Gunnar Larsen 90 år

Æresmedlem i DPK Gunnar Larsen, Kennel Villestofte fylder 90 år.
Mangeårigt medlem, tidligere bestyrelsesmedlem og æresmedlem i DPK Gunnar Larsen fylder mandag 15. juli 2024 90 år.

Når man har levet et langt liv med pointeren og samtidigt være succesfuld både som hundefører men også som opdrætter, så er der skrevet mangt og meget om ens bedrifter. Dette gælder også for Gunnar og hans store arbejde med og for pointeren. Som stifter og medejer af kennel Villestofte har Gunnar opdrættet mange pointere. For Gunnar er det ufravigeligt, at en pointer skal være smuk både i udstillingsringen og på marken, samtidig skal den effektiv både på prøve og praktisk jagt. Gunnar kan dog også notere sig for at være opdrætter af både Danmarksmestre, Derbyvindere samt placerede hunde på begge disse prestigefyldte prøver, endog som både ejer og fører af nogle af dem selv. Selv i en alder af 81 år formåede Gunnar at slutte på toppen, ved at blive 3. vinder på Dansk Jagthunde Derby med Villestoftes Puk.

Kennel Villestofte har over tid udviklet sig til et trekløver. Nu lader Gunnar Anne-Marie og Joakim tage sig af det praktiske og Gunnar sørger for de gode råd og vejledning, når det kommer til avl og træning af hundene.
Da Gunnar stadig boede på Skovsgaard i Villestofte, var hundefolk også altid velkomne uanset race eller klub. Gunnar har velvilligt langt både egne og træningsterræner til, når der har været afholdt markprøver og træningssamlinger i det fynske. Dette har været til stor glæde for mange hundeførere, som samtidigt også oplevede den store gæstfrihed på Skovsgaard i Villestofte. Her sørgede Gunnars kone Grethe nemlig altid for, at gæsterne blev taget godt imod.

Der er ingen tvivl om, at mandag 15. juli vil det store flag gå til tops på Plejehjemmet Ejlstrup, hvor Gunnar nu bor. Heldigvis er hunde velkommen på plejehjemmet, så Gunnar har af og til en pointer stående ved sin side og som trygt lægger hovedet i hans skød, for at blive nusset bag ørerne.

Kære Gunnar, der skal fra Dansk Pointer Klub lyde et stort tillykke med din 90 års fødselsdag samt en tak for dit mangeårige arbejde med pointeren.

Bestyrelsen i Dansk Pointerklub

Scroll to Top