Poul Fugl Hansen 80 år

Den 20. marts 2022 fylder Poul Fugl Hansen, en af den dansk hundesports helt store personligheder, 80 år.
Poul har siden 1960´erne, hvor han som helt ung og med succes startede Rosenvængets LIS, været en nærmest uadskillelig del af pointersamfundet på især Fyn.

Poul har måske ikke haft et stort antal hunde, men han har til gengæld ejet og fremført hunde af en bemærkelsesværdig høj kvalitet – hunde, der ikke blot kom frem og tog af sig af sølvtøjet på prøverne, men deltog også i den grad deltog i efterårets jagter i skov, mose og mark.

Ikke mindst på hønsejagterne på Nordfyn gjorde ekvipagerne det suverænt – ikke bare en gang i mellem, men hver gang (næsten!!).

Traditionen byder jo at nævne de bedste af de hunde, der har været gennem fødselarens hænder, men det er svært at begrænse sig for de har alle haft høj kvalitet. De, der efter min erindring, bør særligt fremhæves er: derbyvinderne King og Søndermosens Troja, der tillige skaffede sølvpisken hjem til Nørreby, vinder af DPK´s hovedprøve Sita og jagtchampionen Riff og så har jeg helt givetvis glemt nogle stykker.

Ikke alene var Poul driftssikker med sine hunde på jagt og prøve, men han har ved utallige lejligheder stillet sine velegnede jagt- og træningsmarker til rådighed for afholdelse af markprøver, ikke mindst når DPK med jævne mellemrum henlagde hovedprøven til Otterup og omliggende sogne.

Lokalt ragede du op over de fleste – ikke blot i fysisk forstand, men du har aldrig gået og puttet med dine meninger og i det stille rettet din kritik mod dem, der gik nede bagerst i feltet. – Nej, du sagde altid – højt og ligefremt – din mening lige ud med din karakteristiske nordfynske dialekt så ingen var i tvivl om hvilken holdning du havde til tingene.

De senere år har vi ikke set dig så meget som tidligere, men du svigter aldrig din øjesten: Nordvestfyns Hunde Sportsklub når klubben afholder sine årlige prøver. Du passede fortjenstfuldt klubbens økonomi gennem mere end en generation og klubben har da også kvitteret ved at udnævne dig til æresmedlem.

Kære Poul! Det er lidt vemodigt ikke længere at se dig lyse op når vi ellers mødes omkring jagten eller hundene, men tak for den tid der er gået. Den kommer jo som bekendt ikke dårligt tilbage.

Jeg og dine mange venner i pointerklubben og i den fynske hundesportsverden (det, der er tilbage) ønsker dig et godt otium og ser frem til dog engang imellem at træffes og nyde godt af dit selskab.

Assens februar 2022.

Jens Bang

Scroll to Top