Alfred Vemmelund 70 år

Når man ser Alfred i fuld vigør, enten på arbejdsmarkedet eller til hundetræning, på jagt og markprøver som hundefører eller terrænleder, er det svært at forestille sig, at han i år runder det skarpe hjørne. Fuld af energi og med en hårpragt, som en 40 årig ville misunde ham, er Alfred altid igang med projekter i mange forskellige gøremål.
Men det er et faktum at den 18. november 2018 fylder Alfred 70 år.
Alfred er som nævnt stadig på arbejdsmarkedet, entreprenøren vil ikke helt slippe ham, det er jo dejligt at have en mand, der kan løse næsten alle opgaver, og som Alfred selv siger, jeg kan jo godt lide det.
Jagt og jagthunde har altid haft Alfreds store interesse, og i de sidste 30-40 år har det været de engelske stående hunde, der har taget meget af fritiden. Det blev pointeren der endte med at blive Alfreds foretrukne hund, den største af dem alle var Spurvfugldalens Katja, som med mange vinderklasse placeringer, i mange år var en sikker deltager ved danmarks mesterskaberne.
I Alfreds verden er der ikke ret meget, der er umuligt, det betyder, at vi er mange, der trækker på hans kunnen og hjælpsomhed. For jægerne og hundesportens vedkommende har det betydet, at man altid har kunnet komme til Alfred, når man manglede en instruktør eller en terrænleder.
Det er mit og Dansk Pointer Klub´s håb, at du fortsat i mange år har kræfter, glæde og energi til jagten og den stående hund. Stort tillykke med fødselsdagen.

Carlo Nørtoft

Scroll to Top