så er gæstfriheden enorm stor. Lene havde tryllet lækker morgenmad frem, så vi kunne få en god start på lørdagen. 
Det blev igen varmt, og derfor drog vi forholdsvis tidligt i marken fordelt på to hold.
Vi var lørdag 12 hundeførere, hvor der var en god blanding af erfaring og nyere hundeførere. Tilmed var der flere markprøvedommere med, så det perspektiv at hundens arbejde også blev set på med ”dommerøjne”, gav en god forståelse for hvad der kræves, for de der gerne vil gå på markprøve. 


Smuk stand ved kirken 

Alle hundene arbejdede godt i den sønderjyske marsk, men naturligt blev varmen en vis begrænsning. Havde det været søndag, havde det været midt i kirketiden, da en af hundene opnår en højrejst stand bag kirken i Hjerpsted. Smukt sekunderet af makkerhunden, afvikledes en situation, hvor der letter 14 vilde agerhøns. Ikke et øje var tørt……

Afslutning og hygge

I bagende sommervarme på terrassen hos Familien Lønne, var østersene fra Nordisk Pointer Match byttet ud med lokale ”Ringriddere” fra Højer Pølser, der behørigt blev grillet på Hr. Lønnes nye grill. Snakken gik lystigt om dagens begivenheder, og enslydede var meldingen fra vores nyere hundeførere, at de havde fået et stort udbytte af de to dage – og det er vigtigt!! 

TAK til alle der var med en eller to dage, og naturligvis en stor tak til Lene og Tonny Lønne, for endnu engang at byde indenfor i deres skønne hjem i den smukke sønderjyske marsk.


/FS

Læs også...

Scroll to Top