Børge Sommer 80 år

Fredag den 29. juni 2018 fylder æresmedlem i Dansk Pointer Klub og æresmedlem i Djurslands Jagthundeklub, Børge Sommer, 80 år.

Børge er ivrig jæger, det ligger dybt i familien din farfar, far og dine brødre har dyrket det hele livet. Jagtterræn deles gerne med venner, du nyder, at dele jagtens glæder i selskab med andre.
Du er altid i godt humør og frisk med en lille anekdote, vi er mange der nyder dit selskab. Dit terræn står også til rådighed, når den stående jagthund skal trænes, uanset race og nationalitet og får man brug for logi, så er der altid plads hos dig og Marianne.

Pointeren har været dig en tro følgesvend gennem tiden og dine hunde har også hjembragt, adskillige af klubbens trofæer. Du har deltaget på DM, nordisk match og VM.
Selv er du blevet tildelt Dansk Pointer Klubs fornemste trofæ Sølvpisken, for din store indsats i klubben. Dit initiativ er stort og omfatter både familiedagen, forårstræning, apporteringstræning og apporteringsprøve på Djursland. Du har, også været behjælpelig med at arrangere brugsklasser for DKK.

I dit virke som dommer, har du dømt et utal af prøver og været prøveleder ved mange prøver. I 2014 vandt du Derbyet med Oluf, men desværre skiltes jeres veje i 2017, på en træningstur i Norge, til nordisk match. Trods stor hjælp fra nordmændene, blev Oluf ikke fundet, et stort savn, men nu er en ny hvalp bragt hjem fra Sverige, Skarpröets Rapp – og som altid er forventningen stor. Jeg vil ønske dig god vind fremover.

Dansk Pointer Klub ønsker dig hjertelig tillykke med dagen
Martin Mortensen

Scroll to Top