Herningdrengen, Tom Boelsgaard Hansen, voksede op i et hjem, hvor faren og brødrene var jægere. Faren havde en ruhår og interesserede sig lidt for markprøver, hvis hundens dressur var i orden. Han gik meget op i dressur var der svigt i marken så var det hjem og en gentagelse af ’stuedressur’. En af farens venner, Helge Skodborg, havde pointere, og snart blev Tom meget fascineret af pointerens venlighed og store søg. Han fik som 16-årig en pointerhvalp af Skodborg. Den voksede op i Toms værelse. Det skulle vise sig, at den ikke blev så god i mark, så den blev solgt til en jæger, og det fik Tom et kørekort ud af.
I mange år arbejdede Tom som strikker, mens tekstilindustrien endnu buldrede i Herning. Herefter var han jobkonsulent i nogle år. Nu har han et deltidsjob på Møltrup optagelseshjem.
Flere markante pointerfolk har haft stor betydning for Tom. Laurids Nielsen, Kennel Mørup, var en eminent læremester i marken. Her så Tom, hvordan Laurids kunne løse dressurproblemer i modsætning til faren, som ved streng tugt søgte at løse dem hjemme på græsplænen.
Kravet var lydighed, hvor Laurids tog mere gelinde på problemerne og fik fejlene rettet uden at kue hunden unødigt.
Aksel Knudsen, Kennel Søndermosen, var også et forbillede og inspirator, som var eminent til at se på en hund såvel i mark som på bænk. Han var af den formening, at hunden skulle bruges til det, den var god til, nemlig fuglejagt. Aage Jensen, Kennel Sejbækgaard, var god til avl.
I marken vægter Tom en pæn galopaktion. Hunden skal gå i friktionsfri galop med pæn hovedføring. I den sammenhæng nævner han, at en hund, der ’stikker’ på forbenene, som regel har høj hovedføring. Pointeren skal gå i store velrevierende slag fra kant til kant.
Kontakt og effektivitet er alfa og omega. Generelt vægtes stilen for lidt såvel på prøver som mand og mand imellem. Arv og miljø – diskussionen har mange facetter.
Tom mener, at arv udgør 60% og miljø 40% af en hunds potentiale. Det er meget afgørende, at hundene er meget i hænderne helt fra hvalpestadiet. Her er tingene blevet bedre. I forne tider voksede mangen hvalpekuld op i stalde. I dag bor vi sammen med vores hunde.
I 1982 vinder Tom derbyet med Rimfaxes Frederikke. En forbindelse til netop Kennel Rimfaxe sætter sig spor i den senere Kennel Boelsgaard. Tom låner Rimfaxes Maxelinebelle af Poul Ellehøj og trækker et kuld hvalpe. Her falder bl.a. Rimfaxes Dixie, en glimrende hund, som i kombination med Sejbækgaards Per giver Boelsgaards Gun, der 20 mdr. gammel bliver nr. 2 på DM. Tom havde da før vundet DM med ovennævnte Per.
Kennel Boelsgaard blev oprettet i 1985. Tom har ført utallige hunde på prøver og været en flittig gæst ved præmiebordet, hvad enten han har ført egen hund eller andres. Ikke mindst med Jens Bangs hunde har han hjemført mange præmier. Den skønneste hund at føre har været Søndermoses Paw (Søndermosens Vixi – Vestfjorddalens Tim). Desværre blev Paw i Jens Bangs eje trafikdræbt.
– Konkurrencen i vinderklassen er fascinerende og spændende, siger Tom. Men, men – det danske alfabetsystem med a’er og b’er og ettere og toere i bedømmelsen er dræbende for såvel intensitet som spænding. Han har deltaget i vk i både Norge, Finland og Sverige. I Norge bruger man et pointsystem, der minder om det danske.
Det svenske system er glimrende og særdeles publikumsvenligt. Her rangeres hundene heat for heat, og man har fast sliptid. Hundene har hele tiden mulighed for at forbedre sig i konkurrencen. Det øger såvel gennemsigtighed og spænding for både hundeførere og publikum.
Det finske regelsæt minder om det svenske, men har den ekstra dimension, at man selv skal skyde over sin hund. Efter mange års medlemskab af DPK siger Tom, at det er blevet en større glæde at komme i klubben, end da han startede. Fordrageligheden er bedre, mangen stridsøkse er blevet ’begravet.’ Måske er DPK stivnet i nogle gamle traditioner. Vi skal i højere grad tænke børnefamilier ind vores arrangementer.
Eva og Tom købte gården ’Tanderupholm’ lidt uden for Snejbjerg i 1985. og den har siden været familiens base. De 30 ha jord er lejet ud.
Tom synes, det er fantastisk, at børnene er så engageret i hunde og kennel. -Det dejligt, at vi kan træne sammen, siger han. – Og så diskuterer vi meget bagefter.
Efter hver træningspas kåres dagens vinder.
Anne Boelsgaard Hansen er lærer I Aulum. Hun bor på et nedlagt husmandssted i Abildå. Hun er også et særdeles aktivt og et skattet bestyrelsesmedlem i DPK.
