Herlig weekend på Fyn

I dagene 18. 19. og 20. august blev der afviklet den store Game Fair på Brahetrolleborg. En kæmpe event, hvor folk med interesse for jagt, lystfiskeri, outdoor og natur kunne finde alt, hvad der nærmest findes af udstyr og materiel. 

Dansk Pointer Klub havde en stand sammen med de øvrige fire engelske racer. Jan Stokbæk og jeg havde afsat weekenden til at vise pointeren til en stor målgruppe, som vi normalt ikke kommer i kontakt med. Fredag var vi herligt assisteret af Karina og Henrik Christensen, som havde tage turen fra det nordjyske, og søndag var Birgit Basballe med som en ivrig fotograf. 

Vi havde i løbet af weekenden mange på besøg i vores stand, og vi fik talt med rigtig mange jægere. Mange gange hørte vi sætningen ”Sådan en hund havde vi i vores hjem” eller ”Dengang da man gik på jagt på markerne, havde vi fantastiske dage med pointeren”.
Hos mange af dem der kom og snakkede var der tre gennemgående fokuspunkter – hvordan er racen som jagthund, er det en god familiehund og er den let at opdrage? Vi forsøgte efter bedste evne, at give en beskrivelse af racen, og de kunne møde nogle af vores hunde på standen, og danne sig et indtryk af racen.

Der var en vigtig pointe` hos mange – nemlig mulighederne for at få hjælp, når man har købt en hvalp. Det sætter vigtigheden af en velfungerende mentorordning i relief – det skal vi fremadrettet fortsat prioritere!!
Vi kunne måske i ”den engelske lejr” lære lidt af fx spaniels og labrador, som har træningspladser med kompetente trænere mange steder rundt om i landet. Så ved den nye hvalpekøber, hvor de skal rette henvendelse og hvor de kan få trænet deres hund. 

En weekend på sådan en messe er en investering fremadrettet, så interesserede har fået mulighed for at møde en pointer, høre om racen, se hundenes temperament og ikke mindst blive inspireret af de kvaliteter racen har.

Når vi på Game Fair så det engagement som fx retriever- og spanielsejere har, så bliver man ganske imponeret. De fremviste deres hunde foran et stort publikum, hvor de med hunde i forskellige aldre gennemgik dressurtips fra hvalp til jagthund. Der blev afholdt en åbenklasse workingtest og retrieverne havde en landskamp, hvor de mange tilskuerne kunne følge matchningen. Det var rigtig godt….for dem! 

Vi synes bestemt, at det har været nogle gode dage. Især fordi vi kommer i snak med mange mennesker, som vi ikke ”fanger” ved vores traditionelle arrangementer.

Stor tak til repræsentanterne fra de andre engelske racer for en herlig weekend, og en stor tak til Karina, Birgit, Jan og Henrik for at afsætte tiden til gavn for Dansk Pointer Klub.
/FS

Læs også...

Scroll to Top