Hanne Pahles bortgang d. 14. december 2024
Den 14. december – næsten 100 år gammel- udåndede Hanne Pahle, en skattet pointer-ejer, der har været omgivet af pointeren hele sit liv.
I 1947 kom Hanne og hendes mand til Danmark fra Norge. Hanne var ud af en kendt pointerfamilie, hvor Sten Hansen var hendes far og intet var større for Hanne end at gå på fjeldet, eller stå på ski på fjeldet med pointere som trækhund eller jagthund.
Som stor dreng oplevede jeg Hanne i mit hjem i Jylland, hvor Hanne og hendes mand Hans, hvert forår kom for at træne deres hunde på parhøns. Hanne var et utroligt begavet menneske, der kunne sætte sig ind i alle problematikker og når hun var der, var det aldrig en belastning fordi hun hjalp med det praktiske, hvis det var nødvendigt. Hannes dressur egenskaber med hund var formidable, kun en gang har jeg oplevet hende opgi, hun sagde: ”Flemming kan du ikke rykke min hund hårdt i ørerne, jeg er ikke stærk nok til at få den til at give lyd fra sig”. Jeg måtte så -14 år gammel- tage hendes helsorte hanhund- Black Arrow- og fortælle den, på dansk, hvad den skulle gøre. Sikkert nok en kulturrevolution for den stakkels hund, Hanne talte jo klingende norsk lige til sin dødsdag.
I de første år Hanne boede i Danmark, var hendes hjem på Fuglebakken i København, men ret hurtigt fandt de ud af at de skulle på landet og købte sig et pragtfuldt sted ved Tissø. De blev hurtigt meget velanskrevne på egnen og Hanne og Hans kunne træne deres hunde i det pragtfulde område omkring søen. Hurtigt blev der kaldt på Hannes hundeviden og hun blev vel nok den første kvindelige markprøvedommer i Danmark. Hanne var kendt som en særdeles præcis dommer, der forlangte en hund der havde dressur, så den kunne bruges til jagt. Hun var totalt ligeglad med hundens race, det var brugsegenskaberne det drejede sig om.
Personligt har jeg og mange andre nydt godt af gæstfriheden i pointerhjemmet ved Tissø. Da jeg var landvæsenselev på Sjælland, havde jeg min egen nøgle, så jeg kunne komme og gå som jeg ville og utrolig mange mennesker, har som jeg, nydt godt af gæstfriheden der udstrålede fra hjemmet.
Da Hannes mand Hans gik bort, solgte Hanne ejendommen og flyttede tættere på hendes datter og endte med at bo i Højby. Fuldkommen åndsfrisk blev hun hurtigt et skattet medlem af bofællesskabet. Hanne bevarede sin skarpe hjerne lige til det sidste og det var kun et fald, med brækkede knogler, der gjorde at hun ikke ville mere.
I Højby kirke var der mange mennesker fra hele hendes liv og typisk for Hanne havde hun valgt sin hel egen måde at komme herfra på. Da vi gik ud af kirken, stod hendes kiste tilbage, hun ville brændes og børnene skulle sprede hendes akse på det norske fjeld som hun elskede.
Ære være et stort menneske
Ære være Hanne Pahles minde
Dansk Pointerklub Flemming Fuglede