Nordisk Pointer Match 2021 Finland

Den 18. oktober drog fire forventningsfulde medlemmer af DPK afsted mod Finland for at deltage i Nordisk Match 2021.

Turen startede dramatisk. Søndag formiddag, altså mindre end 24 timer før afgang, ringede Allan Bredsgaard at DJCH ISA, var blevet løbsk og ikke kunne deltage!! Vi aftalte, at Allan i stedet skulle medtage sin 13 måneder gamle Bredsgaards DIANE. – Jeg kontaktede mine kontakter i Finland og fik grønt lys for at en unghund under disse omstændigheder kunne træde ind i matchen.

Alt åndede igen fred og idyl, men det varede ca. to timer så ringede Klaus Olesen, at Kvint var blevet løbsk og ikke kunne deltage!!!!!! 

Der blev dog taget action på situationen og med Lasse Webergs velvillige opbakning fik vi lov til at låne ikke mindre end den lidt aldrende, men meget erfarne BRCH Spurvfugldalens QUINCY. 

De sidste øjeblikkes udfordringer blev klaret med god hjælp ude fra. TAK for det!!!!

Turen mod Finland gik i strålende solskin gennem det smukke svenske landskab, først det flade slettelandskab i Skåne, derefter gennem Smålands dybe skove, senere langs med Sveriges næststørste sø, Vättern med den helt enestående udsigt og til sidst de store vidder i Østra Götaland, alt garneret med fantastiske efterårsfarver omkransende de svenske landeveje. – Ingen sag at køre 800 km fra DK til Stockholm under de omstændigheder.

Øverste foto: Samling ved hovedkvarteret, Wanha Karhunmäki

Efter en god nats søvn på turen over den Botniske Bugt med M/S Amorella (!!) nåede vi tidligt tirsdag morgen frem til Aabo og midt på eftermiddagen blev vi modtaget på indkvarteringsstedet, Wanha Karhunmäki, af vores tildelte kontaktperson under NM, Minna Hietikko, der i øvrigt er datter af en meget kendt, desværre nu afdød, finsk pointerenthusiast, Simo Hietikko, stifteren af den berømte kennel AUKIAN. Simo Hietikko der flere gange har deltaget i NM.

Efter vi var blevet indkvarteret i vort veldisponerede fælles logi var der afgang til træning af hundene, der efter mange timer i transportburene, trængte til at røre sig.

Finsk landskab - Nordisk Pointer Match 2021
Finsk landskab - Nordisk Pointer Match 2021
Finsk landskab - Nordisk Pointer Match 2021
Marker så langt øjet rækker
Minna Hietikko, ved Nordisk Match 2021
Minna Hietikko, det danske holds kontaktperson

Straks vi kom i terrænet var vi for høns og Astrups MIDI/Alex Nissen fik en god situation for en stor flok høns.

Umiddelbart efter var det Allan Bredsgaard og Bredsgaard Diane, der to gange på ganske kort tid opnåede flotte situationer for store, stærke hønseflokke. 

Onsdag fik vi igen lejlighed til at træne under de samme fantastiske forhold og det på et område, der i størrelse vel ikke måles i hektarer, men snarere i kvadratkilometer!!.

En fantastisk start på et sandt eventyr, der varede alle dage. Masser af store, stærke hønseflokke.

Jeg er nogenlunde sikker på, at ingen af os tidligere har oplevet en tilsvarende tilgang af vilde høns.

Agerhønsene i den del af Finland anses for at være en særlig stamme, der er specielt hårdføre og lidt mindre end vore danske høns.

Det er strengt forbudt at udsætte høns i hele området og der er ingen tradition for vinterfordring eller andre foranstaltninger mod de meget strenge vintre!! – Mon man her finder (en del af) forklaringen på den store vilde bestand??

Vejrforholdene under dagene spændte lige fra solskin, over dagsregn med hård blæst til nattefrost ned til – 6 og en natlig snestorm!! – Ikke desto mindre lykkedes tingene forbavsende godt trods de varierende vejrmæssige betingelser.

Nordisk Pointer Match 2021
Det danske hold - vinder af NM 2021
Det danske hold - Allan, Alex og Klaus

NM løb af stablen torsdag med dansk deltagelse af 

Alex Nissen/ Astrups MIDI,
Allan Bredsgaard/ Top Point GINNY,
Allan Bredsgaard/Bredsgaards DIANE, unghund og med på dispensation samt
Klaus Olesen som fører af BRCH Spurvfugldalens QUINCY.

Der var fuldt hold fra Sverige og selvfølgelig også fra Finland, men desværre indløb der, kort tid forud for afholdelsen af NM, afbud fra Norge.

Som dommere fungerede tre finske dommere og som ”dansk dommer” havde den erfarne dommer, Klaus Ekmann, velvilligt stillet sig til rådighed.

Vi ved alle at Held og Uheld spiller ind når vi konkurrerer, men de gode hunde har det altså med at manifestere sig.

Det danske hold lagde på dagen godt ud med en stand og fældning af fugl for MIDI, senere kom Quincy i gang og slog i begge sine slip partnerne på et veldisponeret søg.

