Nekrolog, Lissi Sommer

Mindeord om Lissi Sommer
Lørdag, den 17. juli 2010 døde medlem af Dansk Pointer Klub Lissi Sommer. Lissi sov, efter længere tids sygdom, stille ind i sit hjem omgivet af de nærmeste.

Lissi var om nogen den ultimative madmoder – altid engageret i planlægningen af diverse aktiviteter. Lissi var således med i opstarten af klubbens familiedage, hvor hun med stor entusiasme bidrog på bedste vis. Lissi var ligeledes altid at finde når der blev afholdt apporteringsprøver på Djursland, og naturligvis også når klubbens medlemmer kom til Ryomgaard i foråret for at deltage i ”Kampen om skydestokken”. Et af årets højdepunkter for Lissi var klubbens hovedprøve. Lissi var tovholder for ”Djurslændingene” og sørgede for at alt var planlagt til mindste detalje – ingen manglede hverken mad eller drikke! Ligeledes mindes mange med sikkerhed Lissi´s slikpose, som altid blev budt rundt når der var ophold i afprøvningen.

For sit store engagement og altid positive opbakning, blev Lissi yderst fortjent hædret med Mattes Kande i 2007.
Børge har med Lissi´s bortgang mistet en trofast støtte i det daglige, og ikke mindst i forhold til træningen af hundene. Lissi havde specielt taget på apporteringstræningen, og vi er mange som er blevet hjulpet af både Lissi og Børge´s gode råd og træning.

Vi vil altid mindes Lissi´s omsorg og hygge. Vores tanker går til Børge og den øvrige familie som har mistet et fast omdrejningspunkt.

Ære være Lissi Sommers minde
På DPK´s vegne Lars

Scroll to Top