Nekrolog, Hans Nielsen tidligere Bredbjerggård

Tirsdag d. 16. april 2013, afgik Hans Nielsen ved døden, 18 dage før han kunne holde sin 92 års fødselsdag.

Hans havde kennelen Bredbjerggård, hvor han har avlet mange smukke og effektive jagthunde, jeg vil ikke remse dem op her, dog skal nævnes Bredbjerggårds Susan som han bliver Danmarksmester med i 1974 og Bredbjerggårds Liva som han vinder DKK´s vinderklasse med to år i træk.  Den sidste hund Hans havde, var Bredbjerggårds Ronnie, som han deltog på flere prøver med.

Hans deltog i Dansk Pointer Klubs FCI prøve ved Vildbjerg i 2005 (forud for VM) prøven blev afholdt  ude på Heden. På prøven opnåede han præmieringen Bon, på Ronnie, i en alder af 84 år, det var en stolt  og meget træt mand. Niels Mølgård Ovesen skriver i Årbogen 2005, at “der er grund til at kippe med flaget for deres præstation”. Dette var Hans og Ronnies sidste rigtige prøve. Ronnie og Hans havde flere gode år sammen som pensionister begge to.

De seneste år har Hans ikke haft syn og kræfter til at gå med i marken, men han deltog  gerne i Jægerklubben Hindevad klubbens prøver, hvor han var Æresmedlem. Han blev hentet til frokost og fulgte med fra bilen til eftermiddagens afprøvninger.

Hans sad også ofte på sidelinjen til FJd`s udstillinger, og efter flere år som udstillingsdommer, var han ikke altid enig i dommerens bedømmelse på dagen.

Hans har haft et langt og spændende liv med pointeren, og det var ikke bare pointeren, men den gul/hvide pointer. For ca. 10 år siden til et vintermøde i Sdr. Højrup, rejste Hans sig op og kom med en længere forklaring om at den perfekte pointer, skulle være gul/hvid, hvis man ville opnå resultater på mark og udstilling.

Da Hans ikke mere kunne gå med i marken og Ronnie ikke var mere, fulgte han ivrigt Årups 1. hold i fodbold. Hans havde 3 børnebørn, som spillede på 1. holdet, og det var stort. Hans var et kendt ansigt og man var ikke i tvivl om hvem Hans mente gjorde det godt. Jo fodbold havde han også forstand på. Da Hans ikke længere kunne gå rundt om banen og følge kampen, og komme med kommentarer, fik han lov at sidde på sin stol ved siden af udskiftningsbænken, hvis han ikke blandede sig.

Æret være Hans Nielsens minde.

AN og AMS

Scroll to Top