En af Dansk Pointer Klubs mangeårige medlemmer, Lars Bæk-Nielsen, fylder torsdag den 15. maj 2025 60 år.
Lars har haft mange forskellige opgaver i DPK, hvor han i perioder har været ansvarlig for vores lotteri til hovedprøven og familieweekenden, han har stået for tøjsalg med DPK-Logo, passet vores hjemmeside samt været ansvarlig for trykning af årbogen.
Da Lars var bosiddende på Sjælland var han ofte terrænleder på hans særdeles vildtrige terræner omkring Slagelse. En gestus som ikke kun blev vist os i Dansk Pointer Klub, men også medlemmer i andre engelske klubber og deltagere i Dansk Jagthunde Derby, har nydt godt af Lars’ gæstfrihed.

Lars har ført en række gode hunde til fornemme præmieringer på markprøver. Fugledes Black Magic var en stilren og meget effektiv hund, der kom i vinderklasse, og som to år i træk præsterede fuglearbejde i UKK. Magic er anvendt flere gange i avl, og er bl.a. far til Danmarksmesteren og DKBRCH Fugledes Juvel. Magic var også far til Matresses Black Magic Junior, som bliver 2.UKK i 2011 og opnår 1. pr. i ÅK – Senere placerer den sig som 2. vinder på klubbens efterårsvinderklasse.
Lars bliver i 2007 placeret på Dansk Jagthunde Derby med Odin av Rabbelung – Odin opnår senere flere gode resultater og avlsmæssigt viser den sit værd, ved at være far til Derbyvinderen i 2014, Oluf.
Lars havde også tævehunden, Pascha, der bl.a bliver 2. UKK i 2007, og på Derbyet i 2008 ender den lige udenfor placeringerne.

Lars har de seneste år ikke haft den fornødne tid til hundene, men vi håber at Lars snart får en ny hund, så vi kan nyde godt af hans selskab på markprøver og i sociale sammenhænge, hvor Lars altid er godt selskab.
Fra Dansk Pointer Klub skal lyde et stort tillykke med den runde dag.
/FS