En glad Allan Bredsgaard med Bredsgaards Diana
Allan med Bredsgaards Diane

Dagens helt suveræne indsats kom imidlertid fra den knap 14 måneder gamle unghund, Bredsgaards Diane, der i sit andet slip fik en flot, flot situation med stand, rejsning, fældning af fugl ved føreren selv, ro i opflugt/skud og afsluttet med perfekt apportering. – Nu kom der for alvor points ind på kontoen og pludseligt begyndte det at ligne noget og da sidste slip gik, kunne det danske team ikke længere hentes.  

Diane, Midi og Quincy havde alle bidraget med points og den indbyrdes pointsfordeling blandt de danske hunde stillede sig således:

Det er kun de tre bedste hundes resultater, der indgår i beregningen af slutresultatet. Sejren var i hus for første gang siden 1981!!

Pointsfordelingen landene i mellem blev således:

I kampen om den bedste individuelle præstation udtoges tre hunde:

Top Point Iris, (17,7 points), Sverige

Bredsgaard’s Diane, (20,1 points), Danmark

Peltoluovin Opal, (30,1 points), Finland

Bredsgaards Diane startede matchningen mod Top Point Iris, som Diane slog overbevisende bl.a. med en trestjernet situation for en stor, stor flok høns. Alt i orden!!

Matchning
Peltoluovin Opal og Bredsgaard's Diana under matchning​
Peltoluovin Opal og Bredsgaard's Diane under matchning

Bredsgaards Diane fortsatte i finalen mod den meget effektive og erfarne Peltoluovin Opal, som i sit første slip fik tre godkendte fuglesituationer og dermed 19 points og i sit andet slip lægger Opal yderligere 11,1 point ind på den finske konto.

Diane bevarede sit flotte og systematiske søg, men den snu Opal og hans drevne fører vidste, at hvis man straks søger mod kanten, så er chancen for fugl størst.

Strategien virkede og Opal sluttede dagen med for fjerde gang at præstere fugl og blev, til stor jubel for de mange finske tilskuere, dette års bedste individuelle deltager i NM.
En fantastisk dag i marken sluttede med en højtidelig og stilfuld gallamiddag med taler for det fortsatte nordiske samarbejde og uddeling af præmier, bl.a. de ærespræmier som DPK havde sendt med.

Programmet ved Nordisk Pointer Match i Finland
Programmet på Finsk og Svensk

Peter Jensens Mindepokal, der i 1996 blev udsat af Peter Jensens arvinger til den bedste hund individuelt i NM, var desværre ikke nået frem fra Norge, men strandet i tolden!!

Peter Jensen´s Mindepokal. (Kennel Zita´s mindepokal)
Peter Jensen´s Mindepokal. (Kennel Zita´s mindepokal)

Zita-Kruset, udsat af pelsavler Peter Jensen, til den næstbedste individuelt ved NM, var ikke tilstede ved præmieuddelingen og jeg er ikke i stand til nærmere at redegøre for, hvorfor og hvor kruset befinder sig, men her er en opgave for DPK´s pokalansvarlige til at gennemføre en nærmere undersøgelse heraf og drage omsorg for at alle DPK´s relevante pokaler mv., er til stede når næste NM løber af stabelen.

Fredag blev der afholdt en lukket prøve, ”Diarmid Cup”, som vi af gode grunde ikke kunne deltage i, men som dog havde et dansk islæt i form af Allan Bredsgaard, der fungerede som dommer. 

Lørdag blev der afholdt en int. vinderklasse i Ilmajoki med deltagelse af MIDI og Alex Nissen, der overlevede kvalifikationen, men måtte udgå i finaleafdelingen efter en mindre eskapade med (endnu) en flok høns.

Svenske deltager ved NM, Finland 2021
Henrik Nilsson og Alexander Johansson

Søndag overværede vi en del af finalen i ”Diarmid Cup”, men måtte forlade de fantastiske marker og de gæstfrie, altid venlige finner da færgen afgik fra Aabo tidligt på aftenen. – Efter en problemløs hjemtur ramte vi Vestfyn mandag eftermiddag efter en uge rig på oplevelser og mange mindeværdige indtryk.

Afsluttende skal jeg på holdets vegne takke for de mange, mange lykønskninger vi efter matchen modtog hjemmefra, men også fra Sverige og fra Norge via mails, facebook mfl sociale medier. Det var dejligt at opleve, at de menige medlemmer rundt om i det ganske Norden fulgte begivenheden og kvitterede med hilsner til holdet og de øvrige deltagere i NM 2021 for en flot indsats for adelsmanden blandt de stående hunde: pointeren!!. 

Jeg er allerede så småt begyndt at se frem til næste Nordiske Match.

Mon ikke det kunne tænkes at blive i Sverige, når SPK fejrer sit 120. jubilæum i 2023 ???

Efterskrift

Der har også i forbindelse med afholdelsen af dette års NM været røster fremme om en modernisering/opdatering af reglerne for NM og at der i den forbindelse tillige tages skridt til nedsættelse af en organisationskomité med deltagelse fra de enkelte landes klubber. 

Komiteen skulle tildeles det overordnede ansvar for den praktiske afvikling af NM, men ikke mindre den fremtidige UDVIKLING af det nordiske samarbejde.

Med hensyn til udviklingen af samarbejdet kunne jeg, helt for egen regning, foreslå at NM suppleres med afholdelse af et NM for unghunde – et fællesnordisk derby/UKK.

Assens november 2021.
Jens Bang

Hent artikel under >> Medlemmernes artikler

Video fra Nordisk Pointer Match, Finland 2021

Læs også...

Scroll to Top