Jens Have 60 år

En af DPK`s meget store profiler runder et skarpt hjørne, Jens Have fylder 60 år den 24. maj 2006.

Jens har haft pointere omkring sig siden han var barn, og allerede i halvfjerdserne begyndte han at gå på markprøve og udstillinger. Jens har altid villet konkurrere, det begyndte med gedevæddeløb hjemme i Alsted på Mors, og Jens har altid forstået at få det maksimale ud af sine dyr, hvis ekvipagen var ved at falde agterud, lænede han sig frem og kløede gedebukken ved halen , og så fik de baghjul.

Om det er det samme han gør ved hundene vides ikke med bestemthed, men noget gør han i hvert fald, for det er sjældent, at Jens tager hjem uden præmie. Her skal blot nævnes de allerstørste: Derbysejren i 2002 med Flemløses Amanda. To gange har Jens vundet UKK, og i 2003 blev Amanda 4. vinder på DM..

Jens er også en mester i at avle og stille hunde på udstilling, det er blevet til flere championater gennem årene,  og det vil ikke undre, om der er mindst en i det sidste ”Mjøldnerkuld”, som i skrivende stund er 10 uger. Men når vi er inde på dine egenskaber Jens, så er det de menneskelige egenskaber, vi sætter højest, vi er mange i Dansk Pointer Klub, der har haft og har kolossal glæde af din venlige og hjælpsomme væsen.

Tak for utallige træningsture i Mejrup og omegn og jagtturene på mark og fjeld, vi glæder os til mange flere ture fremover.

Dansk Pointer Klub og dine venner i det vestjyske ønsker dig hjertelig tillykke med fødselsdagen, og held og lykke fremover.

Dansk Pointer Klub

Niels og Carlo

 

Scroll to Top