Mette Boelsgaard Hansen er lærer og ansat i PPR i Herning. Hun har sønnen Aksel på 5 år. Han var knapt kommet til verden, før en stolt morfar meldte ham ind i DPK.
Begge piger er særdeles aktive pointerentusiaster.
Anne fremhæver, at pointeren er en rolig familiehund, som man kan have med sig inde og ude. Selv om der er stor spredning i pointerne, så er de nemme at dressere. Et nåleøje er at få hunden i orden over for fugl uden at det går ud over rejsningen. Kort sagt er et godt fuglearbejde alfa og omega.
Hun stiller store krav til kontakt og søgsoplæg, men siger i samme åndedrag, at man aldrig får den perfekte hund, men hun kan nemmere gå på kompromis med søgsstørrelsen end stilen, uden at hun dog er stilfanatiker.
Mette synes, at det vigtigste er, at pointeren kan fungere hjemme sammen med Aksel. Det kan den, for den er en fantastisk familiehund.
— Hunden må gerne gå meget stort.- Her ligner jeg nok min far, siger hun. – Bevares, det kan gå galt! Hun kan godt lide en lidt robust hund og siger med et smil, at Anne nok er mere tålmodig, end hun er – fx ved apportering.
Mette kan godt leve med, at en hund tager selv. Et ufravigeligt krav er, at den er rar hjemme – ellers kommer den ikke med i marken.
Anne siger, at et godt eksteriør afgjort er et plus. Størrelsen betyder noget. Vi har mange kønne små pointere i DK. Hun har netop købt en norsk hanhund i bestræbelsen på at få forbedret masse og størrelse på kennelens hvalpe. Hun kan godt lide at gå på udstilling.
Begge kan godt lide at gå på markprøver – Det er spændende, siger Mette, – og man får målrettet sin træning. Anne nævner også, at der er en social dimension i at gå på prøver.
Samstemmende siger de, at de hvert år ser frem til hovedprøven og sommerfesten. Det er en familieweekend, hvor de drager afsted i samlet flok og nyder samværet med ligesindede i fulde drag.
I en snak om kennelliv deltager alle. Anne er udnævnt til administrativ leder. Hun får hvalperegistrering, tager sig af dyrlægebesøg, køber foder, betaler kontingenter, prøve-og udstillingstilmelding Opgaverne er mange.
Nok er Phillip medejer af Kennel Sikas og går med engelsk setter, men han er mere end på tålt ophold i Kennel Boelsgaard. Phillip slår fast, at kennelen er et godt og stabilt brand. Hunde herfra er kendt for at passe marken
Tom siger, at avlen kom ind i billedet sammen med børnene, der i høj grad har været med til at stimulere hvalpene, som har været meget i hænderne og kørt i bil osv. Inden aflevering. Egentlig burde man lægge et kuld hvalpe til hvert år. Det gør man dog ikke.
Phillip siger dog, at man på det sidste har lagt 20 hvalpe til på 1.5 år. Og man har afsat dem alle.
I avlen er ledetråden, at de kun lægger hvalpe til, de gerne selv vil have. Det giver mening. Det behøver ikke nødvendigvis være på Boelsgaard hunde. Som før nævnt har Anne hentet en norsk hanhund.
Samstemmende siger pigerne. – Far har størst erfaring, men han dominerer slet ikke. – Find nu selv ud af, hvordan det er rigtigt, siger han. Nogle gange var det rart, hvis han meldte klart ud. Tom plejer ellers bestemt ikke at være en mand, der ’sidder på sine meninger.’
Om DPK siger Anne, at -vi er vokset op i klubben. DPK er en traditionsrig klub Nogle mener, at klubben er stivnet fx i forhold til pokaler.
Mette:- Som en af de mindre racer har klubben nogle udfordringer. Nok skal vi holde fast i prøver, men pointeren skal altså ud i bredere kredse end prøve- og jagtfolket. Pointeren skal i højere grad også være en familiehund. Er den først blevet det, får den lov til at leve et langt pointerliv.
Tom mener, at det er blevet tid igen til at få nedsat en bredere bestyrelse. Det ville give en bredere erfaring og flere meninger. Vi skal tænke nyt.
Anne trives i bestyrelsen. Hun er en af ’fædrene’ til klubbens mentorordning. En bragegod nyskabelse i DPK.
Tom slår fast, at ’gamle’ medlemmer bør tage et nyt medlem med ud til træning. Fællestræning er selvfølgelig fin, men kan ikke samelignes med, hvad man kan opnå ved en personlig kontakt.
På en grå januardag, hvor det blæste en pelikan, kørte jeg hjemad med sindet fyldt af lyse tanker. Det var så opløftende at være sammen med “Kennel Boelsgaard -Folket”. De har et meget stærkt familiesammenhold, hvor der er plads til at lade meninger brydes. De er dedikerede og engagerede i pointerens ve og vel og har skarpt øje DPKs betydning.
Niels Mølgaard Ovesen
