En af Dansk Pointer Klubs mest aktive medlemmer, Alex Nissen, fylder lørdag den 24. maj 2025 80 år.
Alex har været medlem af klubben i mange år, og han har i en årrække også siddet i klubbens bestyrelse. I bestyrelsen var han bl.a. kasserer, ligesom han i en lang årrække har været ansvarlig for klubbens årbog. Det har været vigtigt for fødselaren, at bibeholde denne del af klubbens DNA, hvilket vi i bestyrelsen også er dig taknemmelig for.
Alex er meget ofte terrænleder på markprøver. Ikke kun medlemmer af Dansk Pointer Klub nyder godt af dage på hans vildtrige terræner. Alex har således ofte hjulpet andre engelske specialklubber, Dansk Jagthunde Derby samt helt naturligt de lokale fynske hundeklubber, som for Alex har stor betydning. Ansvarsfuldt har Alex ligeledes ofte påtaget sig hvervet som prøveleder ved bl.a. Dansk Pointer Klubs hovedprøve, og klubbens efterårsvinderklasse, ligesom klubbens medlemmer har nydt glæde af træningsture. Ad flere omgange har han også afholdt Skt. Hubertus prøve i klub regi.
Fælles for besøgene på Alex´s vildtrige terræner er altid, at dagen er planlagt til mindste detalje og deltagerne får en gæstfri behandling.
På markprøver har Alex haft en række højtmeriterede hunde, med hvem han har stået øverst på podiet. Først og fremmest er det derbyvinderen fra 2011, Astrups Fighter, som for øvrigt også var udstillingschampion.
Faderen til denne hund, var Astrups Dirty Dancer, som Alex blev dobbeltchampion med. Senest har Alex med Oksbys Hei, vundet vores hovedprøve og deltaget på Danmarks hold i Nordisk Pointer Match 2025.
Tidligere førte Alex gode hunde fra Kennel Sønderjyden. Bl.a. Sønderjydens Judi, der flere gange placerede sig i vinderklasse, og ligeledes blev udstillingschampion. Sønderjydens Nando blev også vinderklassehund, og udmærkede sig bl.a. også med en placering på Dansk Jagthunde Derby.

Avl har altid interesseret Alex, og i fællesskab med Anna Maria har de en af de mest vindende kenneler i klubbens historie, Kennel Oksby. Vigtigt for Alex er det, at pointeren går i en smuk stil, et godt søg og så må de gerne have et stærkt eksteriør. Ligeledes havde Alex succes med at hente Idimum Laky til Danmark – en hund der fik stor betydning i avlen.
Alex har gennem tiden haft mange skønne og smukke hunde, og for hans gode dressur har han derfor helt naturligt også modtaget klubbens fornemste trofæ, Sølvpisken. I øvrigt er Alex også tildelt både Belle-pokalen og Halds Vandrestatuette for hans store organisatoriske indsats i klubben.
I den lokale klub, Jægerklubben Hindevad, yder Alex en utrættelig indsats, og for hans store arbejde gennem en lang årrække, blev han i 2021 hædret med æresmedlemskab af klubben.
Gennem mange år var Alex minkavler, og da han sluttede med dette, begyndte han så småt som agerhønsefarmer. Men det greb hurtig om sig. Nu bliver der hos Vestfyns Agerhøns & Fasanopdræt, ruget tusindvis af agerhøns ud, som sælges til jægere og hundefolk over hele landet. Også her har du Alex, været en enorm drivkraft for succes med udsætningen i det åbne land. Du går også ind i denne opgave med stor ildhu og engagement. Du er en af ”hjernerne” bag udsætning af ”Familieflokke”.
Vi er dig dybt taknemmelig for den store indsats, som du gør for os hundefolk. Vi er rigtig mange som håber, du fortsat har lyst til at arbejde for og med den stående jagthund langt ind i fremtiden. Tak for alle de gange du og Anna-Marie har brugt en af jeres dage på os hundefolk.
Dansk Pointer Klub ønsker dig hjertelig tillykke med fødselsdagen, rigtig god vind fremover.
____
Foto Robin Huzell