En af Dansk Pointer Klubs mangeårige og særdeles trofaste medlemmer Birthe Have fyldte onsdag den 28. maj 2025 80 år.

Selvom det er Birthe´s mand Jens der primært fører pointerne i hjemmet i Mejrup ved Holstebro, så er kærligheden til pointerne mindst lige så stor ved Birthe.

Birthes kærlighed til de firbenede er så stor, at der er rigeligt af den til også at sende i retning af hendes Amerikanske Cockere, som har en stor plads i hjemmet og Birthes hjerte også.

Birthe har altid støttet og fulgt Jens, når han og pointerne har været i aktion, både på bænk og mark. Vi har derfor også i DPK altid haft og stadig har fornøjelse af Birthes helt utroligt behagelige og altid positive personlighed på vore aktiviteter. Birthe er altid med til at skabe den gode positive stemning, som vi værner om i DPK. Birthe glædes ikke bare når Jens og egne hunde har succes, men ligeså meget når andre har det, en god og prisværdig egenskab.

Birthes varme personlighed smitter også af på hele hjemmet i Mejrup. Når alle os hundeførere er blevet “slæbt” med hjem af Jens enten i forbindelse med markprøve, apporteringstræning eller bare en tur i marken, er vi altid blevet varmt modtaget hos Birthe. Mange af os i klubben har særdeles gode minder fra Birthes og Jens selskab i og omkring Mejrup og i resten af landet.

Birthe har også været en uvurderlig støtte for Jens og Kennel Mjølner. Birthe har taget imod mange pointerkuld og været med til at give disse en fantastisk første start på livet. Ja, så har Birthe jo også selv “avlet” bl.a. Mette Have, som vi nu har fået fornøjelsen af i klubbens bestyrelse og det er vi rigtigt glade for.

Vi vil fra Dansk Pointer Klub ønske dig stort tillykke med de 80 år og takke dig for din støtte og dit engagement i klubben og for pointeren.

Scroll to Top