Svend Buchhave 70 år

Den 4. november 2010 fylder Svend 70 år, det skulle man ellers ikke tro, med den ildhu og entusiasme  og altid  gode humør, du lægger for dagen, med dine hunde, børnebørn og familien.

Svend du er omdrejningspunktet, ja krumtappen, for os engelske hundesportsfolk på Fyn.

Hver sommer holder du dressurkurser, med en kæmpe succes, hvor alle kan deltage, ja uanset raser.

Du står gang på gang til rådighed, som prøveleder eller terrænleder,  på de dejlige terræner i det midtfynske.

Du og Karen stiller jeres hjem til rådighed for talrige arrangementer, apporteringsprøver,  træningsture  …. Jeg kunne blive ved !

Som opdrætter er du helt klart en af Dansk Pointer klub`s største, du har sendt utallige smukke og stilrene Pointere fra Kennel Metrinelund ud i verden ikke blot i Norden, men også i Europa og USA.

At begynde at nævne dine hunde og resultater vil jeg ikke, det vil være for omfattende,  men en ting er  sikkert, der er atter et kuld  Metrinelund  hvalpe på vej.

Svend, du er en stor kapacitet for klubben og hundesporten i særdeleshed,  og det er vi mange der vil sige dig tak for, med ønsket om held og lykke fremover.

Du ønskes hjertelig tillykke med de 70 år

Dansk Pointer Klub
Alex Nissen

……………………..

STORT TILLYKKE

Torsdag den 4. nov. 2010 runder Svend Buchave et skarpt hjørne, idet han denne dag bliver 70 år.

Svend er æresmedlem i `Jægerklubben Hindevad”,  hvor han har været formand.
Utallige er de hundefolk, der gennem årene har nydt godt af Svends gæstfrihed
og hans evner til at organiser dressurkurser, apporteringskurser og som prøveleder på mange og talrige store prøver samt som markprøvedommer.

For at få alt dette til at fungere skal man have baglandet i orden.
Karen har altid holdt dørene åbne for et utal af hundefolk,
der gennem årene er kommet i Jeres hjem …. tak for det.

Svend har sat sine tydelige spor inden for avl og opdræt af hans fortrukne hunderace, Pointeren.
Det er blevet til megen opdræt, der er spredt rundt om i hele Europa.
Ligeledes er det blevet til mange fine placeringer på udstillinger fra Kennel Metrinelund.

Du ønskes hjertelig til lykke med dagen og med håbet om at du stadig i mange år fremover må have tid og overskud til, at vi mange hundesportsfolk må have glæde og gavn af dine evner som organisator,  dressør og terrængiver til træning og prøver.

Arne Larsen.

Scroll to Top