Nekrolog, Vagn Stubkjær

Torsdag den 24. november 2016 afgik Vagn Stubkjær ved døden. Vagn har været medlem af Dansk Pointer Klub i et halvt århundrede, og har altid haft pointeren som sin foretrukne jagthund. Vagn har ført mange velgående pointere frem på markprøver, det begyndte først i halvfjerdserne, og i slutningen af firserne oprettede Vagn sin egen kennel Kennel Birk-Stars. Tophunden i Vagns kennel blev Birk-Stars Leo, som fik mange flotte placeringer. 3 gange vinder Leo dansk pointer klubs  efterårs vinderklasse. I 1993 bliver Leo 2. vinder på vores hovedprøve og ved den lejlighed fik Vagn tildelt Dansk Pointer Klubs mest eftertragtede trofæ ” Sølvpisken.” Vagn var en meget dygtig og anerkendt markprøvedommer, han havde et skarpt øje for se på hundenes kvaliteter.

Vagn Stubkjær var et udpræget ordensmenneske, han havde og ville altid have, styr på tingene, og tog helt naturlig altid lederskabet til sig. Jeg husker en tur i fjeldet, hvor vi havde været afsted en lang dag, og vi var slidte på vej ned mod bilen, hundene løb rundt på må og få uden styring. Det passede ikke Vagn at vi bare daskede rundt, enten skal hundene kobles op eller også skulle de gå på jagt. Vi hankede op i os selv, nogle hunde blev koblet, og jeg slap min gamle hund Casper, som kort tid efter stod stramt ved en fyrrebusk.  Jens, Vagn og undertegnede gik frem mod den stående hund, jeg gav hunden lov at rejse, og op kom en urkok, som Vagn og jeg skød a tempo på. Kokken måtte i bakken, men hvem af os der havde været heldigt, at skyde sin første urkok, det vidste vi jo ikke. Vi besluttede at Jonna og Vagn skulle tilberede urkokken, og så ville vi måske kunne finde ud af hvem der havde ramt, eller om vi måske begge havde ramt. Sagen var den at Vagn skød med bly og jeg skød med stålhagl. Dagen oprandt hvor Ellinor og jeg blev inviteret til middag i kennel Birk-Stars, menuen var urkok og godt rødvin. Det blev en fantastisk aften for os alle, især for Vagn Stubkjær, vi fandt kun blyhagl i kokken.

Vi der var så heldige at have været i Vagn Stubkjærs inderkreds, har mistet en kær ven og jagtkammerat, men vi har minderne fra træningsture med hundene, og fra vores jagtture i fjeldet, og i de sidste år hvor vi jo har levet højt på netop minderne, hvor hundenes præstationer i fjeldet og på markprøver blev diskuteret, og hvor skydefærdigheder og mangel på samme er blevet vendt.

På vegne af jagt og hundevenner og Dansk Pointer Klub.

Ære være Vagn Stubkjærs minde

Carlo

Scroll to Top